Tilbage til forsiden

Marius Munks efterkommere

Marius Munks slægtsbog

Slægten Munk

Bobergs slægtstavle

Min farmors slægt

                           

Marius Munks erindringer

Erindringer fra mit liv af Marius Munk. Nedskrevet i hånden 1948-1950. Renskrevet og lettere redigeret samt forsynet med billeder og noter af Marianne Munk, 1876- 1950. G .m. Anne Ottilia Olsen 1880-1950. Hjælpelærer i Assing ved Kibæk 1.10.1898 til forsommer 1899.
Andenlærer i Bybjerg 1899-1902. Enelærer i Grættrup 1902-1910. Førstelærer i Sjelle 1910-1917 og i Høve i Odsherred
1917-1946. Død i Asnæs 1950. 

Indledning
Hvad jeg nedskriver af erindringer fra mit liv i barndoms-, ungdoms-, manddoms- og alderdomstiden er naturligvis kun beregnet for Jer, mine børn og allernærmeste pårørende. Et par bemærkninger om grunden til at jeg skriver nedenstående livserindringer:

For det første må I endelig ikke tro, at jeg betragter mig selv og mine oplevelser som noget, der i nogen henseende rager op over det sædvanlige, slet ikke. Men jeg ved med mig selv, at jeg altid har ønsket at vide langt mere om mine forfædres (og navnlig mine forældres) færd, end tilfældet har været. Jeg vil altså gerne give Jer, mine efterkommere, mulighed for at få noget at vide om, hvor og hvorledes jeg har tilbragt mine barndoms- og ungdomsdage. Hvor mange af Jer, der så f.eks. ved afskrivning vil gøre brug af disse optegnelser, det bliver naturligvis hver enkelts sag. Udelukket er det vel ikke, at en og anden vil kunne høste gavnlig belæring af de livserfaringer, efterfølgende beretninger vil komme til at indeholde.  

Endnu en grund til at jeg påtager mig arbejdet med at skrive denne slægtsbog: jeg er kommet dertil, at jeg kun i grumme ringe grad er i stand til at beskæftige mig med legemligt arbejde; og da skolearbejdet ikke længere lægger beslag på min tid har jeg mere end rigelig stunder til sligt arbejde. Og endelig må jeg tilstå, at jeg har lyst til at bruge en pen, ligesom nedskrivningen af disse oplevelser fører med sig, at jeg ret grundigt kommer til at genopleve mit liv i erindringen.  

Barndom
Mit barndomshjem var en mindre bondegård i Sejling, Hids Herred, Viborg Amt. Ca. 7 km . nordvest for Silkeborg. På min dåbsattest står, at jeg er søn af husmand Jens Christian Munk og hustru Mette Marie Nielsen. Når Far benævnes husmand, kommer det formentlig af, at der oprindelig, da Far i 1866 overtog ejendommen, kun hørte 17 tdr. land til den. 11 år senere købte Far den jord til, som vi bestandig kaldte Heden, ca. 35 tdr. land, som dengang for størstedelen lå hen i lyng og først efterhånden blev opdyrket, det sidste i min barndomstid. Huset, hvori Karl og jeg blev født den 29. juni 1876, findes ikke, idet det nuværende stuehus blev bygget 1878. Omkring århundredskiftet blev gården delt, idet der blev bygget en ny gård ude på heden til Niels, mens Karl fik den gamle gård, som han bebor endnu [1950]. Nogle år senere, efter at være blevet gift 2. gang, solgte Niels gården, da han på dette tidspunkt led meget af iskias.  

Min Far
Min far Jens Christian Munk var født på Charlottenlund I Kragelund sogn den 7.12.1838. Gift den 28.11.1865 med Mette Marie Nielsen, datter af smed og landmand Niels Nielsen og hustru Else Marie Jensen.I 1843, altså da Far var 5 år, flyttede familien til Hårby ved Skanderborg, og her voksede Far op.

I 1865 kom Far til Sejling, hvor han erhvervede sig en lille gård. Det var naturligt for ham at flytte til Silkeborgegnen, eftersom hans bror Kristoffer i 1863 var blevet lærer i Sinding, ½ mil fra Sejling, og hans ældre bror Erik Hansen tidligere (vist 1862) var kommet til Hinge (ca.1½ mil fra Sejling) som lærer, Da hans søster Lise omtrent samtidig sammen med sin mand Niels Hansen flyttede fra Velling til Sejling, boede de fire søskende ret nær sammen og levede i et smukt søskendeforhold med hinanden; navnlig var forholdet mellem de to i Sejling og broderen i Sinding meget kærligt og smukt. Far og Farbror Kristoffer havde fødselsdag samme dag, idet Far var lige to år ældre end Kristoffer, og så længe sidstnævnte boede i Sinding, fejredes årsdagen (7. december) skiftevis i Sinding og Sejling. Det var nemlig den samme venskabs- og slægtskabskreds der ventedes begge steder.  

Efter sit giftermål I 1865 udvidede Far bedriften, idet han købte et stykke jord, som vi stadig kaldte heden. Det var dobbelt så stort i areal som lodden derhjemme i nærheden af gården. Men det meste lå vist i lyng, siden opdyrket, det sidste i min barndomstid; men temmelig mager jord, der særlig i tørre somre kun gav en ringe høst. Meget bakket, navnlig den sydligste del, der grænsede ned til en lille sø, Gribsø. Fra bakkerne er der en ret smuk udsigt over søen og en lille skov (Hestehaven) over til Balle Kirke.

