Justitsråd Arent Hassel Rasmussen. Af Georg Østergaard i Vendsysselske Årbøger 1926.

Den store Landboreformlovgivning i det 18. Århundredes Slutning gav som bekendt Plads for gennemgribende Ændringer i mange af Landbrugets Forhold.

Blandt disse Ændringer var ikke de mindst bemærkelsesværdige de store Gårdes og Hovmarkers Udparcellering og Fæstegodsernes Bortsalg - Bøndergods, som det havde taget Århundreder at få samlet og - for den væsentligste Del - afrundet.

Der var en Tidsperiode, da man så mange af disse store Godssamlinger i Løbet af få År, ja endog på få Måneder, blive fuldstændig splittede. Og det var ikke altid Godsejerne selv, der tog sig den Opgave på at sælge bort af Jordegodset, nej, Handelsfolk og Spekulanter med øjnede en Fortjeneste i at være med til at udnytte de Omsætningmuligheder, der syntes at være for Jordegods - og de satte ind her. Landmænd og Ikke-Landmænd, Embedsmænd, Amtmænd, Præstemænd, Officerer, Købmænd o. s. v. blev Godshandlere og gav sig til at "slagte" Godser og Herregårde.

Som Tiden var, kunde Godshandelen ikke andet end give Penge; jævnt rask steg Jordprisen, og Afsætning var der - alt gik godt, indtil den trange Krisetid efter Napoleonskrigene kom; da gik det den anden Vej, og de fleste Godshandlere måtte se deres Fortjeneste og anden Formue med, hvis de havde haft nogen, forsvinde bort som Dug for Solen, så der kom trange Kår for dem.

Af disse Godshandlere, hvis Virksomhed særlig er bleven kendt her i Jylland, kan nævnes Generalkrigskonrmissærerne Poul Markussen, Krastrup,  Joh. V. Schuchardt, Villestrup, og U. Chr. vov Schmidten, Markussens Svoger, hvis Virkefeldt dog særlig var Syd for Limfjorden (af Godser nord for Fjorden, de havde under Behandling, kan nævnes: Dronninglund og Gjettrup). Endviders Amtmand P. S. Fønns, Randers m. fl.

Her i Vendsyssel var der også Folk, der drev Godshandel i det større, og særligt var der en Mand, hvis Virksomhed heroppe i Omfang ikke stod synderlig tilbage for de nysnævntes - og Mandens Navn var Arent Hassel Rasmussen.

Om denne Mands Liv og Virksomhed har der hidtil hersket en Del Uklarhed, tilmed da det har vist sig, at der i Vendsyssel samtidig har levet en Godsejer til med det samme sjældne Navn: Arent Hassel Rasmussen, med hvilken han til tider har været forvekslet.

Arent Hassel Rasmussen, født 1772, død 1852 i Frederikshavn, gift med Johanne Marie Rafn, Datter af Provst C.C. Rafn, Volstrup. Rasmussen ejede 1813-1826 Hørbylund.

[Ved en meget grundig efterforskning i 2014 af kirkebøger m.v. i Føns og Ørslev sogne, kan det nu dokumenteres, at den ældste Arent er søn af forpagter Rasmussen på Tybrind og den yngste er barnebarn af samme. Specielt er det også, at begges mødre er søskende].

Til Dels støttet på Papirer og selvbiograliske Optegnelser, opbevarede blandt Efterkommere af denne Mand, skal det derfor her forsøges at skildre hans Liv og hans omfattende Virksomhed, som ikke har haft så lidt Betydning for Forholdenes Udvikling her i Vendsyssel.

Den 15 Februar 1767 blev Arent Hassel Rasmussen født på Tybrind på Fyn, hvor Faderen, Rasmus Rasmussen, var Forpagter.

Denne Rasmus Rasmussen var første Gang gift med en ubekendt Dame [Dorothe Marie Jørgensdatter], og anden Gang med Cathrine Hassel, Datter af provst Arent C. Hassel, Åby.

I sit Hjem på Tybrind opholdt Arent Hassel Rasmussen sig, indtil han var 10 År, derefter var han et Par År i Huset hos sin Svoger, Forpagter Eybe på Glorup, og var derpå en Tid først hos Pastor N. Bierfreund, Rodnæs i Udby, og derpå hos Pastor Chr. Camrath, Føns, hvor han 14 År gammel blev konfirmeret.

