Til Forsiden

Slægten Ottosens anetavle   Slægten Ottosens ophav   Otto Knudsen    Ridefoged Knud Ottosen   Herredsfoged Otto Knudsen    Bondeliv     Lærer Knud Ottosen   Marius Ottosen   
Marius Ottosens efterkommere       Mindebog om Marius Ottosen   Ottosen Anetavle

Læge Jon Ottosen, Hoptrup, søn af lektor Marius Ottosen

Jon Ottosen [Johan Ottosen], f. 08.03.1906 i Horsens, død 17.05.1983 i Hoptrup. Praktiserende læge i Hoptrup 1930-33, i Hellevad fra 1933;  Læge i Hoptrup, visiterende læge 1945; skolelæge 1947, reservelæge i Hæren. Han havde bolig og lægepraksis i huset Hoptrup Hovedgade 88, Hoptrup. (billede af huset kan ses på Google streetview).

Der er skrevet en artikel om ham i Hoptrup Lokalhistoriske Forenings Årsskrift 2010  "Fra læge Ottesen's praksis i Hoptrup" af Jørgen Hasberg og sønnen Knud Ottosen. Han var som dreng og ung aktiv spejder og senere Medlem af Sct. Georgsgildet i Haderslev. Han beskrives som en venlig mand, der "også kunne være opfarende og afvisende".

Jon Ottosen stillede 1943 op til Folketinget i Haderslev amtskreds for Dansk Samling, et politisk parti, der tog afstand fra diktaturerne i Italien og Tyskland og foragtede racelære og antisemitisme.

                                                     Jon Ottosen som ældre

Ved valget til Folketinget i marts 1943 anbefalede digterpræsten Kaj Munk at stemme på partiet. Senere i 1943 gik Dansk Samlings netværk af unge og ældre lærere, præster og landmænd ind i den aktive modstandskampunder den tyske besættelse. Også Jon Ottosen var aktivt engageret i frihedskampen og blev 15.6.1944 arresteret af tyskerne. Han overførtes fra Kolding til Horserød, hvor han var interneret til 5.8. 1944. Efter sin løsladelse tog han ind hos sin søster Dorrit i Brønshøj. Da han ringede på og hun lukkede op, slog hun hænderne ammen og udbrød: "Jamen Jon, du har fået  overskæg!" Det viste sig, at lægerne , der var interneret i Horserød, var blevet enige om at de alle ville anlægge et Hitler-skæg, og selv om det var ment som en provokation, kunne tyskerne ikke rigtigt gøre noget. Efter at de var ude af landet efterlod tyskerne et hold italienske krigsfanger på Hoptrup Skole. De lokale tog sig af dem ved at lade dem komme rundt og arbejde mod at få maden. Jon og Høne havde to: Mario Bottacini og Federico Zambon.

Jon Ottosen har skrevet en beretning om sine oplevelser under sin fængsling - se nederst på denne side - og hans søn Knud O. har skrevet om hans hjemkomst fra Horserød i Hoptrup Lokalhistoriske Forenings Årsskrift 1995. 

Gift 30/7 1931 m. Dagmar Regitze Honnens de Lichtenberg (kaldet Høne), f. Kbh. 15.07.1906, død 21.7.1981 i Hoptrup. Lægeaut. Massøse. Datter af  Kaptajn Kammerjunker Gerhard Honnens de Lichtenberg (f. 7. 9. 1868) og Olga Caroline Mathildde Paul, (f. 20/12 1880 i Tyskland). Hun var af adelig slægt og beskrives som "fornem på overfladen, men et varmt menneske indeni".

I Danmark dannede Dagmar Ottosen den første Inner Wheel Klub i Haderslev. Klubben fik sit charterbrev den 23. September 1948 og Dagmar Ottosen blev klubbens første præsident. I den anledning blev der digtet en ode til hende.  Se: http://www.innerwheel.dk/da/IWhistorie. Der er et billede af hende på http://www.innerwheel.dk/userfiles/file/InnerWheelDanmarksHistorie.pdf

Jon Ottosen: Mine oplevelser under min fængsling 

Landsbylægen i Hoptrup syd for Haderslev, Jon Ottosen, sad fanget i tre måneder under Besættelsen. Kort efter han blev løsladt i efteråret 1944, skrev han denne beretning om sine oplevelser, altså længe før krigen var forbi. Derfor er der  grund til at læse det følgende med kritiske øjne. Ingen tvivl om at han skriver sandheden, men det er ikke hele sandheden, det ville være for farligt  – Gestapo kunne jo vende tilbage og finde hans optegnelser.

Anholdelsen

Torsdag den 15/6 [1944] klokken 3.15. ringede natklokken med et kort klemt. Jeg vågnede og tænkte, det lyder ikke som en patient, mon det er Louise, der har glemt gadedørsnøglen? Men inden jeg var kommet til ende med mine overvejelser, var min kone stået op og gået ned for at lukke op.

Et øjenblik efter kom hun ind i mit soveværelse og hviskede: ”Det er Gestapo, der er her.” Samtidig trådte en mand i mit soveværelse, og en anden kunne jeg se bag ham i min kones soveværelse.

Jeg sprang ud af sengen, og de to mænd spurgte, om de måtte tale med mig. Jeg sagde ja og spurgte, om jeg måtte tage et par bukser på. De svarede, at jeg måtte klæde mig på, for jeg skulle med dem. De legitimerede sig med et politiskilt, og da jeg spurgte, om jeg måtte tage tobak og toiletsager med, sagde de ja.

Mens jeg klædte mig på og barberede mig, gik min kone ned og samlede tobak, piber og toiletsager sammen til mig. Hun fortalte senere, at mens jeg klædte mig på, havde de to ’opdagere’ stået og peget på mig med pistoler. Det havde jeg slet ikke selv lagt mærke til.

Den ene af de to snakkede godt dansk, den anden nogenlunde. De sagde, mens jeg klædte mig på, at de ikke vidste, hvorfor de skulle hente mig. Om jeg var medlem af nogen organisation eller politisk parti. Jeg sagde, at jeg var medlem af ’Dansk Samling’, og så mente de, at det var grunden til, at jeg var blevet taget.

Efterhånden var jeg blevet færdig med påklædningen, og de to vendte pænt ryggen til, mens min kone og jeg sagde farvel til hinanden. Så vandrede vi ud til en bil, de havde holdende udenfor. Der sad en uniformeret mand ved rattet, og den ene af de civile satte sig ved siden af ham, den anden ved siden af mig.

Han hed Riis.

De fortalte mig, at det var ordre direkte fra København, at jeg skulle tages. Da jeg spurgte, om vi så skulle til København, sagde de nej, vi skulle til Kolding. Det vil sige, vi skulle først til Haderslev, hvor jeg skulle vente, mens de hentede en i Christiansfeld. Det gav mig det første indtryk af den berømte tyske organisation, for jeg syntes det var genialt at hente mig i Hoptrup, køre mig til Haderslev, køre til Christiansfeld efter en til og så tilbage efter mig i Haderslev, i stedet for at hente ham i Christiansfeld på vejen.

Men sådan var de nu.

På vejen ind til Haderslev begyndte de at spørge mig ud. ’Dansk Samlings ’ organisation i Haderslev var noget ganske officielt, som de kunne skaffe sig oplysninger om alle vegne, forklarede jeg dem. Bestyrelsen bestod af Schlosser, Harry Hansen og Johannes Nielsen. De var meget høflige og pæne, og da jeg tog en cigar op, rakte Riis mig straks en tændstik. Jeg tænkte i første omgang på ikke at tage imod den, men gjorde det alligevel for ikke med det samme at gøre dem gale i hovedet.

Haderslev = en station på vejen

I Haderslev kom jeg ind i vagtlokalet, der havde til huse i kaptajn Kryssings gamle kontor, og det var med en egen følelse, at jeg sad der i det lokale, jeg kendte så godt, som fange og under bevogtning.

Vagtmandskabet var også meget høfligt, og jeg fik tiden til at gå med at ryge. Da jeg første gang stoppede min pibe, fandt jeg en seddel i tobakspungen, som min kone havde puttet deri, da hun hentede den.

Der stod: ”Jeg elsker dig, børnene vil altid elske dig. Gud bevare dig, stå fast om den fane, vi har kær.”

Den trøstede mig meget, for jeg syntes egentlig, jeg havde det rigtig godt, og var kun bekymret for, hvordan hun tog det. Nu var jeg klar over, at vi arbejdede på samme linie, og at hun tog det med oprejst pande.

Efter en timestid kom bilen tilbage med de to ’opdagere’ og Frk. Bramsen fra Christiansfeld. Jeg blev flyttet ind i et andet lokale, men jeg fik lige set, at det var hende.

Den ene ’opdager’ kom ind til mig og sagde, at de skulle også have set mit medlemskartotek igennem. Jeg svarede, at et sådan havde jeg ikke, men vi kunne jo godt tage ud og se efter — jeg øjnede jo en chance for at se min kone en gang til — men så sagde ’opdageren’, at det kunne også være det samme.

Senere fortalte min kone, at de var kommet kl. 7 for at se medlemskarto-teket, men da jeg intet havde, fandt de kun vores medlemskort. Vi havde medlemskort nr. 145 og 147, og så ville de have at vide, hvem der havde nr. 146.

Det vidste min kone ikke.

 Frk Bramsen sad nu i det ene lokale, og jeg i det andet. Der gik vel godt og vel en timestid, så kom de med Johannes Nielsen. Den ene ’opdager’ kom ind til mig og sagde, at vi skulle videre til Kolding, men der var ikke plads til os alle i bilen, så de ville komme og hente mig senere. Jeg var klar over, at det var Frk. Bramsen og Johannes Nielsen, de havde taget, men de havde ikke set mig.

