Tilbage til forsiden

 

Min have        Havebilleder       Roser i haven        Rosengrupper      Mine engelske roser       Alle Austinroser alfabetisk        Alle Austinroser kronologisk       David Austin       Rosenlitteratur   Rosenlinks     Rosenrejser

 

 

Damascenerroser

Damascenerroserne er af meget gammel oprindelse. De har helt fra oldtiden op til vore dage været brugt til parfume og rosenolie fremstilling.

Blomsterne har næsten altid en dejlig klar rosa farve, og forekommer ofte i mindre klaser. De purpurrøde nuancer savnes, men hos den hvide Madame Hardy finder man nogle af de mest perfekte blomster man kan tænke sig. Generelt har denne gruppe roser store bagudrettede torne, bladene er store og ofte med grågrønne nuancer.

Damascenerroserne er normalt stærkt duftende, og væksten bringer elegance til denne gruppe. Højden ligger mellem 1,2 og 1,5 meter. Af de ca. 300 forskellige sorter man registrerede i 1850 har man måske kun bevaret en tiendedel i dag, men til gengæld er det roser med mange kvaliteter.

Ud over deres skønhed og mangfoldige blomster, kendes de især på deres uforlignelige og stærkt æteriske duft. Damascenerne kan med fordel anvendes som læskærme ved terrasser og lignende opholdspladser foruden beplantning i bede, solitært eller i kraftige busketter.

Udtynding og beskæringen foretages efter afblomstringen, men man kan udmærket springe et par sæsoner over og derved lade rosen udvikle sig frit. Forårsbeskæringen består af fjernelse af døde grene og indstudsning for at holde på plads.

De er som helhed en nøjsom og hårdfør gruppe, og behøver derfor heller ikke vinterdækning. Rose de Resht og Rose des Quatre Saisons  er remonterende (dvs. blomstrer flere gange i løbet af en sæson). Hos disse sorter kan man afskære afblomstrede hoveder for derved at fremme ny blomstring.

 

 

Rose des Quatre Saisons

 

Sidst opdateret 23-08-2010