Bygningerne blev også fornyede, stuehuset i 1878, da Karl og jeg var to år. Her levede Far og Mor et lykkeligt liv, men en mørk sky truede stadig stærkere med at borttage lykken p.g.a. Mors svagelige helbred (tuberkulose). Så kom da det år, som må have været uhyre svært for Far. Tre ting måtte Far opleve i dette år 1883: 1) Mors død den 17. juli, 2) Kristoffers forflyttelse fra Sinding til Ringe og 3) Pastor Møllers forflyttelse til Rønninge.

En måned før sin død [den 17. juli 1883] fødte Mor sit sidste barn, Faster Gitte. Nu stod Far med sine 6 børn, hvoraf det ældste (Faster Marie) var 14 år og det yngste et spædt barn, og to af hans bedste venner forlod samtidig egnen. At alt dette må have tynget Fars sind dybt er jo da en selvfølge, men en knækket mand blev han aldrig. Dertil var hans natur for kraftig og hans rod i livets bedste jordbund for dyb. Far ejede sit liv igennem en barnlig from gudstro. Desuden betød venskabsforholdet over for nogle få af hans medmennesker uhyre meget for ham. Og han forstod at slutte venskab med mennesker, som var værd at være ven med. Fars stærke side i det praktiske liv var hans evne som handelsmand og hestekender. Mange mennesker – deriblandt alle hans søskende - tyede til ham, hver gang der skulle handles ejendom og husdyr. Derved knyttede han mange mennesker til sig, som var ham taknemmelige for hjælp og gode råd i vigtige økonomiske anliggender. Stor tjeneste kom han især til at yde sin bror Kristoffer ved at have opsigt med driften af en gård, som Kristoffer ejede i Sinding i mange år efter at han var flyttet til Ringe. Da min fætter Frederik (nu i Kolding) blev konfirmeret, kom han derover for at være med ved gårdens drift, indtil den omsider blev solgt.

Mange enker var Far behjælpelig med deres gårdes drift og især ved omsætningen af kreaturer. Alt dette kostede Far megen tid og ulejlighed, uden at det kunne falde ham ind at modtage noget som helst vederlag derfor; det var ham nok, at de pågældende blev hjulpet på bedste måde. Af offentlige bestillinger havde Far ikke mange, dog var han nogle år formand for Ebstrup Andelsmejeri og i mange år vurderingsmand for Landbygningernes Brandforsikring i Sejling, Sinding og Serup sogne. I bestyrelsen for den stedlige landbrugsforening var han også, ligesom han – før jeg kan huske – var medlem af sognerådet. Fra mange sider har jeg erfaret, at han var en velagtet og godt anset mand, en mand som jeg altid har været glad for og stolt af at kalde min far. Meget havde han gennem sit lange liv færdedes omkring til marked og der hørt adskilligt, der ikke var rent og godt, men smittet heraf blev han aldrig. Jeg kan aldrig huske at have hørt ham bruge en ed eller noget råt eller grimt ord.

Sine sidste 8 år tilbragte Far inde i Sejling by. Her befandt han sig særdeles vel med Faster Gitte som husbestyrerinde. Nøje fulgte han stadig med i Karls og Niels’ bedrift; når han besøgte disse, gik han ofte i stalden før han trådte ind i stuen. Hans alderdoms dage gik således på en lykkeligere vis, end det er tilfældet med snart de fleste mennesker.

Far var en stadig kirkegænger og stod i det venskabeligste forhold til de forskellige præster, som var i Sejling i hans tid og handlede for dem, når der var lejlighed dertil. Tre præster efter hinanden bar navnet Møller [Frederik Ditlev Møller (1855-1874), Frederik Benedikt Møller (1874-1883) og Jens Peder Møller (1883-??) - se nedenfor]. Den sidste, som var lille af vækst, blev altid kaldt ”Bette Møller”; han var langt ude i familie med os, en datter af ham er gift med biskop Rosendal i Roskilde. Den sidste af Fars præstevenner i Sejling var [Lars] Hemming Carstensen. Sidste gang jeg besøgte Far var i påsken 1913, en måneds tid før hans død. Carstensen stod i begreb med at bryde op fra Sejling, idet han var kaldet til sognepræst i Hesselager på Fyn. En morgen gik Far og jeg ind i præstegården; jeg skulle samme dag rejse hjem til Sjelle, men ville gerne sige farvel til pastor Carstensen, hvem jeg satte højere end noget andet menneske. Da vi kom ind i gangen kom Carstensen os i møde og sagde, at de lige skulle til at holde morgenandagt, ”men”, føjede han så til ”det kan De jo ikke have skade af at være med til”. Vi kom så med ind i stuen, hvor husets beboere var samlet til andagt. Da denne var ovre og vi beredte os til at tage afsked, sagde Far, men tårerne stod ham i øjnene: ” A trovvet, Di skul ha bløven her så læng A løvet” [Jeg troede at De skulle have blevet her så længe jeg levede]., hvortil pastor Carstensen svarede: ”Der er ingen af os der ved, hvor længe vi skal leve”. Denne tildragelse har altid stået for mig som en smuk afslutning på samlivet med Far og Carstensen i Sejling præstegård.  