Jeg syntes, de skulle vide, det var mig, der også var taget, så jeg spurgte, om jeg ikke måtte gå på toilettet. Det fik jeg lov til, og for at komme derud måtte jeg lige forbi bilen, de sad i. Så de fik mig da at se.

Tiden gik, og klokken nærmede sig 7.30, inden de kom efter mig igen. Jeg havde håbet, at jeg kunne nå at vinke til min søster, Gaga, når hun gik morgentur, men det glippede.

De kom så efter mig, og vi kørte af sted mod Kolding. Da vi kom forbi Kongestenen ved den gamle grænse, tog jeg hatten af, som vi altid plejer, når vi passerer den. De to ’opdagere’ så noget desorienterede ud, men sagde ikke noget.

        
                                          Staldgården i Kolding i 1940'erne og i 2013.                                                            Den blev i 2014 kalket hvid

Opholdet i Kolding arrest

Jeg blev puttet ind i celle 9.

Da døren gik op, så jeg en ung mand, jeg ikke kendte, men som senere viste sig at være købmand Filskov fra Møgeltønder, sidde på bænken i cellen. I baggrunden af cellen stod kaptajn Kjeldsen, som jeg kendte så godt fra Haderslev. Han havde siddet mutters alene i cellen i 5 dage uden anden adspredelse end at komme i forhør. Han havde fået tiden til at gå med at regne ud, hvor mange kubikmillimeter cellen var stor. Han havde ikke noget tobak, men jeg havde heldigvis nok med, samt to piber.

Købmand Filskov var kommet ind i cellen ca. 3 minutter før mig, så Kjeldsens glæde havde ikke sat sig over at have fået en ny cellekammerat, før jeg trådte ind velforsynet med tobak og piber.

Filskov røg ikke.

Kjeldsen troede selv, at hans sag stod meget dårligt, så han trængte noget til at have en gammel bekendt af snakke med.

Lige efter at Filskov og jeg var kommet ind i cellen, blev der lukket op til gårdtur i ’rovdyrburene ’. Det var en cementeret gård med 10 eller 11 bure (jeg fik dem aldrig talt rigtigt op), der strålede vifteformigt ud fra en rundgang i gårdens midte. Over centrum i rundgangen var der bygget en tårnbygning, som man kunne stå i og således holde opsyn med dem, der gik i burene. Væggene i burene var dels tykke cementmure ind til naboburene, dels stærke jerntremmer ud til haven og ind mod rundgangen. I hvert bur gik vi så, de fanger der sad i celle sammen.

Men vi var så mange fanger, at også haverne udenfor og gangen fra fængselsbygningen blev brugt til at gå i; så mange, at vi måtte gå i to hold.

Vi kom iøvrigt på gårdtur to gange en halv time, undtagen lørdag. Om lørdagen fik man nemlig varmt bad om formiddagen til erstatning for gårdturen.

Kjeldsen forklarede mig — ligesom Mørup — at det var en fordel at tale tysk under forhørene. Hvis man også talte med de tyske soldater, der passede os, kunne man af og til få dem til at skaffe sig forskellige ting ude fra byen. Jeg begyndte derfor at tale tysk, så godt jeg kunne.

Efter gård turen skete der ikke noget før ved 11.00-11.30 tiden. Da fik Kjeldsen bragt noget vælling og tørt rugbrød ind til aftensmad. Jeg sagde til soldaten, der kom med det, at Filskov og jeg da også gerne skulle have noget. Han var en lille gemytlig mand, som svarede, at vi bare skulle vente, så fik vi ’Schweinbraht’.

Jeg troede i min naivitet, at vi virkelig skulle have flæskesteg, men det var ment som en vittighed —omtrent som en anden ville have sagt, at vi skulle have et dusin østers -— for lidt efter kom han med noget rugbrød og kunsthonning til os og dertil tynd kaffe.

Celle 13

Da vi havde spist, fik vi tiden til at gå med at snakke til klokken var ca. 21, hvor vi skulle i seng.

Skoene skulle vi stille uden for døren. Hvorfor vi skulle det, ved jeg ikke, for i de 5 uger, jeg var der, kom der i alle tilfælde ingen sværte på dem.

I cellen var der en seng, der kunne slåes op om dagen, men som var låst fast, når den var slået op. Foruden den fik vi en ekstra madras og tilsammen 4 tæpper. Vi lod sengen være slået op og lagde os så med alt tøjet på med de 3 tæpper over os og det fjerde som hoved pude. Jeg sov ganske glimrende, selvom det var en sjov følelse at ligge i tredobbeltseng.

Næste morgen kl. 6 blev vi vækket og fik en kost og et fejeblad samt noget pudsepomade til vandhanen og nogle messingskruer på kummen. Hver dag skulle vi selv feje cellen og pudse messingtøjet. Det kunne der desværre ikke gå mere end 10 minutter med, for så kom de og hentede ’værktøjet’, da det skulle bruges i de andre celler.

Onsdag og lørdag skulle vi end videre vaske gulv.

Kl. ca. 7 fik vi morgenmad, som bestod af rugbrød med kunst-honning og kaffe. Klokken ca. 10 kom vi på gårdtur.

Da vi kom op, fik vi at vide, at vi måtte skrive hjem efter toiletsager og lignende og fortælle, at vi havde det godt. Klokken ca. 12 fik vi middagsmad bestående af en blikkapsel med kartofler, sovs og en frikadelle.

Da vi havde spist, kom den tyske arrestforvarer og sagde, at jeg skulle pakke mine sager sammen, for jeg skulle over i en anden celle. Jeg spurgte, om jeg havde været uartig, hvortil han svarede: ”Ih, nej!”.

Jeg kom så over i celle 13, hvor jeg kom til at sidde sammen med en tysk Hauptfeldwebel Richter, der — efter hvad han selv sagde — havde fået 5 måneder, fordi han havde været oppe at skændes med en adjudant.

Han var et hyggeligt menneske. De 14 dage jeg sad sammen med ham, undgik vi at tale politik undtagen en gang, hvor han blandt andet kom med følgende pudsige resonnement:

”Det er da en lykke for os i Tyskland, Doktor, at vi har fået religions- frihed.”

 ”Har De da det?” spurgte jeg

”Ja, der er ikke nogen der peger fingre ad en, der ikke går i kirke.” ”Ja, det er meget godt”, sagde jeg, ”men hvad så med for eksempel pastor Niemüller-sagen?”

”Hvad er det for noget?”

Jeg forklarede ham sagen, så godt jeg kunne, og dertil svarede han:

”Ja, Hr. Doktor, De må jo forstå, at  vi i Tyskland har så mange forskellige religionsafskygninger, som De slet ikke kender i Danmark, så staten må kræve, at ingen af dem forkynder noget, der strider mod statens interesser.”

Og så var han oven i købet et menneske, der selv altid skulle bede bordbøn, hver gang vi skulle til at spise d en mere eller mindre appetitlige mad.

Det havde iøvrigt mange fordele at bo sammen med ham. For det første kendte han alle soldaterne, der passede os, så han kunne få dem til at skaffe os ekstra forplejning. Dernæst skulle han gå en time to gange om dagen, og jeg kun en halv hver gang, der var gårdtur. Endvidere passede han det tyske bibliotek i arresten og var væk fra cellen en timestid dagligt i den anledning.

Det var velgørende for mig at have et par timer for mig selv i cellen, for vel er det rædselsfuldt at sidde alene i en celle i længere tid, men det går også let på nerverne, når man i alle døgnets 24 timer skal være tvunget til at være sammen med det samme menneske.

Det rareste er vist — når man ikke havde det som jeg, som havde lidt tid i cellen alene — at man er tre sammen, for så kan den ene ligesom passe sig selv, når de to andre taler sammen.

En tredie fordel var den, at han altid kom først ned i gården, og da jeg altid kom sidst op, havde jeg hver dag næsten 20 minutter længere gårdtur end dem, der kom sidst ned og først op. Desuden var der det, at han (og dermed jeg) havde lov til at gå i forgården i stedet for i ’rovdyrburene’. Det var meget mere frit end i burene. Blandt andet kunne jeg så se alle de andre, når de kom ned i gården, og holde regnskab med, hvem der var der endnu.

Fejlen ved at bo sammen med ham var den, at jeg skulle tale tysk fra morgen til aften. Den første ugestid kunne jeg desuden kun få tyske bøger at læse i med undtagelse af en ældre andagtsbog, som jeg forresten havde forfærdelig meget ud af at læse. Den var af en pastor Hoff, skrevet i provisorietiden, og der var mange af de politiske forhold, han omtalte, der passede godt til situationen.

Alt det tyske jeg talte gjorde, at jeg fik tysk på hjernen. Når det blev alt for slemt, satte jeg mig til at deklamere de fædrelandssange, jeg kunne huske.

Det hændte også af og til, at jeg kom til at gå i ’rovdyrbur’ med Kjeldsen. Det var velgørende, selvom det var mindre hyggeligt end ude i min lille forhave.

Opsynet i arresten var ordnet sådan, at der var en tysk Oberfeldwebel, der var arrestforvarer. Han havde nogle tyske underofficerer til hjælp. Til at gøre det mere almindelige arbejde (som at servere maden og lignende) havde man nogle tyske soldater, der afsonede en eller anden straf. Desuden var der nede i stueetagen — arresten i Kolding var i tre etager (jeg boede på 2. etage) — en politivagt. Den var vistnok på 12 mand, og de bemandede også et maskingevær, der stod der ude, hvor jeg for det meste gik.

’Dovregrubben’ (alias lektor Larsen, som skal omtales senere) betroede mig, da vi kom til Horserød, at han egentlig troede, at tyskerne anså mig for så farlig en forbryder, at de havde et maskingevær opstillet specielt for at passe på mig.

Det, at jeg gik i forgården, gav også anledning til, at arrestforvareren ved den danske afdeling, der holdt til i stueetagen, fik lejlighed til at hviske til mig, at han kendte min søster, ’Søster’. En dag gav han mig en pakke cigaretter.

