Det Lichtenbergske Palæ              Søndergades Apotek (1736)

En af Horsens' førende var Gehrdt (Gerhardt) de Lichtenberg. Han stod i spidsen for et af byens velestimerede handelshuse, ejede en række godser og 20 kirker. Og så ægtede han borgmesterens datter. Lichtenberg opførte sit eget palæ, men støttede generøst byen blandt andet latinskolen og klosterkirken. I kirken er der et mindesmærke for ham og hans slægt, og han selv og hustruen ligger begravet i et prægtigt kapel over for kirkens hovedindgang.

Gerhard Hansen de Lichtenberg og Bodil Steffensdatter Hofgaard 

Horsens i 1700-tallet

I 1700-tallet hørte Horsens til landets mere driftige købstæder. Selvom byens indbyggertal lå ganske gennemsnitligt, kunne man mønstre både klosterkirke, latinskole, garnison, eget hospital og en pæn handelsflåde. Byens befolkning bestod af hen ved 500 familier, der blandt andet talte en borgmester, rådmænd, byfoged, en sognepræst, postmester, rektor, doktor, apoteker, kirurg, hospitalspræst, tolder, godt 30 købmænd, cirka 20 skippere og en hel del håndværkere.

Den gode handel, skibsfart og godsdrift skabte et solidt bedsteborgerskab, der kunne tillægge sig fine vaner og leve et liv et par klasser over alle andre.

Horsens anno 1778
Byen har 14 gader, 2 torve, et stort grundmuretrådhus, 5 porte, 2 broer over åen, 497 gårde og huse, deriblandt afg. etatsrådLichtenbergs gård på 2 etager grundmuret med hvælvede kældre, anseelig opgang, betrukne og gipsede værelser. Apoteket og gården næst ved og grev Trampes gård samt adskillige andre anseelige gårde på 2 etager.

Klosterkirken er stor og indvendig anseelig, har ingen kirketårn. Altertavlen er middelalderligt billedskærerarbejde, meget stærkt forgyldt med fire låger. Koret er stort og anseeligt med et stort tralværk. Prædikestolen er overmåde ziirlig af ibenholt og brasilientræ, billedhuggerarbejdet er et basrelief bekostet 1670 af Dorthe Hansdatter, rådmand Anders' enke. Orgelværket er stort og ziirligt bekostet 1739 af købmandPeder Bjerring. Sankt Ibs eller Jacobi Kirke har et højt tårn med 5 klokker og et spir tækket med kobber.

Latinskolen er bygget 1745, 54 fag ny grundmur og 8 fag bindingsværk, hvori er et bibliotek med 430 bind. Dertil er 1 rektor, 2 hørere, 30-40 disciple. Hospitalet er bygget på Frederik 2.'s befaling 1560, er en stor gammel, grundmuret bygning på 21 fag, vel vedligeholdt, deri er 33 lemmer som ugentligt nyde 2 mark, har en forstander og egen præst, som tillige er sognepræst til Torsted i Hatting Herred. Den fri danske skole er oprettet 1752 af en købmand Jens Jørgen Lindved.

Indbyggerne betår af 500 familier, hvoriblandt er sognepræsten, kapellanen, hospitalspræsten, rektor, 2 hørere, byens øvrighed som er 1 borgmester, 2 rådmænd, 1 byfoged, 1 byskriver og 1 rådstueskriver, tolderen, kontrolløren, postmesteren, vejer og måleren, doktor medicinæ, apotekeren, en kirurg, 32 købmænd, 17 skippere, 132 håndværkere, i alt 1.700 personer.

Byen har 17 skibe som mest farer søndenfjelds på Norge, til København, Lübeck, Flensborg og Østersøen. Havnen er bekvem for mådelige skibe, mens de over 10 læster må ligge for anker og overvintre i Stensballe sund, ¼ mil fra byen, og varerne må da ind- og udføres med pramme.

Byens jorder er 139 tønder 5 skæpperhartkorn. Fiskeriet er kun lidet af torsk og flynder. Konsumptionen er 6.000 rigsdaler. Markeder holdes 27. juni og 8. oktober.

Ved byen lå Stjernholm Slot, hvoraf nu slet ingen levninger findes. (Kilde: Hans Holk: Provincial-Lexicon over Dannemark, 1778).