                 
                                     Sejling kirke                                                                                      Sejling præstegård ca. 1880

Cirka en måned senere, søndag den 13. april, blev jeg kaldt til telefonen i Brugsforeningen. Her fik jeg meddelelsen om, at Far den foregående nat pludselig var gået bort. Lørdag aften var han gået i seng uden at fejle noget. Hen sidst på natten hørte Gitte nogle mærkelige sukke fra ham. Hun stod så op og fandt Far liggende i den sædvanlige stilling uden spor af tegn på nogen som helst dødskamp og med et mærkværdigt smil i ansigtet. Han har åbenbart bi sin dødsstund set det lys, som han hele sit liv igennem følte sig forvisset om at han skulle gå ind til. Da vi den 19. april stod omkring Fars båre sagde Farbror Kristoffer: ”Det er godt, vi har lægens ord for at han er død” – han lå som om han sov. En af Fars gamle venner (Jens Skov) sagde som hen for sig selv: ”Han var en trofast ven” og da kisten var båret uden for døren holdt en anden af Fars gamle venner og naboer (J. Rask) en smuk lille tale, hvori han takkede både Far og Mor for det mangeårige trofaste venskab. Den samme J. Rask viste efter Fars død på en unik måde, hvilken ærlig og retsindig mand han (JR) var, idet han kom til Bror Niels og sagde, at han skyldte Far 80 kr., som Far havde lånt ham, noget der naturligvis ikke stod skrevet noget sted og som der ingen vidner var til. Man får respekt for den slags mennesker.

Så snart jeg fik budskabet om Fars død skrev jeg straks til pastor Carstensen og bad ham komme til Sejling til Fars begravelse. Jeg fik omgående svar; C. kunne imidlertid af flere grunde ikke komme (begravelsen fandt sted lørdag efter Store Bededag, altså dagen mellem to helligdage). I sit brev skriver Carstensen bl.a.: ”Jeg er så enig med Dem i alt, hvad De skriver om Deres far, at jeg egentlig synes, at jeg ikke havde stort at føje til. Jeg er glad over at jeg har kendt ham, som den ejendommelige, kristelige personlighed han var. – Han var jo en i høj grad ejendommelig skikkelse. Vi vidste altid, at vi kunne stole på hans venskab. Nu håber vi at mødes et bedre sted end både Sejling og Hesselager.” Et sådant eftermæle fik Far og det af en af de klogeste og betydeligste mænd jeg har kendt.

Søskendeflokken
Else Marie Munk, g.m. Hans Daniel Rasmussen i Overlund, Sejling Sogn
Niels Nielsen Munk , gift 2 gange uden børn. Gårdejer i Sejling
Søren Anker Munk, gårdejer i Ryslinge
Marius Munk, f. 1876, lærer i Høve
Karl Munk, f. 1876, Gårdejer i Sejling
Birgitte Munk, g.m. Niels Lassen, Gårdejer i Pårup, Engesvang Sogn

Min bror Karl
Om vor barndom kan siges, at den var præget af de to ting: arbejde og nøjsomhed. Tiden før Karl og jeg begyndte at gå i skole mindes jeg især som en for hjemmet tung tid. To ting lagde skygge over hjemmet: Mors svagelighed og Karls svære lidelse i sit ene ben gennem lange tider. I 4-5 års alderen begyndte det at gøre ondt i Karls højre ben under knæet. Snart blev benet så dårligt at han slet ikke kunne gå. Læger både nær og fjern blev søgt, bl.a. den da over hele Jylland så berømte stiftsfysikus Hejberg i Viborg. Alle læger erklærede at benet var råddent og burde sættes af. Det så da også ud til, at der intet andet var at gøre. Gennem et stort sår kom der efterhånden rådne benstumper ud, og smerterne var frygtelige.

Men det gik her som så ofte: da nøden var størst, var hjælpen nærmest. En dag trådte ind hos os en mærkelig person, en gammel svensker, som så alt andet end hyggelig og proper ud. Hvordan det gik til at vi fik fat på ham ved jeg ikke, men han havde ord for at kunne kurere det, man dengang kaldte benedder (nu ville man vel benævne det som tuberkulose i benet). Den første aften efter sin ankomst strøede svenskeren et gråsort pulver i såret, idet han sagde, at han næste morgen kunne sige, om han kunne helbrede det syge ben eller ikke. Dersom Karl den påfølgende nat var fri for smerter, kunne han blive kureret. Måske ville smerterne blive helt uudholdelige, hvilket ville være tegn på, at svenskerens kur ikke kunne hjælpe. Til alles glæde sov Karl godt og roligt hele natten, og fra nu af bedredes benet dag for dag. Nogle måneder derefter kunne Karl gå ved hjælp af krykker, og snart kastede han disse væk og gik som en af os andre.

Selvfølgelig var Fars taknemmelighed over for den gamle svensker stor, og så tit han kom til egnen, logerede han hos os, ikke ude i stald eller lade, men i gæsteværelset, skønt han var alt andet end renlig – han skråede tobak og spyttede meget. Når han lå i sengen var han ikke altid klar over, ved hvilken side han havde væggen, men spyttede lige så tit på væg som på gulv. Det var jo ikke så sært at pigerne var alt andet end glade når svenskeren viste sig. Men at han reddede Karl fra hele sit liv igennem at gå med træben var jo en så umådelig velgerning, at det aldrig glemtes.  

Min mor
Om Mor har jeg – som før nævnt – kun meget svar erindring. Om hendes død den 17. juli 1883 husker jeg, at Karl og jeg var i skole. I et frikvarter hørte vi kirkeklokken ringe, så vidste vi, at et menneske i sognet var afgået ved døden. Man havde (og har vist endnu i Sejling) den skik at ringe, så snart et dødsfald var meldt. At det gjaldt vor Mor tænkte vi vist ikke over, men da vi kom ind i gården mødte Far os uden for døren og meddelte os dybt bevæget, at Mor var død.  