I det hele taget var opsynet ved den danske afdeling flinke til at hjælpe os, selvom de aldeles ikke måtte tale med os. For eksempel stod de gerne og læste i avisen med forsiden slået op, når vi kom op fra gårdtur, så vi kunne se overskrifterne. Eller også lå avisen fremme på bordet med forsiden opad, så vi i forbifarten kunne læse overskrifterne.

Vore egne fangevogtere, de tyske soldater, var forøvrigt så flinke, som man kunne ønske sig, lige fra arrestforvareren, der var bysbarn med min Hauptfeldwebel og derfor kastede sin kærlighed på mig, og til den yngste af de straffede soldater. De var meget duperede over, at jeg var læge. Det talte mere, end at man var officer eller amtmand i deres øjne.

 Maden var ret kedelig og meget ensformig, men meget gennemkogt. Om morgenen fik vi en kop kaffe med rugbrød til. Dertil kunst-honning eller smør til at smøre på. Smørrationen i Kolding var mindre, end den vi fik i Horserød til et aftensmåltid, og den skulle strække til 2 eller 3 dage.

Middagsmaden bestod af en ret — rettet an i en blikskål — og bestod af kartofler og sovs og noget flæskesvær eller en underlig grå vælling. Tre gange om ugen var der gule ærter, men man kan ikke sige ”med flæsk”, for der var så godt som intet kød eller flæsk deri.

En dag jeg spurgte Kjeldsen, om han havde fået noget kød den dag, svarede han:

”Ja, en kvadratcentimeter.”

Da jeg indvendte, at det måtte da være en kubikcentimeter, da det dog var en rumlig størrelse, svarede han:

”Nej, for det havde absolut ingen udstrækning i den ene retning.”

Besøg

Det var lidt om det daglige liv. Videre med den kronologiske rækkefølge.

Det var fredag den 16. juni, jeg kom ind til Hauptfeldwebelen. Jeg havde fået lånt den omtalte andagtsbog, og om søndagen holdt jeg en lille privat gudstjeneste, mens Hauptfeldwebelen havde sin ekstra lille gårdtur. Jeg læste et stykke i andagtsbogen og sang et par salmer, som jeg kunne udenad, blandt andet ”Du Herre Krist”.

Det er forøvrigt pudsigt, så lidt man virkelig kan udenad, når man sidder sådan alene og ikke har spor til at støtte hukommelsen. Det var ikke alene mig, der havde det sådan. Kammerater, jeg talte med i Horserød, havde lagt mærke til det samme.

Om mandagen den 19, da jeg kom op fra gårdtur om formiddagen, kom en af opsynsmændene og sagde, at jeg skulle tage min hat på, for jeg skulle op på Staldgården.

Der var besøg til mig fra Haderslev.

Jeg skyndte mig at gøre mig færdig, men vi skulle også have en anden og det varede lidt, inden han kom.

Den gestapomand, der hentede os, bad om en eller anden mystisk ting hos den tyske arrestforvarer, og pludselig kom de med et par håndjern. Jeg tænkte ved mig selv, at det måtte være en ualmindelig farlig mand, ham den anden, når han skulle have håndjern på, for vi andre kunne da gå rundt uden. Men om forladelse. Meningen var, at vi skulle lænkes sammen mens vi blev transporteret til forhørene.

Hvad grunden var, ved jeg ikke, for da jeg talte med kammeraterne i Horserød, viste det sig, at jeg var den eneste af dem, der senere kom til Horserød, der havde været belagt med håndjern i Kolding arrest.

Da vi kom ud til bilen, præsenterede jeg mig for ham, jeg var lænket sammen med. Han præsenterede sig også for mig og sagde:

”Det er faktisk første gang, jeg har været forlovet med et mandfolk.” Han havde været officiant ved en af de afdelinger, der lå i Hevring, Da jeg som reservelæge var der oppe til skydning.

Oppe på Staldgården kunne gestapomanden ikke få nøglen til håndjernene til at passe, og en af de overordnede tolke kom ud og grinede godt af ham.

Da jeg så ind i kontoret på Staldgården, sad min kone og min søster, Gaga, der. Vi fik os en dejlig samtale på ca. et kvarter under overværelse af en tolk, der skulle kontrollere, hvad vi sagde til hinanden.

I forhør

Da vi omtrent var færdige, kom der en pæn herre i civil hen til os og sagde, at når jeg nu alligevel var deroppe, kunne jeg lige så godt komme i forhør, når min kone var gået.

Vi havde imidlertid fået en gryde middagsmad med op på Staldgården, og den skulle vi først over at spise. Så da min kone og Gaga var gået, blev jeg sat over i den celle, jeg sad i den første morgen, jeg var i Kolding.

Der kom officiant Friis også ind, og han havde tårer i øjnene. Han havde nemlig tidligere gjort tjeneste ved depotet i Staldgården, og hans kone og lille datter var kommet op for at tale med ham. De var kommet, netop da han ude i gården var stået ud af bilen med håndjern på og en maskinpistol i ryggen. Det at blive set af sin kone og datter i den situation var mere, end hans nerver kunne stå for.

Ovre i cellen kom vi til at spise til middag en 7-8 stykker i fællesskab med en tolk, som skulle passe på os, mens vi spiste.

Efter at maden var sunket kom jeg så i forhør hos den pæne mand i det civile tøj. Jeg ved ikke, hvad han hed, men han var pæn og høflig, og der var ikke tale om nogen som helst form for vold eller tortur.

Han påstod, at når jeg havde været folketingskandidat for ’Dansk Samling’, måtte jeg også kende noget til 6-mandsgrupper. Men jeg måtte indrømme, at jeg aldrig havde hørt betegnelsen før, så jeg kunne med god samvittighed siger, at det kendte jeg aldeles intet til.

Vi talte så sammen i en ca. 3  timer om løst og fast: ’Dansk Samling’, kommunisterne, den 9. april og Tyskland efter 1. Verdenskrig. Forhøret foregik på tysk, men der sad en skrivemaskinedame, der hjalp mig med de gloser, jeg ikke kunne. Midt under forhøret fik jeg en cigaret. Da vi sådan havde talt sammen i 3 timer, blev resultatet af vores samtale skrevet op af skrivemaskinedamen, og jeg skrev under.

Da vi var færdige med vores samtale, sagde forhørslederen:

”Ja, hvis det er sandt, hvad De har fortalt mig, så kan De jo godt komme hjem, men det tror jeg nu ikke på. Det må vi først have undersøgt, og så har vi jo andre måder til at få Dem til at tale sandhed … dette med neglene, De ved.”

Det sidste sagde han dog med et smil, og jeg svarede med et smil: ”Ja, det har De jo.”

Vi gik så ud i fællesskab og så på den kuffert, min kone havde haft med til mig. Jeg fik lov til at få alt, hvad der var deri med i cellen, selv 8 pakker tobak. Da han så den megen tobak sagde han:

”Det var dog meget tobak. Det er da usundt at ryge så meget.”

Jeg svarede: ”Vi læger har det ligesom præsterne, man skal gøre, som vi siger, og ikke som vi gør.”

Jeg fik også lov til at skrive hjem efter nogle bøger.

Jeg blev så ført over i den meget omtalte celle og opdagede ved samtale med de kammerater, der var der, at jeg var blevet morderligt pænt behandlet. De fleste fik kun lov til at få een pakke tobak med ad gangen, og der var også nogle af dem, der havde fået prygl. Under forhørerne var der blevet slidt en ridepisk op på en af dem, jeg snakkede med.

Da jeg havde ventet en timestid i cellen, blev vi kørt ned til Arresthuset igen, denne gang uden håndjern. Jeg foreslog tolken og gestapomanden, der kørte os, at de skulle køre en tur til Vonsild Kro, så ville jeg give en øl. Det kunne de i og for sig godt tænke sig, men de turde ikke af hensyn til deres reglement.

Besøg igen

I de nærmeste dage ventede jeg at blive kaldt op til fornyet forhør. Jeg var især glad for et nyt sæt undertøj, min kone havde haft med til mig, for undertrøjen var så lang, at den dækkede halen, og jeg tænkte, at den ville tage lidt af, hvis jeg skulle have prygl. Men det blev det eneste forhør, jeg var i i hele det tidsrum, jeg var inde.

Jeg fik i de følgende dage tiden til at gå med at læse nogle bøger på tysk fra fængselsbiblioteket, og Hauptfeldwebelen skaffede os af og til lidt ekstra madvarer ind.

Om lørdagen kom der besked til Hauptfeldwebel Richter, at den kommande-rende general havde forandret hans straf til, at kan skulle forsættes til Vestfronten. I straffen var også indbefattet, at han skulle degraderes. Han slap for at blive degraderet foran fronten, men fik sine gradstegn skåret af uniformen nede i arresten, og det var han meget glad for. Han var i det hele taget glad for generalens afgørelse, for så var han, når krigen var forbi, enten en fri mand eller død.

Han skulle afgå til fronten 30. juni og skulle blive i cellen til den tid. Om mandagen den 26. fik jeg en pakke hjemme fra med bøger, tidsskrifter og pebermyntekager, som min kone havde bagt. Dem kunne Hauptfeldwebel Richter svært godt lide. Han var stolt over, at han kunne lidt dansk og sagde gentagne gange:

”Hvad mener De, Hr. Doktor? Jeg mener jo.”

Det betød, at vi skulle spise en pebermyntekage.

Om tirsdagen kom den tyske arrestforvarer og bad mig skaffe ham en telefonsamtale igennem den danske central. Det varede syv lange og syv brede, inden vi kunne få centralen, og inden den kom, var det tiden, jeg skulle ud på gårdtur. Jeg gik så i gården, og da jeg kom op igen, sagde en af opsynsmændene, at jeg skulle komme ind på kontoret. Jeg troede selvfølgelig, at det var af hensyn til telefonsamtalen, men inde på kontoret sad min kone sammen med den flinkeste af tolkene på Staldgården. Hun havde tiltvunget sig adgang, og vi talte sammen en lille halv time.