Købstaden Horsens var en driftig handelsby. I året 1776 indberetter A. Flensborg: 334 Amtmandsbreve Skanderborg Amt
Fra A Flensborg, Horsens, [Ingen afsender og dato]. Tabel over udskibede producter ved Horsens Toldssted, månedlig fra 1 Januar til 31 December 1775. Exp: Juni alt pr tdr: Rug 612 Byg 1172 Havre 615 ærter 82 Malt 1373 Rugmel 9 tdr 7 skp Gryn 1 tdr 1 skp Smør 59 1 pd? Flæsk 24 skpd 14 lpd 9 pd Ost 5 skpd 8 lpd Mjød 1 tdr 3 2/10 ank Brændevin 6 tdr 4 potter. Intet i denne måned af Saltet Kød og favnebrænde. 31 December 1775.

1780-1807 fandtes et lille hof for enkedronning Juliane Maries nevøer og niecer, fire russiske prinser og prinsesser, i Palæet på Torvet, indrettet af C.F. Harsdorff - se nedenfor - og 1724-1842 var byen garnison for Det Slesvigske Kyrasserregiment.

Søndergade i Horsens

af Carl Th. Jørgensen i "Horsens-Gaders Historie”:

Tre Hovedfærdselsårer
Gennem Aarhundreder helt op til vor egen Tid var Aaen et karakteristisk Træk i Horsens Byplan, idet Aaen bestemte Byens Længdeakse, der kom til at ligge Øst-Vest. Og herigennem fik Byen en trestrenget Leveakse om man vil, idet Byplanen udformedes paa en saare enkel og let overskuelig Maade om de tre Hovedfærdselsaarer: Søndergade, Nørregade og Aaen, der løb parallelt.

Aaen, der var Byens Livsnerve, dannede gennem Aarhundreder Horsens Grænse mod Syd. Og Søndergades store Købmandsgaard og Handelshuse, Torvets og Borgergades Slægtsgaarde og Familiesæder strakte sig helt ned til den, saa der her opstod baade et forbindende og levende Led mellem By og Aa.

De første købmandsgilder
Det Købmandsgilde, der for mere end 900 Aar siden slog sig ned i Horsens, og som sikkert organiserede Horsens som Købstad, det samlede sig uden Tvivl i Begyndelsen om den ældste Del af Søndergade, nemlig den Del, der ligger mellem Torvet og Raadhuspladsen. Muligt har Søndergade haft en noget anden Retning end sin nuværende, der sikkert stammer fra den store Brand i 1247. Og efter Tidens Skik blev den udlagt som et bredt Landevejstorv. Købmandsgaardene har sikkert ligget med Gavlene ud til Gaden, ligesom det var Tilfældet paa den Del af Torvet, der helt op til vor Tid kaldtes Gavlgade.

Horsens får Matrikul
I 1661 fik Købstaden Horsens en Matrikul. Antallet af Vaaningen var da 301, og Vaaningerne var fordelt i to Roder, nemlig Søndergades Rode, der talte 47 Gaarde, 1 Stenhus, 19 Huse og 94 Boder, og Nørregades Rode, der omfattede 28 Gaarde, 42 Huse og 70 Boder. De nuværende (1943) Gadenumre skriver sig fra 1878, og først da fik hver Ejendom sin Matrikel og sit Gadenummer.

Danmarks bredeste gade?
Søndergade har ikke haft sin nuværende enestående Bredde altid. Af et Paalæg fra 1717 fra Borgmester Morten Dideriksen Cordsen, Broder til Claus Cordsen, og Raad til Huseierne kan man skønne, at man endnu dengang maatte lade sig nøje med en Kørebane. Hvornaar Søndergade har faaet sin nuværende sjældne Bredde, som de store Ildebrande, især Katastrofen omkring 1540, har været indirekte Skyld i, kan ikke siges med Bestemthed. Omkring 1830 fandt man ved Omlægning af Stenbroen udenfor den svensk-norske Vicekonsul, Købmand J. Th. Bangs Gaard paa Søndergade, Gaard Nr. 28, nuværende Nr. 20, omtrent ved Indkørslen fra Gaden til fortovet i flere Alens Dybde Mur- og Gruslevninger samt en betydelig Mængde brændt Korn, hvilket jo uden Tvivl bekræfter, at en ældre Husrække har ligget meget længere ude paa Gaden end den nuværende.

Tomme pladser
For 2-300 Aar siden dannede Gaderne heller ikke den uafbrudte Husrække, som vi nu kender. Husrækkerne var ofte afbrudt af Kaalgaarde, ubebyggede Pladser med Hække eller Plankeværker for ud til Gaden. Selv Svinestier og Møddinger var anlagt her, skønt det allerede i 1269 ifølge Stadsretten var blevet forbudt at bygge Svinesti eller hemmeligt ”Mag” (Nødtørftshus) nærmere Gaden end 5 Fod og at lægge Møddinger på Algaden (Hovedgaden).