Hverdagsliv
For os børn, der nu ingen mor havde, var barndomstiden ret streng, men siden hen har jeg forstået, hvor meget det har betydet for mig at være opvokset under sådanne forhold.  Aldrig har jeg – så mange steder jeg har opholdt mig – fundet at kosten har været for tarvelig eller forholdene for besværlige. Forældre gør deres børn en dårlig tjeneste ved at gøre dem til kræsne og blødagtige mennesker. Tidligt måtte vi hjælpe til med, hvad vi kunne magte, især med pasning af kreaturerne. Gården var besværlig at drive på grund af den store afstand til det yderste af marken, der grænsede ned til en lille sø, Gribsø. Jeg kan bedst forklare livet og arbejdet derhjemme ved at beskrive, hvordan en sommerdag og en vinterdag forløb for os, da vi nærmede os konfirmationsalderen.  

Om sommeren måtte vi op ved 5 tiden, og så snart pigerne var færdige med morgenmalkningen måtte så den af os, der passede køerne, ud med disse, i reglen ned i Heden. Når malkekøerne var sat på græs gik vi ned til søen for at flytte kvier og får, derefter tilbage til køerne for at flytte dem første gang og så hjem. Her fandt vi levningerne af de andres morgenmåltid: mælk (centrifugemælk) og brød med lidt ost til. Så ud at muge i kostalden, trække kalvene ud, ned at flytte køerne 2. gang, hjem og fylde krybberne med grøntfoder, ned at flytte 3. gang, til søen at vande kvier og plage, så hjem med køerne. Når så bissetiden (den stærke varme) var overstået, skulle køerne ud igen og så nogenlunde den samme beskæftigelse om eftermiddagen som om formiddagen, indtil man i mørkningen fik køerne ind. Så sluttede dagen med at vi gjorde os til gode med levningerne af aftensmaden: mælk og byggrød. Oven på en sådan dag var vi rigtig godt oplagt til at søge sengen.  

Om vinteren havde vi travlt med at fodre, muge, strigle, trille roer ind fra kule dagen igennem. En vinter stod jeg sammen med Bror Niels dag efter dag på loen og tærskede. Tærskemaskine havde vi ingen af. Når vi så først på aftenen havde spist vor sædvanlige mælkegrød, måtte vi ud og skære hakkelse, og da vi altid havde ret mange heste, tog det det meste af aftenen. Medens pigerne ved nitiden malkede, spiste vi ”kvældnatter”: fedte- og smørrebrød med ost og fårekød til, derefter i seng. Man kunne så spørge, om vi aldrig havde tid til leg eller morskab? Jo, naturligvis havde vi det. Vore sædvanlige legekammerater var naboens(Jens Rasks) tre sønner, hvoraf de to ældste var tvillinger ½ år ældre end Karl og mig; den tredje lidt yngre, og så en slægtning af os fra Bæk. Engang han en søndag om sommeren besøgte os, fandt vi på at binde en snor om halsen på en kat for at trave den som en hest. Katten var dog noget uvillig til at løbe rundt, og omsider tog Karl den op for at bære den ind i gården. Pludselig udbrød han: ”A tøkkes, du løjter, bitte Mis, men det betyder vel ikke noget?” [Jeg synes du lugter, lille Mis …]. Da han så skulle se sig for, fandt han en lang stribe ned ad sit tøj; Mis havde åbenbart fået ondt i maven af traveturen. Det kan nok være at Mis måtte ned i en fart, mens Jens Bæk og jeg lo, så vi var lige ved at trille om.  

Vor hund Valter havde vi megen glæde og da også nytte af. Så snart høsten var endt, blev alle køerne, kvierne og kalvene sluppet løs. Vi drenge måtte så vogte dem dagen lang. Her måtte Valter være med. Det var nemlig ret besværligt at styre flokken. Når hen ved en snes kreaturer kom ind i en roemark var det ikke let at få dem ud igen. Her var Valter på sin plads - når vi pudsede ham efter dem skulle de snarest flytte sig. Undertiden hang han sig fast i halen på køerne, så halen blev farvet rød af blod. Men vi måtte have en snor på Valter for at han ikke skulle narre os og løbe hjem. Indtil vi havde spist vor medbragte mad skulle han nok blive, han fik nemlig altid sin part af maden; men når den var sat til livs ville Valter helst hjem.  

På smukke efterårsdage var det et herligt job at vogte køer. Når jeg siden hen har nydt de smukke septemberdage har jeg altid mindedes mine oplevelser som vogterdreng nede på de ret høje ”Søbakker” med den smukke udsigt over søen, en lille skov og Balle Kirke i baggrunden.  

                                Balle kirke    Gubsø     Sejling kirke

Landskabet ved Sejling Hede omkring 1850. Om landskabets opståen se:
http://www.edugis.dk/gubso/sider/Opgaver.html#feltstudier%20med%20GPS  

På kolde, mørke regnvejrsdage kunne det naturligvis være en ubehagelig bestilling at vogte køer, også af den grund, at kreaturerne på sådanne dage var urolige og vanskelige at holde styr på. Dog har jeg også på sådanne dage oplevet noget i høj grad hyggeligt: det var at ligge i læ ved et dige med buske på – hvilken hygge at ligge der og lade regn og blæst fare hen over hovedet på en, mens man selv lå i læ og gassede sig. Desværre varede en sådan idyl sjældent længe, snart måtte man ud i uvejret for at genne køerne bort fra forbudte veje. Af uhyggelige oplevelser i min barndomstid vil jeg nævne, at Karl og jeg engang blev sendt ud i Heden med et læs gødning. Mens vi var ved at læsse af, brød en voldsom torden løs lige over hovedet på os. Et vældigt tordenskrald gjorde hestene så desperate, så de var ved at tage fart; vi måtte have fat i linerne begge to for at holde dem. Så skete der det, at møghakken gik af skaft, så at vi måtte rage det sidste af med de bare næver. Den ene af os måtte så køre hjem, mens den anden skulle have køerne med. Men vi slap da godt fra den historie.  