Jeg havde skrevet en seddel over, hvad hun skulle tage sig af, mens jeg var væk, og den gennemgik vi i fællesskab. Hun fik lov til at tage sedlen med. Igen havde min kone bøger og slik med til mig. De søde sager gemte jeg for Hauptfeldwebelen, for jeg syntes også, jeg selv skulle have noget, når han var rejst.

Resten af ugen gik i den tidligere trummerum, dog noget lettere, for nu havde jeg jo danske bøger at læse i. Den længste tid på dagen var fra ca. 17, når vi havde fået aftensmad, og til kl. 21, hvor vi skulle i seng.

 Hauptfeldwebel Richter skulle rejse om lørdagen tidligt om morgenen, og fredag så jeg P. Marcussen komme til arresten. Desværre kunne jeg ikke få ham ind i cellen til mig, det havde ellers været rart.

En ny cellekammerat

Richter rejste så lørdag morgen kl. 5, og jeg havde cellen for mig selv hele dagen. Jeg håbede så småt på, at det kunne vare nogle dage, for jeg kunne godt tænke mig at tilbringe et par dage alene. Opsynet hentede Richters madras og tæpper, så jeg syntes, at det tydede på, at jeg skulle have cellen for mig selv og tænkte så småt på at bede arrestforvareren, om Marcussen ikke måtte komme ind til mig, men arrestforvareren havde fri den dag, så det blev ikke til noget.

Men kl. 17 kom der en murersvend fra Fredericia ind i cellen til mig. Han var blevet taget, fordi han havde solgt cigaretter på Vandel Flyveplads, og cigaretterne viste sig at være stjålet fra tyskerne … en hel vognladning på én gang, forøvrigt.

Han var somend helt flink, men han skulle snakke hele tiden, når han ikke kunne underholde sig med læsning. Og så suttede han tænder, så der var et spektakel i cellen den første halve time efter, at vi havde spist. Man gør sig ikke begreb om, hvor forfærdeligt det lød, hvis man ikke har oplevet det.

Han foreslog straks, at vi skulle sige du, og det havde jeg ikke noget imod. Men da det gik op for ham, at jeg var læge, slog han alligevel over og sagde De.

Vi kom ofte på gårdtur med Kjeldsen. Filskov var blevet løsladt få dage efter, at han var blevet taget, og Kjeldsen havde så fået en mand fra Als, som var kommunist, men en flink fyr, og desuden en redaktør fra Fredericia.

Da redaktøren var blevet taget og var kommet op på Staldgården, havde de taget hans Kongemærke fra ham, og da han havde bedt om at få en kvittering, havde de givet ham en lussing i stedet for.

Den første nat havde de forresten ingen madras til murersvenden inde hos mig, så han fik i stedet 8 bastmåtter at sove på. De ville jo ikke ligge stille, mens han sov, så det stakkels menneske var nærmest radbrækket den næste morgen.

 I den uge, jeg sad sammen med ham, var det, at vi havde de varme dage omkring generalstrejken. I cellerne var der så varmt, at vi gik rundt i vores tyndeste undertøj. Vi tog kun bukser og jakke på, når vi skulle ned i gården på spadseretur. Den senere omtalte ’Dovregubbe’, der var cand. mag. i tysk, bad arrestforvareren, om vi ikke måtte få de luger, der var i celledørene lukket op. Lågerne var beregnet til at lukke maden ind af til særligt farlige fanger, men de blev ikke brugt, mens jeg var i Kolding. Ideen var, at der så kunne blive lidt gennemtræk i cellerne.

Arrestforvareren var lidt bange for at give tilladelse til det, for man havde gjort det tidligere, og da var det blevet misbrugt. Man havde benyttet de åbne luger til at give meddelelser fra den ene celle til den anden. Arrestforvareren forbarmede sig imidlertid over os. Han var i det hele taget så flink og hjælpsom, som han kunne være inden for rammerne af sit reglement.

Foranstaltningen lettede meget på varmen i cellerne.

Generalstrejken

Generalstrejken hørte vi om igennem et par højtalere i nabohusene, der gik for fuld drøn, og igennem et par aviser, der på en eller anden mystisk måde var kommet ind på W.C.

Generalstrejken mærkede vi iøvrigt kun det til, at vi pludselig en aften fik et halvt kilo jordbær ind i hver celle. Det var en følge af, at de ikke kunne blive sendt over Storebælt. Da min cellekammerat ikke brød sig om jordbær, fik jeg dem alle for mig selv.

Jeg hørte senere, at de der sad i Vestre Fængsel, mærkede generalstrejken mere ubehageligt. De fik kun et par stykker tørt brød og en halv kop vand om dagen så længe strejken stod på. Da der ikke var vand på W.C.erne måtte de, fortalte de, ud og grave latriner, hvor de sad på rad og række.

Da det første hold var ude, hørte de pludseligt hyl af latter oppe fra fængselsbygningen, og da de så op, opdagede de, at latrinerne var gravet umiddelbart uden for kvindeafdelingen, og at kvinderne stod i vinduerne og morede sig over deres gøren og laden.

På W.C.

Jeg har forresten glemt at fortælle, hvordan det foregik, når vi skulle på W.C. i Kolding.

Om morgenen, når vi var stået op, fik vi lov til at gå ud på toilettet med vores potte (en sådan havde vi nemlig på hver celle). Om aftenen blev vi spurgt, om vi ville på toilettet, inden vi gik til ro.

Skulle vi ud på toilettet om dagen, måtte vi ringe på en klokke, der var i cellen. Når så opsynet havde tid og lejlighed, kom man og lukkede os ud, og hvis der var frit på W.C., fik vi lov at gå derhen. Der måtte ikke komme folk fra forskellige celler på W.C. samtidig.

Foran W.C. var der et skyllerum med en rigtig dør for, som ikke kunne lukkes helt i, og mellem skyllerummet og selve W.C. var der en tremmedør, som heller ikke kunne lukkes i, men det var nu også det samme, for man sad til lige stor beskuelse, hvadenten døren var lukket eller ikke.

Det var ikke altid, opsynet havde tid til at lukke os ud på W.C. sådan omgående. Engang kom vi til at vente to timer. Det kan jo i nogle tilfælde være lidt ubehageligt, og så måtte vi helst heller ikke bruge mere end højst 2 minutter på W.C., for der var altid andre, der skulle til.

Den sidste tid i Kolding

Den uge, jeg sad sammen med murersvenden, gik forholdsvis hurtigt, for jeg havde fået en del bøger og tidsskrifter, og der var også nogle ’kulørte’ hæfter, der gik på omgang på gangen. Tobak havde vi nok af, men det kneb lidt med tændstikker, så vi måtte indføre, at vi røg samtidigt, for så kunne vi tænde begge piber ved samme tændstik.

Selvom det kunne være enerverende at være så tæt på et andet menneske dag ud og dag ind, var det dog værre at være isoleret. En af dem, jeg lærte at kende i Horserød, fortalte, at han havde siddet mutters alene i Vestre uden noget at læse i eller så meget som et spejl til at barbere sig ved. Da han en dag på W.C. fandt en stump spejl, sad han inde på cellen og kiggede i spejlet og glædede sig over at se et menneske, selvom det var hans eget velkendte ansigt, han så på.

Tiden gik ellers uden afveksling end gårdturene og det ugentlige bad … og så brevene fra min kone. De var altid var meget opmuntrende.

Søndag aften den 9. juli kom en af opsynsmændene — Alfons, hed han, han var Obergefreiter og i civil grosserer i kvæg og tobak. Han gik altid rundt med en pibe i munden og lignede soldaten ’Sveig’, som Alstrup spillede i sin tid.

Han kom ind og spurgte, hvad jeg hed, og hvornår jeg var født. Jeg tænkte ikke noget særligt ved det, for de kom tit og repeterede vore personalia.

 Men mandag, da jeg stod op, kom han og sagde, at jeg skulle pakke mine sager sammen, for jeg skulle væk. Jeg spurgte, om jeg skulle hjem, men det svarede han ikke på.

Klokken 1.30 samledes vi 24 ’fanger’ ude på gangen, og vi måtte aflevere vores lommeknive og eventuelle sakse. Vi fik at vide, at vi skulle ud at køre, og at der omgående ville blive skudt, hvis vi ikke adlød de ledsagende soldaters ordrer.

Vi blev ført ned til en lastbil. Lige inden vi blev ført op i den, nåede ’Alfons’ at hviske til os, at der var noget så gode forhold i Horserød. Trods hans fortrøstningsfulde ord turde vi ikke tro på, at vi skulle til Horserød. Vi frygtede, at vi skulle til Vestre Fængsel, og mange af kammeraterne var noget beklemte ved at skulle væk, for der ventede dem strenge domme, når vi kom til Vestre.

Så lukkedes arrestens port, vi kørte afsted, og dermed var dette afsnit af fængselsopholdet forbi.

Horserød

Turen

Bilen, vi kom op i, var en ganske almindelig lastbil, der var overdækket med en presenning. Op ad førerhuset stod der en bænk, hvorpå der sad tre politisoldater med ansigtet vendt mod bilens lad. På ladet var der tre bænke. Vi ’fanger’ blev anbragt sådan, at to kom til at sidde sammen med de tre politisoldater med ryggen mod førerhuset, vi andre blev anbragt syv på hver af de tre bænke siddende over skrævs, ligesom når man rider på en hest. Vi sad så tæt, at det kneb med at trække vejret, og så måtte to oven i købet stå op.

Vi fik lov til at ryge og til at tale sammen, men vi måtte ikke synge.

Forresten sad der også tre politisoldater ved den yderste ende af ladet, så vi var 30 mennesker på ladet. Inde i førerhuset var der en chauffør, en gestapomand og en tolk.