Han blev derpå antaget som ”skriverdreng" hos Godsforvalter Henriksen på Tirsbæk ved Vejle og fulgte med ham til Einsidelsborg (tidligere Egebjerg) på Fyn, da Godsforvalteren flyttede hertil. Hos ham var han i 5 År og var fuldt uddannet ”Skriverkarl", da han forlod denne Plads og tog hjem til Faderen hos hvem han var Forvalter et Års Tid.

Han var derefter Forvalter i 5 År hos fremmede, først for Krigsråd L. Schiby på Østrupgård og dernæst for General C. von Brinken, Brinkenslyst (tidligere Sandagergård).

Kun 25 År gammel blev Arent Hassel Rasmussen nu Forpagter på Ellegård på Fyn. Derefter kom han til Krumstrup, men fik derefter Rynkebygård i Forpagtning.

Samme År - 1792 - blev han gift med Anne Marie Hunderup, født den 4. Juni 1768, Datter af Forpagter Hunderup, Årupgård på Fyn. I Ægteskabet fødtes der kun to Børn, hvoraf det ene døde ungt.

Datteren, Christiane blev gift med Stiftslandinspektør Peter Larsen Birch i Vadum, en Mand der blev kendt for sin Virksomhed som Stænderdeputeret.

I en Alder af 30 År (1797) fratræder Rasmussen Forpagtningen af Rynkebygård og flytter for stedse sine Teltpæle til Vendsyssel, i hvilket barske Land han synes at trives svært godt.

Af Søren Hillerup, født 1754, død, 1829, Godshandler, senere Ejer af Bramstrup på Fyn, Justitslåd, Broder til N. Fr. Hillerup, Børglumkloster og Vreilevkloster, en Mand med hvem Rasmussen siden hen får meget at gøre, køber han Ålegård i Skræm Sogn, Ø. Han Herred.

Hillerup havde allerede da fået Bevilling til, at Gården måtte beholde Hovedgårdstakst, Selv om den blev udparcelleret og Bøndergodset frasolgt.

Købesummen for Gården med 16 Td. Htk. og 202 Td. Htk. Bøndergods samt 13 Td. Htk. Tiender var 32.000 Rigsdaler. Da Rasmussen i 1798 igen sælger Gården, er dens Hartkorn kun Halvdelen (8 Td.), af Bøndergods medfølger kun 2l Td. Htk. og af Tiender ingen.

Selv om det ikke er sikkert, at alt det Hartkorn, som ikke medfølger i Handelen, er bortsolgt, har dette Års Tid nok givet Fortjenestel dette fremgår også deraf, at nu ser Rasmussen sig i Stand til at købe et endnu større Gods, nemlig Sejlstrup.

For 65.000 Rigsdaler køber han af Justitsråd Erik Wilsbech denne Ejendom, hvortil da hører 51 Td. Htk. under Hovedgården, 310 Td. Htk. Bøndergods og 40 Td. Htk Tiender. Efter at han har fået de samme Privilegier for denne Ejendom som for Ålegård, påbegyndes Gårdens Udparcellering og Bortsalg at Fæstegods og Tiender fra den. Da han i 1805 skøder Sejlstrup til Gårdens daværende Forpagter R. Høyer, medfølger kun af alle Slags Htk. ialt 27 Td.

Men inden Rasmussen får skilt sig af med Sejlstrup har hans Godshandtervirksomhed taget storligen til. I 1800-1802 ejer han det lille Gods Gærumgård i Gærum Sogn og udstykker denne Eiendom.

I 1800 køber han sammen med Byfoged Jørgen Peter Rommedahl, Hobro, og Forvalter Christoffer Nislev Gården Hessel med Gods i Himmerland, den eneste Ejendom udenfor Vendsyssel, han ses at have været i Lag med.

Sammen med den da kendte og rige Skudehandler Peder Baltzersen, Kjul køber han 1801 Asdal af forannævnte Søren Hillerup, som havde købt dette Gods, da han i 1797 solgte Ålegård og som nu næsten havde tilendebragt Asdals ”slagtning". Et Par år varede Rasmussens Ejerskab her på Asdal (det sidste År som Eneejer), så solgte han Gården til den tidligere Forpagter på Åstrup ved Hjørring Morten Madsen, men det kan ikke ses, at han har foretaget noget særligt her.

Høgholt køber han med i alt 322 Td Hkt. af forskellig Slags i 1801, og da han i 1803 sælger Gården til Jørgen Fevejle medfølger kun 22 Td. Htk.