Søndergade skal brolægges
1537 bestemte en kgl. Forordning, at Gaderne i Byerne skulde brolægges. Men det gik med denne, som med saa mange andre kgl. Forordninger. Overholdelsen var ikke let, især da det overlodes til hver enkelt udenfor sin Ejendom eller der hvor han blev anvist at lade Brolægningen udføre i et bestemt Maal. Jævnligt lod Borgmester og Raad holde Eftersyn paa Brolægningen, og lige saa jævnligt fandt de den ”ilde conditioneret og vedligeholdt”.

1701 bestemtes imidlertid, at Gaden, dvs. Kørebanen skulde være 8 Alen 2½ Kvarter bred, samt at hver Beboer skulde udlægge saa meget dertil, at den kunde blive det, og endvidere at Fortovene, der var fra 7 til 12 Alen brede, skulde omlægges med forsvarlig Rendesten.

Torvehandel på fortovet
Indtil 1868 havde Søndergades brede Fortove været brugt som Torv, hvor der falbødes Æg, Mel, Smør og den Slags. Nu forbød Byfogeden, hvilket vil sige Borgmester von Jessen, denne Handel og krævede den forlagt til Torvet. Helt op til efter Aarhundredskiftet, var Søndergade paa Markedsdage forvandlet til Torv, idet Forretningerne rykkede ud paa Fortovet i Telte og med Borde.

Først da Gadernes Brolægning blev en Kommunesag, blev den forbedret og bragt ind under ordnede Forhold. I Femaaret indtil 1873 blev saaledes Søndergade, Hospitalsgade, Torvet, Gavlgade, Nørregade, Allégade, Stationsvej (nu Jessensgade), Borgergade, Fugholm, Kattesund og Beringsgade – i alt 4100 Alen, brolagt fra ny eller omlagt med tildannede Sten. Endelig kan nævnes, at Søndergade blev asfalteret i 1933.

Rendestensbrætter
Søndergade prægedes ogsaa af de mange Rendestensbrætter. Og de forsvandt først omkring 1895, da Gadens Kloakforhold begyndte at blive forbedrede. Selvfølgelig var Søndergade ikke den eneste Gade, der havde Rendestensbrætter. Det havde alel, og efter stærke Regnskyl kunne man altid finde Smedegades Rendestensbrætter helt nede paa Søndergade. Det betød et stort hygiejnisk Fremskridt, da de forsvandt. Samtidig forsvandt Søndergades karakteristiske Aroma, som skyldes den fede, varme Bryggerdamp, som hørte Gaden til ved Aftenstid, og som stammede fra de Brændevinsbrænderier, der laa her, og hvoraf Horsens f.eks. i 1824 havde ikke mindre end 36. 
 

Det russiske hof i Horsens

Horsens husede fra 1780 til 1808 et eksilhof for fire  russiske landflygtige prinser og prinsesser. Den ældste var prinsesse Katharina (1741-1807), derefter fulgte Elisabeth (1743/1744-1782), derefter Peter (1745-1798) og Aleksej (1746-1787). De ligger alle begravet i Klosterkirken i Horsens. Indtil overflytningen til Danmark havde de været fængslet i ca. 35 år i Kholmogory nær Archangelsk i Rusland, som resultat af en magtkamp om Ruslands trone, som deres mor og storebror Ivan tabte i 1741. Bagefter stod dele af den russiske adel uden hjem. Da den russiske zarfamilie var gift ind i den danske kongefamilie, søgte de fire russere tilflugt i Danmark.

 Silhuetter af de fire fyrstelige russere.
Billedet er antageligt en gave til enkedronning Juliane Marie fra prinsesse Katharina, der selv havde klippet det (Rigsarkivet).

Deres faster enkedronning Juliane Marie og hendes stats- og geheimkabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg, der stammede fra Horsens, tilbød de voksne prinser og prinsesser ophold i Horsens, efter at den russiske kejserinde Katharina den Store havde besluttet, at de nu ikke længere var en trussel for Rusland og derfor godt kunne forlade deres hidtidige fængsel.