Vi fik besked om, at vi skulle køre ca. en halv time, så ville vi komme ud at strække benene.

Vi kørte så afsted over Lillebæltsbroen og kom til Odense, hvor vi fik lov til at komme ud af bilen på Husmandsskolen. Her kunne vi købe en halv liter mælk og havde et ophold på ca. tre kvarter, som vi tilbragte i gymnastiksalen.

Tolken kom og fortalte os, at vi skulle lige til Horserød, og der lød nogle bump på gymnastiksalens gulv. Det var de sten, der faldt fra hjertet hos de folk, der troede, at de skulle til Vestre og have en dom.

Da vi igen skulle op på bilen, kom tolken og sagde, at ’Dovregubben’ og jeg skulle sætte os på bænken sammen med politisoldaterne, for han havde regnet ud, at når vi to tykke sad der (’Dovre’ var tykkere end jeg), så kunne de presse de to, der stod op, ned på de andre bænke.

Det var en ren fidus at sidde der. Vi havde for det første rygstød op ad førerhuset og benene sådan, at vi nogenlunde kunne strække dem. Desuden var der en trækrude lige bag os, som vi kunne åbne og lukke, som vi havde lyst til, og endelig havde de tyske politisoldater bredt tæpper ud på bænken, så vi sad dejligt blødt.

Politisoldaterne var i det hele taget meget flinke, de sov hele tiden.

På Storebæltsfærgen måtte vi ikke komme ud af bilen, men bevogtningsmand-skabet gik i hold op at spise og kom ned til os med kaffe og tre stykker sandkage. Vi skulle selv betale, og da jeg ikke havde mindre end en tier, måtte jeg låne mig frem. (Jeg har aldrig fået betalt de penge tilbage).

Mens vi holdt på Storebæltsfærgen, blev vi enige om at sige du til hinanden. Det var på tide, for i Horserød var man alle sammen dus. Det havde vel nok været en køn en, hvis vi var kommet og havde sagt De til hinanden.

Mellem Sorø og Ringsted fik vi igen lov til at stå af bilen for at strække benene. Denne gang på åben landevej. Vi syntes det var for godt til at være sandt, at vi skulle til Horserød, og troede ikke helt på det. Det kunne godt ligne ’vore venner’ at sige eet og gøre noget helt andet.

Særlig Kjeldsen var meget mistroisk og troede, at han skulle have en svær dom i København. Til sidst sagde ’Dovregubben’ til ham:

”Hør Kjeldsen, jeg tror næsten, at du er misfornøjet med, at vi andre ikke anser dig for så stor en forbryder, at du skal i Tugt, Rasp og Forbedringshuset. ”

Da vi kom til Roskilde, var vi alligevel meget spændt på, om vi skulle køre mod København eller Nord på. Nogle mente at kende vejen, og de påstod, at vi skulle være drejet af allerede, men andre holdt på, at den nye vej først drejede af fra københavnervejen, og de sidste fik ret.

Da vi drejede mod Nord, var vi lige ved at råbe Hurra, men holdt os i tømme for ikke at irritere vagtmandskabet … eller rettere, for ikke at vække dem. Da vi kom til Nærum, holdt vi, og tolken kom og spurgte, om vi ville have en ispind. De ville vi jo naturligvis alle.

Jeg har fortalt alle disse træk for at vise, hvor pæne vore vagtfolk var imod os. I Horserød hørte jeg om nogen, der var kørt fra Århus til Horserød uden at måtte komme af bilen og uden andet at spise eller drikke end deres medbragte tørre rugbrødsklemmer. De havde hverken måttet tale sammen eller ryge.

      
   Kort over Horserødlejren 1943                                        Akvarel malet af en fange i Horserødlejren til Jens Albert Andersen, skolelærer fra Odense, der 
                                                                                            døde i Stutthof 24. januar 1944. Maleriet har hængt i hans enke Maria Andersens hjem. Privat eje

Fremme ved målet

Klokken ca. 17 kom vi til Horserødlejren.

Lejren var delt i to, en med ca. 500 indbyggere, hvoraf ca. 30 var kvinder, og en med 200 og ingen kvinder.

Begge lejrene havde fælles lejrkommandantur med en Sturmbandführer som kommandant. Vi blev alle 24 stedt for Sturmbandführeren (Storbanditten) og fik en tale om, at hvis vi opførte os ordentligt, ville vi også blive ordentligt behandlet.

Vi havde en pastor Koefoed med. Han var et dejligt menneske, men han havde af og til nogle åndsfraværende øjeblikke. Et af dem havde han under Storbandittens tale, hvor han blev stående med sin taske i den ene hånd og sin rejseplaid i den anden og med hatten på hovedet. Pludselig fik han en ordentlig balle og blev skældt ud for ’Jude’ og meget andet, men hans åndsfraværelse varede helt til ballen var ovre. Han opdagede først, at han var blevet skældt ud, da vi andre fortalte ham det bagefter.

Johannes Nielsen fik også en balle. Da Storbanditten spurgte, om der var nogen, der kunne tysk, meldte han sig. Storbanditten spurgte ham, hvorfor han var taget og da han i overensstemmelse med sandheden svarede, at det vidste han ikke, fik han at vide, at tyskerne ikke arresterede folk uden grund, og at når han var boghandler, så var det sikkert handel med illegale blade, han var taget for.

Vi fik så besked på at åbne vore tasker, tømme lommerne og lægge alle vore småting i vore hatte. Derefter blev vi visiteret, og de tog alt, hvad der hed bøger og blade fra os, selv Ny Testamente konfiskerede de.

 Det lykkedes Kofoed at smugle en salmebog igennem — der findes ikke mere durkdrevne smuglere end præster.

Efter visitationen blev vi delt sådan, at 15 af os skulle i Lejr 1 , vi andre i Lejr 2 . Vi vandrede så de ca. 100 meter over i Lejr 2 under bevogtning af en enkelt politiløjtnant, og her blev vi modtaget af den danske lejrleder Sandqvist.

Forholdene i Lejr 2

Sandqvist modtog os med en lille velkomsttale og satte os ind i lejrens forhold.

Vi 9, der var kommet til, var pastor Kofoed fra Alminde mellem Vejle og Kolding, adjunkt Larsen fra Tarm — han blev senere døbt ’Dovregubben’ — dyrlæge Balslev fra Oksbøl, lærer Aidt fra Kolding, gårdejer Volff  fra Asserballe Skov (en god ven af Therkelsen, Danebod) , Johannes Nielsen fra Haderslev, kaptajn Kjeldsen, Krarup fra Åbenrå (søn af landinspektøren) og så mig.

Vi var med undtagelse af Kjeldsen alle sammen Dansk Samlings folk, Krarup havde også noget med andre ting at bestille, men ellers sad vi kun for Dansk Samling.

Af Sandqvists tale fremgik det, at Lejr 2 bestod af to barakker, Barak 20  og Barak 21. I Barak 20  var der værelser med 4  køjer i hvert, og i Barak 21 var der stuer med flere køjer, bl.a. et lægeværelse med 4 senge, en skriverstue med 12 køjer, en stue med 20  køjer og en med 64  køjer og senge.

Hvor man blev anbragt, afhang af ens anciennitet som anholdt person, idet selvfølgelig de stuer med 4 køjer var de mest eftertragtede. Dog kunne særlig høj alder eller sygdom gøre, at man kunne flytte over i Barak 20, før det egentlig var ens tur.

Barak 20 gik iøvrigt under navnet ”Millionærbarakken”. Mange af de unge foretrak nu, når det blev deres tur til at bo i Millionærbarakken, at blive hos deres kammerater i Barak 21.

Lejren havde en dansk lejrledelse, der bestod af en lejrleder for hele lejren, en barakformand og to delingsførere for hver barak. Under lejrle-delsen sorterede også en klageret, hvis formand var landsretssagfører Per Federspiel  Dertil kom et ordenskapitel.

Man kunne få tildelt følgende ordner:

Horserød Mindemedaljen

Horserød Fortjenstmedalje

Horserød Kommandørkors for godt kammeratskab

Ordnerne fik man først efter krigen, og da jeg rejste, var der kun to, der ved deres hjemrejse havde fået meddelelse om, at de havde fået ordener.

Det var en regel, at vi alle sagde ”du” til hinanden.

Den danske lejledelse stod under den tyske lejrledelse, der bestod af en Overvagtmester og to ”Zug”-vagtmestre, og disse stod så igen under lejrkommandanturen, der bestod af ”Storbanditten” med forskellige S.S-.-officerer til hjælp.

Det var meningen, at vi skulle arbejde i lejren, men der var ikke ret meget arbejde, så det var ordnet sådan, at kun den ene barak arbejdede den ene dag, og den anden den anden dag. Når den ene barak arbejdede, holdt den anden fri og tog solbad. Endvidere arbejdedes der kun fra 9 til 11.30 og fra 14 til 17.

Til at udføre dette arbejde var kammeraterne inddelt i forskellige hold:

1. Haveholdet

Arbejdet i haven bestod mest af at grave et stykke jord, der skulle være græsplæne. Jorden i stykket blev vendt tre gange i den tid, jeg var i Horserød, og den var efter sigende blevet vendt fire gange før.

2.  Ståltrådsholdet

Dette holds arbejde bestod i at rette noget hønsevæv ud og rulle det op på nogle spoler.

3. Kartoffelholdet

Skulle selvfølgelig skrælle de kartofler, vi skulle spise.

4. Vagtholdet

Dette hold havde til opgave og sidde og passe på, når vagtmestrene nærmede sig. De skulle varsko ved at råbe ”Jensen”. Alt efter hvilken vagtmester, der kom, var råbet ”Store Jensen”, ”Jensen” eller ”Lille Jensen”. Ifølge husordenen var nemlig så godt som alt forbudt, men vi tillod os alligevel at spille kort og læse, når vi kunne få noget at læse i. Når der så lød et ”Jensen”, blev bøger og kort i en fart gemt bort.