En aften temmelig silde var vi som så ofte før og siden ude ved søen for at hente to plage. Som vi så passerede en stor mergelgrav og netop sad og talte om, så skikkelige plagene var, tog pludselig pokker ved dem – et eller andet må have skræmt dem. De for op ad en skrænt og ned ad en stejl bakke. Her faldt jeg af, medens Karl blev på sin et stykke længere, men til sidst kom de da fra os og løb et godt stykke. Det lykkedes os dog at finde dem trods mørket og komme hjem med dem. Vi var dog enige om ikke at fortælle dem derhjemme om denne oplevelse.

Skolegang og konfirmation
Om min skolegang har jeg ikke meget at fortælle. Først gik Karl og jeg i en lille friskole, som blev nedlagt, da den gamle hårdhændede degn, som jeg forhen har fortalt om, gik af. Den lærer, vi så kom til at gå hos, var en flink og rar mand, men han havde sin jordlod at passe. Skolen gjorde han ikke stort ved. Følgen var, at vi var så temmelig blanke for alt, da vi i 1890 blev konfirmeret. Vor konfirmation blev festligholdt med mange gæster, men Karl og jeg var ikke med ved bordet, da festmåltidet spistes. Vi gik ude i kostalden for at få ende på tiden. I konfirmationsgave fik vi hver en lommekniv. Ja, tiderne har forandret sig siden! Vi følte os dog på ingen måde forurettede. Køre til kirke var der aldrig tænkt på, skønt det var en oktoberdag med vådt føre. Vi forlod barndomsdagene uden på nogen vis at være forvænte eller fordringsfulde, men des bedre har vi kunnet finde os i de forhold, livet siden hen førte os ind i.  

Ungdomsårene
De første to år efter min konfirmation var jeg hjemme, men jeg havde jo to farbrødre [Erik Hansen og Kristoffer], der var lærere, så Far syntes at jeg skulle slå ind på den samme vej, og skønt jeg dengang aldeles ingen lyst havde til at blive lærer, gik jeg dog ind på tanken. Med hensyn til skolekundskaber var jeg som nævnt nogenlunde blank. Den kunst at regne med brøker havde jeg ingen idé om. Dette lærte jeg af min fætter [Anton] Marius Nielsen [, f. 1871, søn af Faster Lise], der da studerede til præst og endte som provst i Sønderjylland [Ensted ved Haderslev]. Hos ham gik jeg ind nogle gange, mens han holdt ferie i sit hjem i Sejling. I vinteren 1892-93 var jeg i Ringe hos Farbror Kristoffer for at prøve, om jeg kunne nå så vidt engang at komme på et seminarium. Sommeren 1893 var jeg hjemme og hjalp til med arbejdet for om efteråret at rejse tilbage til Ringe for at blive forberedt til optagelse på seminariet.  

At jeg kom til at opleve mine tidligste ungdomsdage i det gode, kristelige hjem i Ringe regner jeg som en af de største gevinster i livets lotteri. Her levedes et sjældent harmonisk og rigt liv uden mislyd af nogen art, et ideal af et godt hjem. Her tilbragte jeg en tid sammen med Frederik Munk [søn af Farbror Kristoffer, f. 1877, senere adjunkt i Kolding], og vi har siden følt os gensidig knyttet til hinanden, næsten som brødre. I sommeren 94 rejste jeg til Jelling til optagelsesprøve; men da der mødte dobbelt så mange, som der kunne optages, og min forberedelse var temmelig mangelfuld, blev jeg naturligvis ikke optaget. Noget slukøret rejste jeg hjem med den besked. Efter at Far havde drøftet sagen med præsten (J.P. Møller), blev det bestemt. At jeg skulle forsøge mig i Ranum, hvor optagelsesprøven altid holdtes nogle dage senere end i Jelling. Her blev jeg optaget.

Seminarietiden
Med studierne gik det kun så som så. Tegning var vel nok mit dårligste fag. Til mine præstationer på tegnepapiret fik jeg stadig den bemærkning: ”Ja, det er det dårligste, jeg har set”, hvilket sikkert var den nøgne sandhed – ikke just videre opmuntrende for mig. I matematik kneb det også uhyre; ved oprykningsprøven bestod jeg dog og kom op i 2. klasse. Men da der så skulle indstilles til første del af eksamen, kom jeg ikke med, men gik tilbage i 1. klasse. Imidlertid har denne begivenhed senere hen vist sig at være en af de lykkeligste i mit liv, idet det førte til, at jeg fra Ranum kom til Silkeborg Seminarium og kom under påvirkning af ganske andre personligheder end jeg havde fundet i Ranum, navnlig forstander Winther og pastor [Hemming] Carstensen i Sejling.