I efteråret 1780 fik overklassen i Horsens et gevaldigt løft, da de russiske prinser og prinsesser kom til byen. Russernes ankomst løftede spidsborgernes tilværelse til uanede højder. Med Palæet som centrum kunne der nu udspille sig et overklasseliv i stil med hovedstadens. Selvom det russiske hof ikke var på højde med det i København, tyder bevarede husholdningsregnskaber på en vis dekadence med damaskduge, sølvservice, taffelservering efter rang, franske Medoc-vine, schweizeroste, konfektrosiner fra Spanien, kaffe fra Martinique, likør fra Tyskland, sød vin fra Cypern og endelig et hav af citroner, en modefrugt i slutningen af 1700-tallet. Hoffet i Horsens fulgte skam trenden i de europæiske kongehuse.

I Palæet blev der også musiceret, spillet kort og billard. Om vinfordrev man tiden med kaneture, en russisk favoritbeskæftigelse. Smukke pelsforede kanetæpper medbragt fra Rusland sikrede, at alle holdt varmen. Om sommeren red og kørte man ture i landskabet eller spadserede i Palæets fine have prydet med statuer og orientalske telte at søge skygge i. Alt i alt et liv for de få udvalgte.                                            

To gårde på Torvet (hvor nuværende nummer 2 og 4 ligger) blev ombygget til det, som efter kongelig ordre skulle kaldes ”Palæet”. På billedet herover ses den vestligste af de to gårde. Ombygningen blev udført efter tegninger af hofbygmester C.F.Harsdorff, der besøgte Horsens i sommeren 1780, og det praktiske arbejde gennemførtes af Harsdorffs konduktør, arkitekt Hans Næss og den lokale arkitekt Anders Kruuse. Foruden selve ombygningen af de to gårde, tilføjedes to nye bygninger til komplekset, nemlig den store køkkenbygning og et kapel, hvor de fire russiske fyrstelige kunne udøve deres russisk-ortodokse tro.

Foruden af de fire fyrstelige bestod hofholdningen af 46 ansatte, hvoraf 28 modtog daglig bespisning ved hoffet som en del af deres løn. Personalet udgjordes af hofchefen, intendanten og hans fuldmægtig, der begge stod for indkøb til hoffet, kammerjomfruer, kammertjenere, lakajer, kokke, køkkensvende, oldfrue, vaskepiger og mange andre.

Til driften af den store husholdning modtog hoffet hvert år fra Rusland det, der svarede til 28.000 rigsdaler. Mere end 10.000 rigsdaler gik til mad- og drikkevarer. Lønningerne beløb sig til ca. 7160 rigsdaler. Resten blev brugt til brænde, lys, uniformer og andet tøj samt driften af stalden med heste og vogne.

Læs mere på:

http://www.institutioner.horsenskom.dk/Byarkivet/Historie/Det%20russiske%20hof.aspx

http://jakobmjensen.dk/family/wordpress/?page_id=49

http://da.wikipedia.org/wiki/Det_russiske_hof_i_Horsens

http://www.horsensklostersogn.dk/historie/russ-hist.html

http://www.horsensleksikon.dk/index.php/Byvandring:_Det_Russiske_Pal%C3%A6

Om kapellet: http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Aarhus_6153-6157.pdf

Begravelseskulturen og dødeomsorgen i Horsens i 1700-tallet

Engang i slutningen af 1700-tallet blev en lille pige stedt til hvile på kirkegården ved Klosterkirken i købstaden Horsens. Hun tilhørte byens bedre borgerskab, men var formentlig død af influenza, lungebetændelse eller en anden af de epidemier, der jævnligt rasede og lagde mange børn i graven. Pigens gravlæggelse vidner om en tydelig dødeomsorg. Hendes hår var fint flettet, og hun bar en krans påsat kunstige blomster. Den slags kranse, også kaldet totenkrone eller jomfrukrans, blev typisk sat på afdøde piger og unge kvinder som symbol på deres jomfruelighed.

I en anden barnegrav fandt arkæologerne 11 facetslebne ædelsten, der havde været sat sammen med forgyldte bronzeperler. Det var formodentlig et lille kors af røde granater, som barnet havde fået med sig. Udgravningerne resulterede i mere end 200 grave og omkring 500 individer, hvoraf de fleste stammede fra 1700-tallet. Mange af gravene var ret velbevarede, så det omfattende materiale gav et detaljeret indblik i datidens begravelseskultur og dødeomsorg. Dødeomsorgen var særligt tydelig ved kvinder og børn. Der blev fundet små buketter placeret mellem afdødes foldede hænder. Buketterne bestod af kunstige stofblomster, silkebånd, fine sløjfer og blev fremstillet til dette særlige formål. Mange blev begravet i deres fineste tøj, der er blandt andet fundet rester af en kyse vævet med guldtråd. De fleste blev begravet i kister dekoreret med stiliserede blomster og blade af metal. Enkelte var også smykket med engle og kranier, som det var mode dengang.