Noget lignende gjaldt iøvrigt for dem, der var på ”arbejde”. De sad for det meste og drev den af, og kun når råbet ”Jensen” lød, tog de fat i redskaberne og lod som om de bestilte noget.

5. Teaterholdet

Teaterholdet var fri for at arbejde, men til gengæld skulle det arrangere en ugentlig underholdningsaften. Jeg kom på dette hold, men da de ugentlige festaftner var blevet forbudt lige før, jeg kom til lejren, så var det den rene fidus.

Og endelig var der

6.  Ligbærerne

Det var dem, der serverede ved bordene. I begyndelsen, jeg var i Horserød, var det seks professionelle tjenere.

Dette var hovedindholdet af Sandqvists instruktion delvis suppleret med min egen opfattelse af sagerne, sådan som jeg senere lærte dem at kende.

Indkvarteringen

Efter Sandqvists foredrag fik vi anvist vore køjer i den store stue i barak 21, hvor vi skulle sove 64 sammen. Jeg var så heldig at kapre mig en overkøje. Vi kom alle 9 ind på samme stue og kom til at ligge nogenlunde i nærheden af hinanden. Straks vi kom ind på stuen, blev vi mødt med venligt kammeratskab fra de andre, der boede der.

Da vi havde lagt vores tøj ind på køjerne og vasket os, blev der fløjtet til opstilling til aftensmad. Vi blev stillet op i 5 rækker bag hinanden, blev talt og gik så i rodekolonne over til spisesalen. Mens vi gik, blev vi talt en gang til.

Aftensmaden var for os, der kom fra blikskålene i Kolding, nærmest et eventyr. Vi var jo vant til en blikskål med vælling eller et krus med kaffe og brød med smørepølse, og så kom vi over til et aftensbord, hvor vi for det første kunne få lige så meget mælk eller hvidtøl, vi ville drikke. Dernæst fik vi en smørration alene til aftensmåltidet, der var lige så stor som den, vi i Kolding skulle holde bus med i 2 dage. Og så var der desuden leverpostej, sylte, to slags pølse, ost og sildesalat. Vi kunne få lige så meget rugbrød, vi kunne spise, samt et stykke franskbrød.

Jeg er ikke særlig madglad, men de første par dage i Horserød sad jeg ganske stille og glædede mig over synet af maden, inden jeg begyndte at spise. Sådan havde serveringen og den kedelige mad i Kolding virket på mig, og så havde vi oven i købet levet bedre i Kolding end i mange andre arrester.

Jeg har oplevet at se en, der kom fra Vestre Fængsel. Da han så maden første gang i Horserød, løb tårerne ganske stille ned ad kinderne på ham.

Og så var det sjove ved det hele egentligt, at mens man levede på kosten i Kolding, syntes man egentlig den var rigtig god, og man besluttede, at når man kom hjem, ville man reformere sin daglige kost lidt i retning af Kolding-kosten.

Lægeundersøgelse

Efter at vi havde spist til aften, kom vi alle til lægeundersøgelse hos lejrens danske læge.

Der var nemlig en læge der, før jeg kom, en doktor Henning Jensen fra Esbjerg. Det viste sig hurtigt, at vi kendte hinanden lidt i forvejen, idet han var søn af vejinspektøren i Ringkøbing og en god ven af fætter Erik. Vi havde været sammen hos moster og onkel Niels, da jeg besøgte dem i Ringkøbing. Han var et prægtigt menneske og elsket af alle i lejren, en ca. 7-8 år yngre end jeg.

Lægeundersøgelsen var ikke særlig indgående, den gik kun ud på at se efter, om vi havde fladlus. Der var nemlig kommet nogle op fra Vestre, som var blevet smittet med fladlus igennem tæpperne på Vestre, og nu så han af princip os alle efter.

Da han hørte, at jeg var læge, spurgte han, om jeg ville ses efter. Jeg svarede ja, for jeg syntes, jeg ville have hele fornøjelsen med.

Den første nat

Vi skulle være i seng klokken 21.

Klokken 21 lå vi i vore køjer, og der var ro, til den ene ”Zugvagtmester” havde været på aftenrunde. Da han først havde været der, kom der liv på vores stue, hvor vi altså skulle sove 64 mand.

En af de 64 var der hverken seng eller køje til, så han havde sin madras på bordet om natten og under en af sengene om dagen. Det var en af de gamle på stuen, der sov på den.

Underholdningen på stuen bestod af historier — ikke særligt slemme — og sange. Nogle havde også et gammelt ugeblad, som de læste i, så de til sidst kunne det uden ad — også den ansvarshavende redaktørs navn.

 Klokken 22.30 blev der ro på stuen, og jeg sov som en sten til næste morgen, selvom jeg havde været bange for at falde ned fra køjen.

Den første dag

Den næste dag var det så vores barak, der skulle arbejde, men da vi lige var kommet dagen før, fik vi lov til at holde fri, for at vi kunne sætte os ind i lejrens liv.

Programmet for dagen var følgende:

Op klokken 6. Morgengymnastik for dem, der havde lyst klokken 6.15. (Jeg var ivrig deltager så længe vi fik lov til at lave morgengymnastik)

Morgenmad klokken 8. (Havre- eller byggrød med mælk. Et eller to stykker franskbrød med smør og ost eller kunsthonning. Man kunne også få rugbrød, hvis man ville)

Middagsmad klokken 13. (To retter virkelig god mad)

Aftensmad klokken 18 som ovenfor beskrevet. Så vi levede virkelig godt.

Tiden mellem måltiderne brugtes af dem, der ikke arbejdede, til at tage solbad. Jeg blev så solbrændt, som jeg aldrig har været før.

I sit modtagelsesforedrag havde Sandqvist sagt, at der var nogle, der samledes til morgenandagt. Vi spurgte så, hvornår det var. Det viste sig, at det var doktor Jensen, der var leder af morgenandagten. Vi 9, der var kommet samlet til lejren, troppede alle op, og vi havde en rar stund sammen. Doktor Jensen fortalte, at de egentlig havde tænkt sig at holde op med morgenandagterne, for der var for få, der kom til dem, men med vort  nye  kontingent  kunne  de godt  tænke   sig at  fortsætte.

Det viste sig at være en god indsprøjtning, morgenandagterne derved fik, for vi var som regel en 20-30 stykker, der samledes hver morgen. Vi var 5 eller 6 stykker, der skiftedes til at holde andagten. Vi læste et stykke af Ny Testamente, talte lidt over det, bad en bøn og læste en salme. Til sidst sang vi Velsignelsen i fællesskab.

Vi måtte læse salmerne, for alle bøger var jo taget fra os. Vi havde således ikke andre bibler og salmebøger end dem, særligt durkdrevne forbrydere havde smuglet ind. Ialt havde vi vist en bibel og et Ny Testamente. Senere fik vi et eksemplar af den nye oversættelse og et par salmebøger mere.

Efter at vi havde spist morgenmad, fik vi lov til at skrive hjem.

Det skulle foregå efter et ganske bestemt skema, og vi blev anbragt ved et stort bord og instrueret af Barakformanden. Brevet måtte kun fylde 20 linier — men når man på forhånd ved, at et sådant brev alligevel skal censureres, er 20 linier fuldstændig nok til at skrive, hvad man vil have sagt.

Da vi sad der omkring bordet med en anden til at fortælle os, hvordan vi skulle skrive hjem, kunne jeg ikke lade være med at sige til kammeraterne: ”Hør, dette minder mig slående om engang, jeg var på besøg hos min svoger, der havde et sommerhjem for underbegavede skolebørn. Jeg skulle hjælpe ham med at vise børnene, hvordan de skulle skrive til deres forældre og fortælle om deres ankomst til feriehjemmet. Det foregik på den måde, at min svoger sagde: Nu skriver i Kære Far og Mor. Jeg har det godt o.s.v. o.s.v.”

Brevene blev, inden de gik afsted over til tolkene til censur, censureret af en af kammeraterne i lejren. (Det var forresten en revisor Ziegler, der var broder til Hugo Ziegler i Horsens.) Man syntes, det var rarest, at brevene blev bremsede i lejren, så kunne man få lejlighed til at skrive dem om, hvis der var noget, der ikke var som det skulle være, frem for at tolkene bare smed dem i papirkurven.

Jeg fik mit brev tilbage fra Ziegler, fordi jeg havde skrevet, at der i Horserød var som på en højskole. Så havde jeg også skrevet, at min kone måtte vente med at få sin fødselsdagsgave, til jeg kom hjem. De to ting kunne ikke tolereres, for man måtte end ikke blot hentyde til, at man kom hjem. Og dette med højskolen mente Ziegler var et udtryk, tyskerne sikkert ikke ville synes om.

Vi brugte ellers tiden til at finde bekendte eller bekendtes bekendte, og til at lære hinanden at kende.

Da jeg gik på gangen om formiddagen, kom der pludselig en ung fyr hen til mig og sagde: ”Goddag, morbror Jon”. Det var Johans kammerat, Dahl Hansen, kaldet ”Stumpen”.

Dagen efter kom han forresten og viste mig et brev, han havde fået fra sine forældre. Der stod: ”Hilsen fra Provsten”. Det var, lige som det også var en personlig hilsen til mig fra min broder Knud, for jeg var klar over, at havde han vidst, at jeg også var deroppe, havde der også været en hilsen til mig.

Kammeraterne

Vi 9, der var kommet samlet, holdt selvfølgelig særligt sammen, især de første dage. Johannes Nielsen og Keldsen kendte jeg godt i forvejen, mens jeg først havde talt med de andre 7 den dag, vi kørte til Horserød.

Det var 7 ualmindelig rare mennesker, som jeg havde forfærdelig meget ud af. Skal jeg fremhæve nogen, må de blive adjunkt Larsen, dyrlæge Balslev og Volff fra Asserballe.