Min uddannelse på seminariet kom derved til at vare i flere år 1894-1898. To udmærkede lærere havde vi i Winther og Carstensen; begge havde et langt videre perspektiv for deres undervisning end lige netop eksamen. Winthers timer i litteratur bestod i åndfulde foredrag over digterne og deres værker – i højeste grad interessante timer, ingen terperi; det blev seminaristernes egen sag at få læst og lært, så man kunne klare sig til eksamen. Ikke mindre betydelige og berigende var pastor Carstensens religionstimer. I en personlig samtale sagde Carstensen engang: ”Jeg gør mig ikke noget håb om at have stor indflydelse på mine elever i øjeblikket, mens de er unge og optaget af så mange ting, men siden hen kunne det jo hænde, at en og anden kunne få brug for et eller andet af, hvad jeg har haft at sige”. Hvor var det en træffende bemærkning, der viste hvor beskeden Carstensen var i vurderingen af sin gerning. At hans syn var rigtigt ved jeg af egen lykkelig erfaring og har hørt udtalelser af mange andre Silkeborg-seminarister [Se note 1]., der også senere hen i livet og under deres religionsundervisning havde brug for de tanker, de havde fra Carstensens timer. Efter Carstensens død blev der udgivet en lille pjece om ham. Heri skriver forstander Winther: ”Jeg føler mig overbevist om, at pastor Carstensen var den betydeligste seminarielærer i Danmark i det slægtled, som levede på den tid.”

I kan altså nok forstå, at jeg må betragte den begivenhed, at jeg ikke blev indstillet til eksamen i Ranum, som en såre lykkelig ting, som jeg ikke for alt ville have været foruden. Man skal ikke altid tage sig det alt for nær, når der nu og da mødes modgang i livet. Det der i øjeblikket ser ud som noget tungt kan senere vise sig at være det modsatte. I Silkeborg klarede jeg mig ret ordentlig. Til eksamen fik jeg karakterer, der lå så nogenlunde i midten i forhold til kammeraterne; og siden hen har jeg – som erfaringen viser – nok kunnet blive forflyttet gang på gang. Til Høve var der 72 ansøgere.  

Det første år jeg var på Silkeborg Seminarium boede jeg der i byen hos købmand Madsen, Nygade. Men jeg var så lidt optaget af bylivet at jeg hver søndag (på en nær) spadserede hjem til Sejling, hvor jeg så tilbragte tiden til mandag morgen, da jeg kørte med pastor Carstensen til Silkeborg.. Omkring 1. juli [1898] var vi færdige med eksamen, hvor jeg fik mg? i gennemsnit [se note 2].  Jeg var slet ikke henrykt over at være færdig med læsningen; jeg havde nemlig håbet at få mg i gennemsnitskarakter og manglede kun 2/3 points; men det har jo siden vist sig, at jeg nok kunne konkurrere med andre ansøgere, når jeg søgte embede.                                                                    

               
     Tvillingerne Karl og Marius Munk ca. 1900                               Ungdomsbillede af Marius Munk

Religiøse overvejelser. Assing Skole 1898-1899
Min sindstilstand i denne tid var slet ikke lys eller let. Jeg følte, at hvis jeg ikke opnåede et rigere gudsforhold, ville jeg aldrig få det ud af livet, som jeg inderst inde følte mig forvisset om, at et menneske kunne få. Jeg plagedes af den tanke, at forbindelsen mellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker var ophørt at eksistere. Disse tanker i forbindelse med mine synder gjorde mit sind tungt og mørkt. Men også her var skæbnen mig god. Den 1. oktober 1898 fik jeg plads som hjælpelærer hos lærer Løvborg i Assing pr. Kibæk, mellem Herning og Skjern, en rigtig hedeegn. Her opdagede jeg snart, at jeg var havnet i en udpræget Indre Missions egn og i et missionsk hjem. Jeg var her med til adskillige møder, især i de såkaldte bønnemøder, der bestod i, at deltagerne sang nogle salmer og så rejste den ene efter den anden sig og bad. Da vi en aften efter et sådant møde kom ind i lærerens stue, spurgte fru Løvborg: ”Hvad syntes De så om et sådant hus?” Hvortil jeg svarede, at jeg følte mig i høj grad frastødt, hvorefter hun med et dybt suk udbrød: ”De kommer såmænd aldrig til at føle Dem hjemme blandt os”, hvad jeg gav hende medhold i.

Siden lærte jeg at kende en ung mejerist Anton Justesen, som stammede fra Salling og som var påvirket af det grundtvigske menighedsliv. Sammen med ham rejste jeg nogle gange søndag aften til Herning, hvor pastor Terkelsen (den gang i Ørre, senere valgmenighedspræst i Herning) holdt gudstjeneste. Og efter nogle gange at have hørt Terkelsen, oplevede jeg det, som jeg i årevis havde længtes så inderligt efter. Der tændtes i mit sind et lys, som jeg aldrig førhen havde kendt og som jeg aldrig nogensinde har mistet; et lys, som jeg føler mig forvisset om, at jeg aldrig i evighed skal miste. Det var i sandhed min lykkeligste og rigeste oplevelse. Ja, så god var Gud imod mig, at han lod sin Helligånd lyse op i mit hidtil så mørke og fattige hjerte. Livets herlighed.  

Tiden i Rybjerg 1899-1902
I Assing var jeg til i forsommeren 1899, da jeg søgte og fik embedet som andenlærer i Rybjerg [i Nordsalling], altså det amme embede som [min søn] Åge fik 36 år senere. Her oplevede jeg tre lykkelige og rige ungdomsår. For det første kom jeg til at bo i hus sammen med en prægtig førstelærerfamilie Hanghøj, med hvem jeg kom til at stå i et inderligt venskab, der varede så længe Hanghøj levede. Han var en ualmindelig stout og helstøbt personlighed. Vor åndelige rigdom bestod i at tage over til nabosognet Tøndering for at høre først pastor Westergaard (siden biskop i Ribe) og siden pastor Arne Mortensen, to udmærkede præstemænd. Så havde jeg den lykke at få nogle (2-3) ungdomsvenner, med hvem jeg kunne dele alvorlige, åndelige spørgsmål.