Arkæologerne fandt også masser af knappenåle fra en anden form for dødeomsorg, nemlig ligsvøb. Den døde blev svøbt i et ligklæde eller en ligpose sammenholdt af knappenåle. De fleste nåle var af kobber, men der blev også fundet forsølvede og forgyldte nåle. Så her var afgjort tale om velstillede borgere fra købstaden Horsens. De afdødes velstand fremgik også tydeligt af deres tænder, som var ganske forfærdelige, præget af caries og tandudfald. Datidens rige havde nemlig et enormt forbrug af sukker, som man ikke så blandt andre samfundsklasser.

I mange af gravene fandt  man spor efter rigtige blomster, planter og urter. Det hang nok ikke så meget sammen med omsorgen for den døde som omsorg for de levende. Dengang var det nemlig skik at lade afdøde ligge hjemme i åben kiste, så slægt og venner kunne tage afsked. Dette kunne strække sig over adskillige dage. Jo finere folk, des længere "lit de parade". Så man kan levende forestille sig den stank, der efterhånden bredte sig i stuerne. Derfor blev der drysset godt med velduftende urter som lavendel og humle ned i kisten for at tage det værste. I nogle kister lå der kalk eller høvlspåner i bunden. Arkæologerne har ikke en endelig forklaring på det. Men man kan forestille sig, at det skulle opsuge væsker. Det ligger jo i tråd med, at fine mennesker lå ganske længe til skue i kisten derhjemme.

Med Reformationen blev det kirkelige ritual i den lutherske kirke begrænset til jordpåkastelsen. At sætte den afdøde et minde blev i 1500-tallet et nyt ritual, der hang sammen med tidsalderens nye opfattelse af individet. Fra renæssancen blev ligkister almindelige, og overklassens epitafier viser portrætter af mand og hustru eller hustruer af flere ægteskaber med ofte store børneflokke, også med billeder af de afdøde børn i den alder, de havde, da de døde.

 
Epitafium over en præstefamilie i 1600-tallet

Den afdødes sociale betydning blev understreget i barokkens pompøse adelsbegravelser; flere måneders castrum doloris (lat. 'smertensleje', dvs. offentlig vågen over liget i kisten) blev efterfulgt af en pragtfuldt udstyret sørgeprocession og højtid i kirken med en ligprædiken, der opregnede personens og hans/hendes slægts fortjenester.

Men hvem var de så, disse fornemme gravlagte på klosterkirkegården i Horsens? Arkæologerne stødte hverken på gravsten eller personlige ejendele, der kan sætte navn på de begravede. Men deres grave, kister og skeletrester placerer dem i byens overklasse.

Men man kan forestille sig, at nogle af de gravlagte på klosterkirkegården fik del af livet ved det russiske hof. Fik en mundsmag af livet blandt kongelige og adel. Deres tænder viser i hvert fald, at de tillagde sig overklassens hang til konfekt, kage og søde dessertvine.