Adjunkt Larsen

Det var adjunkt Larsen, Dovregubben, jeg havde siddet ved siden af på turen fra Kolding.

Han var en fint dannet mand, cand. mag. i engelsk (hovedfag) og tysk (bifag). Om det sidste sagde han, at efter denne omgang ville det blive mere og mere bifag. Han var nærmest et hoved højere end jeg og meget tykkere. Vi kunne få udleveret shorts i lejren, og Dovregubben og jeg fik de største numre, der fandtes. Da vi promenerede dem første gang, brød kammeraterne ud i jubel, for der havde ikke været nogen før, der havde kunnet fylde dem ud.

Dovre var et stort følelsesmenneske, som led en hel del under, at hans frihed var berøvet ham. Men han kunne finde trøst i mange kønne små ting. For eksempel fortalte han, at da han var blevet anholdt, syntes han det så mørkt ud alt sammen, men så blev han sat ind i arresten i Esbjerg. Der var indrettet celler i Frimurerlogens festsal, og da han gik ind, så han, at der over døren stod: Deus meumove jus (Gud er min dommer), og det havde hjulpet ham til at tage situationen med oprejst pande. Det blev iøvrigt et valgsprog for ham.

Han fik indført på den store 64-sengs stue, at man sang aftensang, inden man lagde sig til at sove, så længe han var der.

Dyrlæge Balslev

Balslev hørte til de mere stille i landet, som man i begyndelsen godt kunne overse, men som jeg, som tiden gik, kom til at holde forfærdelig meget af.

En gennemført god kammerat og et helt igennem fint og reelt menneske.

Volff

Volff fra Asserballe var en rigtig landmand med det dejlige rolige sind, som de bedste af bønderne har, så de tager alt, som det kommer.

Skriverstuen

Den tredie dag jeg var i lejren, blev der løsladt een inde på 12-sengs stuen, ”Skriverstuen”, og så kom de inde fra den og spurgte, om jeg ville der ind. Det ville jeg selvfølgelig morderlig gerne, for selv om alle, jeg var kommet til at bo sammen med, boede inde på 64-sengs stuen, så var det alligevel lidt kedeligt at bo på så stor en stue. Man havde næsten kun sin egen køje, hvor man kunne sige, at man kunne hygge sig lidt, for der var altid trængsel omkring bordet. Og så havde man så lidt plads til sine egne sager.

Jeg var meget smigret over opfordringen til at komme ind på skriverstuen, for de bestemte selv derinde, hvem de ville have ind, og stuen var anset for at være den bedste i hele lejren. Jeg blev heller ikke skuffet.

Der var det pragtfuldeste kammeratskab derinde. Når man kun var 12 på stuen, var man ikke flere, end man kunne være fælles om, hvad der skulle laves af morskab. Man var på den anden side heller ikke så mange, at selvom en ikke var i godt humør, kom det ikke til at genere, fordi der var så mange til at udglatte det dårlige humør. På en 4-sengs stue, er man meget mere afhængig af en enkelt kammerats humør.

Farbror

Jeg var knap kommet ind på stuen, da en af dem siger:

”Jeg kender noget af din familie, en stud. jur. Jørgen Ottosen.”

Jeg fortalte dem så om Jørgen, der engang havde fået klø af farbror Jon, og straks de hørte, at jeg betegnede mig selv som ”farbror”, var der en, der råbte:

”Er du farbror? Det passer vel nok godt til dig, du skal hedde ”Farbror” her i lejren.”

Og fra den tid hed jeg så godt som ikke andet end Farbror.

Jeg tror, at det med, at Farbror passede til mig, skal ses i den svenske betydning af ordet: en jovial, gemytlig ældre mand. For hvor underligt det end lyder, så hørte jeg, trods mine kun 38 år, til den ældre trediedel af lejren.

Kammeraterne på Skriverstuen

På stuen boede Holmboes yngste søn, Ebbe. Erik (Holmboe), som jeg gik i skole med, sad i Lejr 1.

Ebbe var en flink musik- og litteraturinteresseret ung mand. Han havde en særlig god ven inde på stuen, der hed Preben Larsen. De diskuterede musik og litteratur, og så havde de på en eller anden måde fundet ”De tre Musketerer” i lejren. Om aftenen læste de så et kapitel eller to højt for os, det var noget så dejligt at falde i søvn på.

Under dem lå en ung typograf, der hed Rye Nielsen, og bademester Hinke. Hvad Hinke var ”legalt”, ved jeg ikke, men han var bademester i lejren, og når man stod sig godt med ham — hvad vi alle gjorde på stuen — kunne man knibe sig til et ekstra bad og komme til, mens der endnu var godt med varmt vand.

Ved siden af dem lå i overkøjerne: Schæffer, der kendte Jørgen Ottosen, og Jørgen ”Fidus” Jensen. Under dem lå Jens (hvis efternavn jeg ikke kender). Han var jord- og betonarbejder og det mest pragtfulde menneske, man kunne tænke sig.

Han sad, fordi han havde slået nogle tyske underofficerer ned på gaden i Helsingør, da de på to ”pigers” anmodning havde væltet sig ind på ham. Da han senere blev anholdt, havde man ikke glemt, at han havde slået tyske soldater i jorden, så de politisoldater, der havde med ham at gøre under forhørerne, morede sig med en tre-fire stykker ad gangen at slå ham med træknipler, mens en af dem stod og pegede på ham med en pistol. Når han blev bevidstløs, hældte de vand i næsen på ham, til han kom til sig selv igen, og så slog de løs på ham igen.

Ebbe Holmboe havde også fået klø, det kunne ses på ham flere måneder efter.

Ved siden af Jens lå Vagn. Han var politibetjent og verdens mest hjælpsomme menneske.

Oven over mig lå der en ingeniør fra Kryolitselskabet, der hed Villy Jørgensen. Ham kom jeg til at holde næsten lige så meget af som af Dovregubben og Jens.

På to andre senge sov så stueformanden Veng, der led noget af astmaanfald, men som derudover var lige så hjælpsom, som han var tyk (han var tykkere end jeg), og så var der endelig Emborg.

Emborg var speditør og den i lejren, som havde flest tillidshverv på grund af sit gode humør og sin store energi. Han havde været barakformand i Barak 21, men var raget uklar med Overvagtmesteren, så han var sat fra bestillingen af tyskerne. Årsagen til uoverensstemmelsen var en ting, han havde gjort for kammeraterne, så han steg mere i deres omdømme efter den tid end nogensinde før.

Dette var stuens mandskab. Moralen på stuen var den, at havde een noget, så havde vi alle, hvadenten det var tobak, kiks eller lignende.

Dagen efter jeg var kommet ind på stuen (om torsdagen som vi var kommet om mandagen) kom der en ny sending fra Vestre Fængsel. Mellem de nyankomne var der en doktor Hostrup, som var halvprofessionel visesanger og digter. Han kunne på kortere tid, end jeg kunne lave et dårligt vers, skrive en god vise med melodi. Han var sønnesøn af komediedigteren Hostrup.

Oberstløjtnant Skjoldager var også med den sending.

Forholdet til tyskerne

Om lørdagen var doktor Jensen ikke rigtig rask, så jeg overtog derfor hans arbejde, mens han lå i sengen.

Om aftenen var der en, der var rigtig syg. Jeg var derfor ikke kommet i seng til klokken 21, men kom først ind på min egen stue, efter at der havde været aftenrunde. Alle kammeraterne lå og røg i sengen, hvilket var forbudt, og så stod pludselig Overvagtmesteren inde i stuen. Han gav os en mægtig balle og ville tænke over, hvilken straf vi skulle idømmes.

Søndag morgen efter at vi havde spist morgenmad, fik vi så besked på, at vi skulle skrælle kartofler som straf. Vi gik igang med det, men fik så omgående kontraordrer. Vi skulle låses inde på stuen i stedet for.

Det var på en måde rart at være låst inde, for så kunne man sidde og spille kort eller læse, lige til nøglen blev sat i døren. Ellers var man nødt til at samle kortene sammen, så snart alarmråbet lød.

Vi havde en hyggelig og fornøjelig formiddag, og efter middagsmaden blev vi sat til at skrælle kartofler. Det foregik i dagens anledning inde i vores vaskerum, ellers foregik det i fri luft. Vi forkortede tiden med at synge, så det klang efter. Det var alle mulige sange — fædrelandssange, General Napoleon (med et enkelt vers om general Montgommery) og Marseillaisen.

Vi blev færdige ved 17-tiden og fik lov til at gå i haven, til vi skulle spise til aften. Efter aftensmaden blev vi atter låst inde til 20.30, da vi skulle på toilettet, inden vi skulle i seng. Om natten blev der atter låst for os. Vi fik en spand ind på stuen til, hvad der kunne hænde i nattens løb.

Mandag blev vi igen låst inde om formiddagen, men om eftermiddagen glemte de at låse for os. Om aftenen og om natten låste de igen for os. Tirsdag morgen glemte de at låse os ud, før vi skulle spise, og så måtte hele lejren vente med at gå til spisning, til vi alle havde gjort morgentoilette.

Vi var så låst inde hele den dag, efter at vi i løbet af de første 10 minutter efter morgenmaden havde fået ordrer til først at bære brænde, så at skrælle kartofler og så endelig at gå ind på stuen og blive spærret inde.

Vi fik at vide i løbet af dagen, at vi skulle være spærret inde i 8 dage, så vi lagde vore planer derefter. Vi fik dog lov til at være ude i luften en timestid omkring hvert måltid. Om natten var vi igen låst inde, og onsdag morgen låste de først op for os i sidste øjeblik, så vi kunne være færdige til morgenmads opstillingen.