Sammen med daværende Købmand i Ålborg, fra 1804 Ejer af Vrejlevkloster og fra 1809 Ejer af Børglum Kloster, Niels Frederik Hillerup køber han i 1803 Godset Lengsholm i Lendum Sogn, hvortil til hørte i alt 252 Td. Hkt. Også her er han Eneejer. Da han i 1805 afhænder Gården med i alt 42 Td. Htk. til Branddirektør K. Bolwig.

I 1804 køber Rasmussen 2 store Ejendomme. Af E. Bolvig køber han i Kompagni med Byfoged Michael Brandt, Hiørring, Bøgsted i alt 242 Td. Htk. Da de i 1807 sælger Gården, er der 2OO Td. Htk. solgt bort fra den.

Endvidere køber Rasmussen og Brandt i Forening med Kaptain Johs. Chr. Brønnum på Tidemandsholm og N. Fr. Hillerup Hørbylund med i alt 260 Td. Htk. Hovedparcellen med 14 Td. Htk. sælger de allerede samme År til Fr. Joach. Abel, Boller, senere Ejer af Dronninglund.

I 1805 afstår Stiftsprovst P. M. G. Schierup,Ålborg, Stensbæk i Bindslev Sogn til Rasmussen. Hertil er ca. 250 Td. Htk. Hovedparcellen med i alt 22 Td. Htk. sælger han straks til Chr. Th. Lychegård og Chr. S. Schiørring.

Samme År køber han Eskær i Mosbjerg Sogn med sine 263 Td. Htk., og Året efter er Hovedparcellen med 14 Td. Htk. solgt til Laurits Høyer.

Rasmussen overtager igen Gården, og i 1809 sælger han den til Byfoged Michael Brandt, Hjørring.

Af andre store Ejendomme, Rasmussen havde under Behandling, var Kjærsgård i Tornby Sogn, Ellinggård med tilhørende Bannerslund i Elling Sogn, Bratskov i Brovst Sogn, Bjørnkjær i Biersted Sogn og Eget i Skærum Sogn. Den sidstnævnte Gård mistede han ved Tvangsauktion i 1830. Sådan havde det nu på Grund af de sørgelige Pengetider vendt sig for den Mand, der f. Eks. tidligere havde kunnet låne N. Fr. Hillerup 200.000 Rigsdaler til dennes Køb af Vrejlev og Børglum Klostre.

Foruden forannævnte Godser ejede Rasmussen efterhånden en mængde mindre Gårde og flere Kirker rundt om i Vendsyssel. Blandt disse mindre Gårde kan nævnes Lykkeseje ved Løkken, Bistrupgård ved Hjørring, hvor han boede en Tid, Bundgård i Jetsmark, hvor han boede i Tiden 1812-16 og Vestergård i Biersted, hvor han døde den 11. Maj´1842, nærmest i små økonomiske Omstændigheder.

Af de 16 store Gårde, han eiede, opgiver han selv, at han kun har boet på Ålegård, Sejlstrup, Asdal og Bratskov. Desuden opgiver han, at han har boet på Birkelse og Børglumkloster; men har disse to Steder antagelig været Forpagter.

Som Medinteressenter i hans omfattende Godshandel - en Omsætning af flere Tusinde Tønder Hartkorn af forskellig Slags - nævner han følgende Navne: Niels Frederik Hillerup, Købmand i Ålborg, senere ejer af Vrejlev og Børglum Klostre, død 1819, Peder Zeuthen Bruun, Villerup, død 1843, Michael Brandt, Byfoged i Hjørring, død som Justitsråd 1812), Møller ?, Poul Uttermøhlen, Ellinggård, Kaptajn, død 1811, Johs. Chr. Brønnum, Kaptajn, Overkrigskommisær, død 1823, P. M. G. Schierup, Stiftsprovst, Ålborg, død 1827, Mads Hunderup, forpagter bl.a. på Bratskov, Svigerfader, død 1838, Jørgen Peter Rommedahl, Byfoged i Hobro), Christoffer Nislev, Godsforvalter på Hessel i Lovns Sogn og Amtmand Lybecker, Hjørring 1793-1803, død 1814 i Ålborg.