Kampen om den indviede jord – begravelsespraksis i Danmark-Norge efter reformationen Af Morten Fink-Jensen Kirkegårdsjorden spillede en væsentlig rolle i den folkelige forestillingsverden fra 1500-tallet og langt op i 1800-tallet. En af mange trosforestillinger blandt almuen i forbindelse med begravelsesritualet var, at præsten med jordpåkastelsen bandt liget til graven, og derved hindrede det i at gå igen. Kirkegårdsjord kunne have helbredende effekt når man bar det i en pose rundt om halsen, og symbolske begravelser blev også brugt i den hensigt at binde sygdommen til graven, således at den syge, ved at stå op af graven, blev rask på samme måde som den døde på dommedag skulle stå op af graven til et evigt, sygdomsfrit liv. Men kirkegårdsjordens kraft var tvetydig, den kunne også skade. I trolddomsprocessen fra Falster i 1693, der førte til den sidste hekseafbrænding i Danmark, indgik kirkegårdsjord som et centralt element i et mordforsøg. Endelig var der en social demarkationslinie mellem den indviede og den uindviede jord. For så godt som hele befolkningen var det afgørende, at blive begravet i indviet jord. Det skyldes i varierende omfang dels hensyn til frelsen (uagtet at begravelsesstedet ifølge luthersk teologi ingen betydning har for frelsen), dels det prædikat af skam og uærlighed som hæftedes ikke bare på den afdøde, der blev begravet i uindviet jord, men også på den afdødes slægtninge. Kampen om retten til en god, kristelig begravelse var dermed en social og standsmæssig overlevelseskamp. Disse forskellige inddragelser af kirkegårdens jord antyder en praktisk-religiøs opfattelse af begravelsespladsen, som var mere omfattende end det officielle kirkelige og entydigt kristent teologiske. Netop fordi kirkegårdsjorden kunne have mange egenskaber, og netop fordi den indgik i en pluralitet af forestillinger, var det ikke altid en selvfølgelighed at kirkens opfattelse af den korrekte brug af begravelsespladsen (eller begravelsesrummet, hvis gravsættelsen skete i selve kirken) blev fulgt. Der var med andre ord en religiøs praksis forbundet med begravelserne og begravelsesstederne, som kan karakteriseres som ”uofficiel” eller ”ad hoc”, og det kom navnlig til udtryk ved ”gråzone”-begravelserne, dvs. begravelser af henrettede, udøbte eller bandlyste. Det er denne type af begravelser, som i forskningssammenhæng er underbelyst i forhold til de ”normative dødsfald”, der skal være i centrum for delprojektets analyse. På trods af, at begravelser berørte alle i samfundet uden undtagelse, og at det var en af kirkens væsentligste funktioner at medvirke til og forestå begravelser, var der længe efter reformationen en meget knapt formuleret lovgivning på området. Det gav plads til mange regionale forskelle og praksiser i det vidtstrakte dansk-norske dobbeltmonarki, og det vil derfor være naturligt - for første gang - i et komparativt perspektiv at analysere, hvordan begravelsesritualet i praksis blev forvaltet i de tilfælde, hvor tvivl om den rette fremgangsmåde kunne opstå. Endvidere er der et væsentligt udviklingsperspektiv at iagttage, og som underbygger behovet for at se perioden fra reformationen til 1800-tallet under ét, idet udelukkelsen af visse lig fra kirkegårdsjorden, eller fra at blive begravet med en præsts medvirken, efterhånden hørte op. Det blev fx stadfæstet ved lov i 1800-tallet i både Danmark og Norge at selvmordere havde ret til begravelse på kirkegården med en præsts medvirken og jordpåkastelse, men det skete først efter, at der i gennem mange årtier havde været udkæmpet en kamp om gældende praksis og om definitionen af en selvmorder. Retten til jordpåkastelse var også et diskussionspunkt i forbindelse med de døde, udøbte børn. Her kunne der let opstå en konflikt mellem lovens retningslinier og forventninger til begravelsen på lokalt niveau. Resultatet blev ofte en mellemvej, hvor det kunne være op til den enkelte præst at vælge i situationen. Hermed blev der etableret en religiøs praksis, der på samme tid kunne tilgodese teologiske, juridiske og sociale hensyn. Efter reformationen eksisterede der ingen samlet lov eller praksis mhp. begravelsen af dødfødte børn i Danmark-Norge. Der var derfor store regionale forskelle på, hvordan man forholdt sig i disse meget ofte forekommende tilfælde. I Fyns stift ses allerede i 1580erne begravelser af dødfødte børn at have fundet sted både med og uden præstens medvirken og jordpåkastelse. Forældrenes sociale status og præstens holdning synes at have været afgørende. På Sjælland tillod landemodet i 1681 på en konkret forespørgsel præsterne at kaste jord på dødfødte børn. Men en politianordning i Bergen i 1735 tillod kun jordpåkastelsen, hvis der var vished for, at