Blandt disse ungdomsvenner må jeg navnlig nævne Jeppe Nielsen, som jeg har holdt forbindelsen ved lige med gennem de mange år. Han og hans prægtige kone har i denne sommer (1948) aflagt os et besøg. Med ham har jeg tilbragt mange rige timer, når han jævnlig besøgte mig i min lille ungkarlelejlighed i Rybjerg Skole. Han stammer fra Hestbæk i Rybjerg sogn og har været på Ollerup Højskole og senere haft plads i Særslev, hvor han ofte kom i Korskirken i Vallekilde og var stærkt påvirket af daværende valgmenighedspræst Helveg [se note 3]. Vi forstod hinanden lige til bunden af vort sind og kunne vanskeligt blive færdige med at tale sammen. Et sådant venskab er en herlig ting, som man i mindet kan glæde sig over, så længe man lever. Om min Rybjergtid må jeg da også fortælle, at min bror Karl var hos mig en vinter, nærmest som erstatning for et højskoleophold.

Mødet med Ottilia 1899
I sommerferien 1899 var jeg på besøg i Ringe; også her skulle jeg opleve noget, som fik afgørende betydning for hele mit senere liv. Jeg traf her en ung og dejlig sjællænderpige [se note 4], med hvem jeg blev forlovet i løbet af få dage, den eneste kvinde jeg nogensinde har stået i kærlighedsforhold til; hun blev siden min elskelige hustru og Jeres enestående opofrende mor. Hvad dette mit ægteskab har betydet for mig kan ikke beskrives; kun så meget kan jeg udtale, at skønt dette vort ægteskab har varet i snart 46 år, så er vore følelser over for hinanden gensidig lige så varme som da vi blev gift, og så behøves der jo egentlig ikke at siges mere om den ting. Det er mig da også en sand glæde hver gang jeg ser, at I påskønner noget af den utrættelige omsorg og godhed, hun har vist over for Jer fra I kom til verden.  

Grættrup Skole 1902-1909
Sommeren 1902 blev embedet som enelærer i Grættrup [Junget sogn, Nordsalling] ledigt, jeg søgte og fik det, skønt ikke fuldt kvalificeret, havde ikke været lærer længe nok. Her boede jeg som eneboer fra september til jul, d.v.s. min bror Anker var hos mig de sidste par måneder for at få udvidet sine færdigheder i dansk og regning. Vi spiste middag i en nabogård.

Ægteskab. Årene i Grættrup Skole
Den 27.12.1902 blev Mor og jeg viet i Nr. Asmindrup Kirke af pastor Prytz i Vig. Af mine pårørende var kun Far og Faster Gitte til stede. Næsten mere døde end levende nåede de derover efter at have været på rejse et helt døgn, nemlig natten mellem 1. og 2. juledag, da den berygtede julestorm [se note 4] rasede. På Storebælt var de 5-6 timer.  

          
                     Anne Ottilia og Marius Munk med deres førstefødte Esther (1904) i Grættrup Skole

 
                                       
                                        Bedstemor Karen Marie Andersdatter på besøg i Grættrup skole 1908
                                        Børnene er: Aage, Gerda, Esther og Søren Anker

Så begyndte da vort skønne og lykkelige ægteskab i Grættrup Skole, hvor jo de fem ældste af Jer børn blev født [Esther, Gerda, Søren Anker, Aage og Thorkild]. Også her havde vi den lykke at vinde os gode og trofaste venner. Jeg må nævne to, som var os til megen hjælp, nemlig Rasmus Thorsens og Else Marie Thomsen. Rasmus Thorsen var gårdmand; ham tyede vi til, hver gang en af Jer skulle komme til verden; han hentede hver gang jordemoderen, der boede en hel mil borte. Hans kone Bodil og nævnte Else Marie (Ellemie som I kaldte hende) hjalp til i huset, og hver gang forløb fødslen godt, aldrig havde vi lægen. Else Marie Thomsen var husmandskone og boede nær ved skolen. Hun var en trofast hjælper ved så mangfoldige lejligheder, og hun gjorde det med et så villigt sind, så vi aldrig vil kunne glemme, hvad vi skylder hende. Det er en ubeskrivelig lykke at have et sådant menneske i sin nærhed. 

                          
                                             Marius Munk med Bedstemor, hustru, egne børn og skolebørn i Grættrup Skole ca. 1908

I min tid som lærer har jeg haft den skæbne at være sammen med præster, som jeg i åndelig henseende ikke har brudt mig ret meget om; ikke at jeg har stået i uvenligt forhold til nogen af dem, men nogen opbyggelse ved at høre dem har jeg ikke haft. Også fra Grættrup cyklede Mor og jeg til Tøndering for at høre pastor Arne Mortensen en sjælden gang. Vor stedlige præst pastor Langballe [se note 6] i Junget havde jeg megen diskussion med, da vi var grundigt uenige såvel om kristelige (teologiske) som om politiske spørgsmål. Men vore diskussioner førtes altid på en sådan måde, at vi gensidigt bevarede personlig sympati over for hinanden, hvilket med al tydelighed fremgår af det brev på vist 12 sider, som han efter min forflyttelse til Sjelle sendte mig og som findes bevaret blandt mine gamle breve. Heri fortsætter pastor Langballe diskussionen, men udtaler stor sympati for mig personlig.  