Mellem sine sande Venner nævner Rasmussen 3 Navne: H. Kynde, Hvilshøjgård, Niels Frederik Hillerup og J. G. von Penich, Major, Ejer af Lengsholm, og som dem, der hjalp i hans trange Tider: Josef Nielsen, Agent, Ålborg, død 1848 , Ole Chr. Lund, Byfoged i Skagen, Kancelliråd, død 1828, Thomas Jensen, Asdal, død 1849, Arent Plesner, Langeslund, død 1875 og Rasmus Høeberg, Tiende- og Landvæsenskommisær, Hjørring.

Som hårde Kreditorer, sande Ågerkarle" nævner han følgende Navne: Qvist, Frank, Inspektør Hansen, Møller og Riis, som ikke nærmere skal søges identificerede.

Arent Hassel Rasmussen har efter alt at dømme ikke nydt så ringe Anseelse her i Vendsyssel.  Man hører heller ikke noget om, at han skulde have været af den Slags hårde Godshandlere, som omtales andre Steder fra, de, som for at få Fæsterne til at købe deres iboende Ejendomme, søgte at tvinge dem dertil ved Midler som skærpede Hoveriydelser, Tiendetagen på Kærven m. m.

Havde han været således, var Mindet derom nok blevet bevaret. Forresten vilde en sådan hårdhændet Fremgangsmåde vel heller ikke her i Vendsyssel have virket fremmende for Salg. Tværtimod, der er ingen Tvivl om, at hans omfattende Handel har virket stærkt fremmende for Fæstegodsets Overgang til selveje.

Rasmussen fik efterhånden mange offentlige Hverv, hvilket er Bevis nok for, at han var en yderst dygtig og virksom Mand. Han var overbefalingsmand ved Kystmilitsen, Landvæsenskommissær, Tiendekommisær for Jerslev, Hvetbo og Øster Han Herreder, og endvidere var han Ekstraskattekommissær, ligesom han også en Tid efter eget Sigende var konstitueret Amtmand over Hjørring Amt.

For sin offentlige Virksomhed blev han først udnævnt til Kammerråd, siden til Justitsråd.

Efter Rasmussens død flyttede hans Enke til Svigersønnen, Stiftslandinspektør P.L. Birch på Vadumtorp, hvor hun døde 6 år efter sin Mand og på samme dag i Året som han, den 11. Maj 1848.  (Afskrift af Vendsysselske Årbøger 1926 – med få rettelser).

Skovene

Herregårdsslagtningerne fik også konsekvenser for skovene.

Landboreformerne tvang naturen i defensiven.  Den skov, der eksisterede omkring 1700, var kun en sørgelig rest af fordums herlighed. Fra slutningen af 1600-tallet til o. 1800 var skovarealet faldet fra 20% til 3% af landets areal.

Landbrugets og byernes umættelige behov for træ til brændsel, byggematerialer og redskaber havde for længst udpint og ødelagt skovene. Det var flere hundrede år siden, at Danmark havde været selvforsynende med træ. Bjælker, planker, brædder og brænde blev i stigende omfang importeret fra Norge og fra landene omkring Østersøen. Og da højkonjunkturen satte ind, betød det øget efterspørgsel ikke blot efter træerne, men også den jord, de stod på. Over hele landet var der en katastrofal mangel på træ til bygningstømmer.

En anden årsag til at skoven havde fået lov at gå til, var ejendomsforholdene. De mange steder, hvor retten til skoven var delt: hvor én mand ejede græsningsretten og en anden træerne, følte ingen sig tilskyndet til at pleje og bevare skoven og drive den forstmæssigt rationelt. Hertil kom, at skovejerne i praksis var ude af stand til at forhindre bønderne i det, der efter lovens bogstav var skovtyveri, men som bønderne opfattede som hver mands ret, at hente træ i skoven – med det resultat, at bøndernes hugst ofte ødelagde skoven mere, end hvis ejeren havde anvist dem træerne gratis.

En ny og mindst lige så alvorlig trussel mod skoven var de herregårdsslagtninger, der fandt sted i kølvandet på landboreformerne. I den sene fase af reformperioden havde initiativrige folk med kapital opkøbt hele godser med henblik på at gennemføre en udskiftning og en udflytning, sælge fæstegårdene til selveje og eventuelt også udparcellere hovedgårdsjorden til bondegårde og husmandssteder.

Det var aktiviteter, som enevælden var indstillet på at støtte. Hvad enevælden derimod ikke så positivt på var, at disse herregårdsslagtere – og andre skovejere med dem – lod skoven betale: ved rovhugst, der enten ødelagde den økologiske balance eller simpelt hen udryddede skoven.