barnet havde været i live under fødslen. ”Utidige fostre” skulle fortsat jordes i stilhed uden jordpåkastelse. En generelt dækkende kancelliskrivelse for hele riget med tilladelse til at kaste jord på dødfødte børn blev først udstedt i 1788, men stadig med København undtaget – her skulle der fortsat ikke være jordpåkastelse. Det var et teologisk problem, at præsten kunne risikere at udtale over barnet, at det skulle genopstå – for det kunne det jo ikke, hvis det aldrig havde været levende. Denne frygt for, at præsten kom til at misbruge begravelsesritualet og derved udførte en blasfemisk gerning ses også ved andre begravelsesskikke. I Norge var det på afsidesliggende steder skik, at man selv gravsatte folk, hvis ingen præst kunne være til stede. Man lod en pæl stå i jorden over graven indtil præsten kunne komme. Så tog man pælen op og lod præsten kaste jord på graven, eller ned til kisten, gennem hullet som pælen efterlod. En lov fra 1754 forbød denne skik, fordi præsten ikke kunne kontrollere, at han faktisk udførte ritualet over et lig. Derved kunne han bringe sig i en position, hvor han udførte en blasfemisk gerning ved at jorde en tom kiste. Loven bestemte derfor, at graven måtte graves og kisten sættes derned, men den måtte ikke dækkes til førend præsten kom til stede. De her nævnte eksempler peger på en diskrepans mellem for det første brede dele af befolkningens forventninger til gejstligheden rolle i forbindelse med begravelserne, for det andet præsternes oplevelse af de faktiske behov og for det tredje de teologiske idealer bag begravelsesforordningerne. Ved at se nærmere på disse og andre eksempler, vil delprojektet føre til en bedre forståelse af, hvordan disse forventninger og krav udmøntede sig i praksis, og i særdeleshed hvordan denne praksis kunne variere fra århundrede til århundrede og fra landsdel til landsdel.   http://www.danor.uib.no/pr_fink-jensen.html   Begravelsesskikke. Skrevet af Hans Nørgaard                                 (http://fynhistorie.dk) Begravelsesskikke er betegnelsen for de traditioner, som er knyttet til en persons jordfæstelse eller bisættelse. Sammen med barsel og bryllup udgør begravelse de 3 store fester i et menneskes tilværelse; Disse fester, der i henseende til traditioner og forløb har mange indbyrdes lighedspunkter, er som andre overgangsfester nøje forbundet med folketroen. Siden middelalderen har begravelsesskikkene på flere punkter skiftet karakter i overensstemmelse med den ændring i holdningen til døden, der har fundet sted, forskelle mellem begravelsesskikke på land og i by kan iagttages til ind i 1900-tallet. I middelalderen var begravelsesskikkene i Danmark som andetsteds i Europa præget af de traditioner, som den katolske kirke havde udformet med den sidste olie, livvagten, dødsmessen, ligprædikener, jordfæstelsen og sjælemesserne for den afdøde som de vigtigste. Der opstod derfor et tomrum i det første århundrede efter reformationen i 1536, inden nye, hovedsageligt verdslige begravelsesskikke dannedes; flere af de katolske traditioner bevaredes dog i 1500-tallet, således f.eks at begravelsen skulle foregå i al enkelthed senest andendagen efter dødens indtræden. Ved dannelsen af nye traditioner er det muligt, at flere oprindeligt førkristne skikke på ny er optaget i begravelsesskikkene; det er tillige sandsynligt, at der er sket afsmitning fra andre festtraditioner. På landet har begravelsesskikkene ikke ændret sig meget fra 1600- til slutningen af 1800-tallet; her udgjorde døden et naturligt led i tilværelsen, og begravelsen forberedtes så vidt muligt i god tid. Det typiske festforløb i 1600-, 1700- og 1800-tallets danske bondesamfund indledtes med, at dødsfaldet blev kundgjort ved klokkeringning, hvorved også onde magter blev jaget bort samtidig med, at sjælen sikredes fri adgang til det hinsidige liv. Herefter blev den døde lagt på strå eller lighalm oven på et bord eller nogle brædder på et par bukke; som regel lagdes tillige et eller flere stråkors på den døde. Således henlå liget i 2 eller 3 dage, hvorefter der holdtes kistegilde, kistelægning eller ligklæden, dvs den nærmeste, kvindelige familie samledes for at dels ordne og klæde, dels nedlægge liget i kisten, som herefter indtil umiddelbart forud for begravelsen henstod åben i storstuen eller loen, der oftest var draperet og pyntet. Ligkister synes at være blevet alm brugt siden 1600-tallet, da det også i de fleste egne blev regelen, at den døde begravedes i sit festtøj, hyppigst bryllupstøjet, dog altid uden sko; hænderne foldedes, og der nedlagdes et par mønter samt i en pose eller æske den dødes afredte hår, afklippede negle og løse tænder mv, således at intet manglede, når opstandelsens dag