I Grættrup var jeg en del af de sidste år formand og regnskabsfører for Brugsforeningen og havde megen fornøjelig omgang med uddelerfolkene Rasmus og Anna Sigaard, der endte deres uddelervirksomhed i Ll. Skensved i Køgeegnen.  Om de 7½ år i Grættrup må vi sige, at det var en god og lys tid for os, selv om de åndelige forhold var ret fattige; der blev dog i vor tid oprettet en foredragsforening med møder i Grættrup gamle Skole. En afholdsforening blev også stiftet og udrettede ikke så lidt i retning af ædruelighed blandt fiskerne, blandt hvilke der fandtes flere, som havde mere omgang med de våde varer end godt var for dem selv og deres familie. Det var her, jeg aflagde det afholdsløfte, som jeg har holdt siden. På grund af Grættrups afsides beliggenhed (1½ mil til Roslev St. og mellem 2 og 3 mil til Skive) havde det aldrig på noget tidspunkt været vor tanke at blive der i det lange løb, og efter at have søgt flere steder blev jeg henimod slutningen af året 1909 kaldet som lærer og kirkesanger i Sjelle i Århusegnen  

Sjelle Skole 1909-1917
Med hensyn til naturen var denne egn helt forskellig fra den nøgne og bare egn, hvori Grættrup lå.  

Befolkningen var flink og omgængelig, men ikke så lidt materialistisk præget og med en del standsforskel imellem gård- og husmandsfolk. I Sjelle boede vi også 7½ år, de første ¾ år i den gamle [rytter]skole [se note 7] lige midt i byen, resten af tiden i den nye skole, som i 1911 blev opført lige vest for præstegården uden for selve byen.  

På dette gamle fotografi fra 1890´erne er der stillet op til fin fotografering foran den gamle rytterskole i Sjelle, der trods ombygninger stadig var rammen om landsbyskolen. Landbrugsbygningerne ved siden af skolen vidner om, at det også her var nødvendigt for skoleholderen at supplere den beskedne indkomst, som lærergerningen kastede af sig. Som mange af Frederik IV´s øvrige rytterskoler, kom også bygningen i Sjelle til at fungere som skole i næsten 200 år. At disse både smukke og solide, men også praktisk indrettede rytterskolebygninger kunne fungere efter deres formål i så lang tid, er jo bemærkelsesværdigt. Hvor mange af vor tids skolebygninger vil mon opnå en så lang levetid?  Personerne på billedet er den daværende skoleholder ved Sjelle skole, Jacob Nielsen med børn, svigerbørn og muligvis børnebørn. 
Se: http://www.thorshoj.dk/Rytterskoler_Skanderborg.HTM#Sjelle

I Sjelle knyttede vi især venskabsforbindelse med to familier: gårdmand Jonas Sørensens og Snedker Johan P. Jeppesens, sammen med dem dannede vi endda en whistklub. Hvor længe den bestod husker jeg ikke, men en gang var vi da på teater i Århus for pengene, der var indspillet. Begge de nævnte mænd er for længst døde, konerne lever endnu. Den ene – Snedker Jeppesens enke besøgte os engang sidste vinter [1948].. Også præstens – pastor Sparre med frue og to ældre ugifte søstre og en døvstum bror – kom vi en del sammen med. Den døvstumme Markus Sparre havde vi regelmæssigt besøg af hver søndag eftermiddag, når han kom med Højskolebladet, som præsten og jeg holdt sammen. Fra 1913 til 1917 var jeg medlem af Sjelle-Skørring Sogneråd, ligesom jeg i nogle år var formand og regnskabsfører for brugsforeningen. De sidste 3-4 år samlede jeg de unge til møder i skolen en gang om måneden, et arbejde jeg havde megen fornøjelse af, da møderne gennemgående var godt besøgte. Og da der ellers intet ungdomsarbejde fandtes var der megen trang til sådanne møder. Engang imellem opvartede Mor de unge med kaffe. Jeg holdt korte foredrag eller læste lidt, og så sang vi meget ved disse sammenkomster.  

                           

                           Marius og Anne Ottilia Munk med deres 7 ældste børn i Sjelle Skole: Bageste række fra venstre:
                           Søren Anker, Esther, Aage, Gerda. Forreste række: Thorkild, Birgitte Ottonia (kaldetTonne) og Sigurd
                           (på skødet af sin mor)

Som vi i Grættrup havde nydt godt af Else Marie Thomsens hjælpsomhed, fandt vi en lignende hjælperske i Sjelle, en enke ved navn Sine Bech, som med villigt sind rakte os en hjælpende hånd, både da de fem næste i rækken af vore poder [Birgitte Ottonia (”Tonne”), Sigurd, Frode, Vagn og Kirsten] kom til verden og ved så mangfoldige lejligheder, så også hende mindes vi som en af vore sande velgørere. Før vi lærte hende at kende, havde hum haft det strengt, gift med en drikfældig og brutal mand, der, når han kom fuld hjem, jog hende ud af huset. Hun tog da sin tilflugt til kirken, hvor hun i våbenhuset skal have tilbragt mangen nat. Her turde manden nemlig ikke vove sig ind, så her kunne Sine være i fred. I Sjelle var kirkedøren aldrig låst.  

De åndelige (kirkelige) forhold i Sjelle var ret fattige; det var således alt andet end opmuntrende at være kirkesanger, hvor kirkegængernes antal almindeligvis lå mellem en halv og en hel snes. Da indtægterne – efterhånden som antallet af hjemmets beboere voksede – var knebne nok, var jeg engang imellem på jagt efter et federe bid blandt ledige lærerembeder, og i sommeren 1917 skete der så det, at jeg blev kaldet til det embede, hvortil der havde meldt sig allerflest ansøgere – nemlig 72 – embedet som førstelærer i Høve [i Odsherred].