indtraf, og således at onde magter ikke kunne sikre sig indflydelse over sjælen ved at tilegne sig dele af den afdøde. Onde anslag søgtes som ved barsel tillige afværget ved at anbringe stål, kors og ild ved liget i form af henholdsvis en oplukket saks, et stråkors og et eller flere tændte lys. Endvidere blev ligets fødder eller blot storetæerne ofte bundet sammen, vistnok for at hindre gengangeri. Til henimod år 1800 vågede slægtninge og bekendte af den afdøde natten forud for begravelsen ved kisten, idet man sang salmer, drak brændevin og spillede kort, mens ungdommen dansede; sådanne vågenætter betegnedes siden middelalderen vigilier eller ligvagter, fra 1700-tallet tillige vågestuer. Selve begravelsesceremonien fandt sted i hjemmet og på kirkegården; først i 1800-tallets slutning blev det alm at bære kisten ind i kirken. I hjemmet holdt degnen en tale, som kaldtes testamente, hvorefter man sang liget ud. Alle familiemedlemmer og gæster skulle derefter tage afsked med afdøde og røre liget, idet den døde ellers kunne gå igen. Herefter lukkedes kisten. Kunne kisten ikke komme ud gennem døren, blev den ført gennem et vindue, eller der blev revet en væg ned, således som det især var alm i Sydvestjylland, hvor der i én af gårdens lervægge kunne være indbygget en ligport, der normalt var klinet til, men som let kunne åbnes og senere atter lukkes. Mens lighalmen blev brændt eller gemt som værn mod ildsvåde, begav ligfølget sig til kirkegården ad en nøje fastlagt rute; indtil 1850erne blev kisten i regelen båret, hvorfor der i de fleste kirker fandtes ligbårer. På kirkegården blev jordfæstelsen foretaget af præsten, og man sang salmer. De traditioner, som var blevet fulgt til og med jordfæstelsen, betegnedes i Vestjylland henfølge, på Sjælland forbegravelse; den efterfølgende fest i hjemmet, hvortil der var blevet indbudt nogle dage forud for jordfæstelsen, kaldtes begravelsesgilde, gravøl eller arveøl, i Sydvestjylland ærøl og på Sjælland efterbegravelse. Ligfølget, der allerede inden jordfæstelsen var blevet beværtet i hjemmet, blev efter at være vendt tilbage fra kirkegården atter budt på mad og drikkevarer i form af et større middagsmåltid, der afløstes af punch og kortspil og indtil 1700-tallet undertiden dans. Begravelsesgildet varede i alm næsten 2 dage, hvorefter et nyt hold gæster ofte inviteredes. Året efter drak man visse steder, især på Sjælland arveøl, ærøl, eller gravøl til minde om afdøde. Indtil slutningen af 1800-tallet anvendtes sørgetøj ikke på landet; det var dog alm brugt, at kvinder bar en form for slør, et tørklæde eller en sort kyse; i Vest- og Sydvestjylland var det tegn på sorg, når kvinderne slog skørtet op over hovedet. I adelige og borgerlige miljøer havde begravelsesskikkene under indtryk af kgl. begravelsesskikke i løbet af 1600-tallet antaget så omfattende og kostbare former, at staten ad lovgivningens vej bl.a fastsatte grænser for, hvor længe begravelsesfestlighederne måtte vare, og hvilket udstyr der måtte anvendes; frd af 26.4.1656, af 7.11.1682 og 24.3.1724 herom synes dog ikke at have haft større virkning. I henhold til frd af 7.11.1682 var det forbudt at lade rangspersoner og købstædernes borgere henstå længere end henholdsvis 3 uger og 8 dage inden begravelsen, men bestemmelsen blev ikke respekteret, ligene lå hyppigt i ugevis i deres åbne, prydede kister. I tiden mellem død og begravelse holdtes ofte meget livlige vågestuer, og der blev truffet vidtløftige forberedelser til selve begravelsen og det efterfølgende begravelsesgilde. I løbet af 1700-tallet dæmpedes begravelsesskikkene i købstæderne og blandt adelen, og sorgen indtog efterhånden en mere fremtrædende plads, hvilket bl.a kom til udtryk i brugen af den sorte sørgedragt, sørgefloret og sørgeranden om f.eks brevpapir, som dog kendtes allerede i 1600-tallet; ved konge- og statsbegravelser har den afdøde i 1800- og 1900-tallet som i 1600- og 1700-tallet ligget på lit de parade. Under påvirkning af romantikkens natursyn blev det fra begyndelsen af 1800-tallet alm, at den døde begravedes i en enkel, hvid ligdragt eller ligskjorte; fra slutningen af 1800-tallet bredte denne skik sig også til landdistrikterne. I løbet af 1800-tallet blev stilfærdige begravelsesfester regelen, først i købstæderne, siden på landet, hvor de store gilder afløstes af såkaldt gravkaffe efter jordfæstelsen. Under visse omstændigheder som f.eks i forbindelse med 1600- og 1700-tallets epidemier og krige har særlige begravelsesskikke været gældende. Siden krigen i 1864 mellem Danmark og Preussen har det ved begravelsen af personer af national betydning som f.eks statsmænd og krigshelte været brugt at svøbe kisten i Dannebrog.   (http://fynhistorie.dk)