Da vi kom fra morgenmaden, gik vi som de lovlydige mennesker, vi var, ind på stuen og ventede at blive låst inde klokken 10. Men klokken blev 11 og 11.30, inden der kom nogen og låste, og vi gik ud og ind, som vi havde lyst til.

Klokken 11.30 kom Overvagtmesteren ind på stuen på et tidspunkt, hvor vi tilfældigvis alle var på stuen. Da han så os, sagde han:

”Warum sind Sie nicht draussen?”

Vi så lidt forbavsede på ham, men da han gentog det, fór vi alle ud i haven.

En halv time senere kom den ene Zugvagtmester og ville låse døren, men vi sagde, at Overvagtmesteren havde sagt, at vi godt måtte gå ud, og så fik vi lov til at blive ude.

Efter den tid var der ikke mere tale om, at vi skulle låses inde.

Læge Lejr 1

Det var onsdag den 19. juni, vor indespærring var forbi. Samme dag fik jeg pakke fra min kone, og i pakken lå der besked om, at hun havde været på sygehuset, og at operationen var gået godt. Hun var nu kommet hjem igen.

Samme dag, eller også dagen efter, blev doktor Jensen løsladt. Han sendte bud til mig, om jeg ville overtage lægetjenesten. Som en følge heraf skulle jeg være flyttet ind på Lægeværelset og bort fra Skriverstuen (på Lægeværelset boede lægen, barakformanden og de to delingsførere). Men da doktor Hostrup boede inde på 64-sengsstuen og gerne ville ind på Lægeværelset, og da jeg nødigt ville bort fra Skriverstuen, blev det ordnet sådan, at vi i fællesskab overtog lægetjenesten, men at han kom ind på Lægeværelset, og at jeg blev på Skriverstuen.

Protest

De sidste dage inden dette skete, var  der iøvrigt hændt det, at Overvagtmesteren en dag var kommet ind med nogle fiskenet, som det ene arbejdshold skulle klippe i stykker til net, der skulle bruges til kamouflage af stålhjelme.

Den danske lejrledelse mente ikke, at vi var forpligtede til at lave ting, der direkte kunne bruges til krigsbrug, så de kaldte os sammen til appel og meddelte os, at man havde sat en skrivelse sammen (den var redigeret af Federspiel) stilet til Forhandlingsrådet mellem den danske og tyske stat. Skrivelsen gik ud på, at vi ikke mente, at vi var forpligtede til at lave det omtalte arbejde. Samtidig henstillede man til den tyske lejrledelse, at vi ikke blev beordret til at udføre arbejdet, før der forelå en afgørelse fra Forhandlingsrådet. Hvis den tyske lejrledelse forlangte arbejdet udført inden, ville vi gøre det under protest.

Vi nægtede altså ikke pure at gøre arbejdet, og der var en del misfornøj-else med lejrledelsens indstilling blandt kammeraterne. Man fandt, at det var et ægte ”radikalt” standpunkt.

Først skete der så det, at Overvagtmesteren kom og meddelte den danske lejledelse, at han ikke ville have ”internationale forviklinger” på det lille spørgsmål, så vi skulle ikke lave nettene.

Men så fredag aften kom lejrledelsen og fortalte, at der var kommet ordre til, at vi om lørdagen (altså den 22.) skulle gå i gang med at lave nettene. Men da lejrledelsen var klar over, at der var flere af kammeraterne, der ikke syntes, de kunne lave disse net, var ledelsen blevet enig om, at den selv ville gå igang med arbejd et næste morgen.

Næste morgen efter morgenmad begyndte lejrledelsen så arbejdet, men plud-selig blev vi kaldt til appel. Overvagtmesteren meddelte, at lejrledelsen var afsat, og at han selv ville udtage et arbejdshold, der skulle bruges til at udføre arbejdet, samt at alle de, der ikke var på et arbejdshold, skulle låses inde.

 Jeg kom ikke på et arbejdshold og gik derfor ind på Skriverstuen for at blive låst inde. Men nu viste det sig, at der også skulle flyttes om på stuerne for at hindre ”konspiration”. Af lejrledelsen beholdt tyskerne kun barakformændene til at sørge for rengøring og til at oversætte deres ordrer.

Overvagtmesteren kom ind på Skriverstuen og spurgte, hvor lægen var, og jeg måtte melde mig. Jeg fik så ordre til at flytte ind på Lægeværelset sammen med Hostrup; barakformændene og de to delingsførere blev smidt ind på 64-sengs stuen. Hele Skriverstuen blev splittet for alle vinde.

Døren til Lægeværelset blev ikke låst, men vi holdt os inde som en sympatitilkendegivelse, indtil nogle fra et af de arbejdshold (tjenerne), som ikke var i virksomhed, og som også havde holdt sig inde, kom og fortalte os, at Overvagtmesteren havde meddelt dem, at det ville blive optaget som en demonstration og medføre konsekvenser for hele lejren, hvis vi ikke gik ud i solen.

Så vi gik ud, og fra nu af blev vi betragtet som en slags overfanger. Alt det, der i følge husordenen var forbudt de andre i lejren, var tilladt lægerne. De andre måtte for eksempel hverken læse eller spille kort, og det gjaldt om, hvis man gjorde det, at få kort og bøger af vejen, når vagtmesteren kom, men inde på Lægeværelset sagde de ikke noget som helst til, at der lå bøger og kort fremme. Man måtte heller ikke ligge på sengen mellem 6 morgen og 19 aften, og hvis man blev taget i det, fik man en ordentlig vals af Overvagtmesteren. Hostrup lå en dag og sov til middag, da Overvagtmesteren kom ind. Hostrup ikke så meget som vågnede, og Overvagtmesteren sagde ikke et ord.

Dette med indespærringen varede en uges tid, så var tyskerne kede af det, men vi fik stadig ikke den danske lejrledelse tilbage.

Der hændte forøvrigt det pudsige, at om søndagen som dette med lejrledelsens afskedigelse var sket om lørdagen, kom den største løsladelse, der var i hele den tid, jeg var i lejren. Jeg tror, det var 16, der kom ud på en gang, deriblandt barakformanden i Barak 21.

I stedet for ham, fik vi en ny, der hed Pultz. Han var kranfører hos Burmeister & Wain, og hans forbrydelse var, at han havde løbet — rigtignok tre gange — hvor han ikke skulle have gjort det.

Sagen var den, at han sad oppe på kranen den dag, sabotørerne kom for at sabotere på B&W. Da han så, de kom løbende, løb han ned fra kranen og råbte til sine arbejdskammerater: ”Nu gælder det om at løbe, for nu kommer sabotørerne”, og så løb han. Tyskerne anholdt ham, idet de påstod, at han måtte have kendt noget til sabotagen i forvejen, siden han kunne løbe i tide.

Undervejs til et af forhørene sprang han ud af bilen og gemte sig for tyskerne i 14 dage. Han prøvede at komme til Sverige, men blev taget igen. Han løb een gang til fra tyskerne, men denne gang var han kun 2 timer på fri fod.

For disse 3 løbeture sad han nu på 12. måned.

Vi tre hyggede os med hinanden, men så begyndte man at sende sengemateriel fra lejren til Frøslev, og så blev der igen flyttet om på stuerne.

Lægeværelset

Ved omflytningen fik vi Lægeværelset udvidet til en 6-sengs stue. Vi fik Skjoldager, Aidt fra Fredericia og Dovregubben ind til os.

Dovregubben var meget glad for at komme derind, for han led noget under at ligge på 64-sengs stuen, hvor han var havnet efter omflytningen, da lejrledelsen gik af. De lå så inde hos os tre-fire dage, men så kom Aidt og Dovregubben over i Millionærbarakken sammen med Johannes Nielsen og Koefoed, præsten, og så var vi kun fire i Lægeværelset. Sådan var det, resten af den tid, jeg boede der.

Lægernes største opgave var dels at holde benzin til fyrtøj. Vi skulle jo have benzin til at vaske sår af med, men da det var lige så vanskeligt at få tændstikkerne til at slå til, som at få tobakken til at slå til, så havde de fleste fået et lommefyrtøj ind, og de kom så til os og fik det fyldt med benzin.

Desuden skulle vi også gerne se at få hospitalsspritten til at smage lidt godt. Vi lavede både snaps og likør. Det var en stor hemmelighed, for det måtte vi heller ikke for det danske toldvæsen. Men vi fik da lavet lidt til opmuntring for kammeraterne.

En aften havde Skjoldager fået nogle sardiner, og vi fire spiste et stykke sardinmad med et par hjemmelavede til efter aftensmaden klokken 21.

Sådan et stykke sardinmad kan vare længe, og klokken 2 bankede pludselig en af de vagtposter, der gik uden for stakittet, på vores vindue og skældte ud over, at vi havde lys endnu.

Vi skyndte os at få taget af bordet, inden Overvagtmesteren kunne nå at komme, men det varede ca. en halv time, før han kom, for der var langt over til hans barak, og på det tidspunkt lå vi alle og sov sødeligt.

På et tidspunkt var Skjoldager forsvundet, og vi var bange for, at han ikke kom tilbage, inden Overvagtmesteren arriverede, men det gjorde han heldigvis. Som sagt lå vi alle fire og lod, som om vi sov, da Overvagtmesteren kom. Han sagde ikke spor.

Den næste morgen talte vi om, hvad vi skulle sige som grund for, at vi ikke havde haft lyset slukket. En foreslog, at vi skulle sige, at der var kommet bud efter noget medicin, og så havde vi glemt at slukke.

Men så sagde Skjoldager pludseligt:”Den går ikke, for jeg gav vagtposterne en ordentlig skideballe”. Det viste sig, at han den gang vi ikke kunne finde ham, var gået ud omkring barakken. Først havde han givet den ene skildvagt en balle på tysk, og da så den anden skildvagt kom til for at hjælpe den første og truede med at ville skyde Skjoldager, havde Skjoldager sagt til ham på tysk, at han vist ikke vidste, at han talte med oberstløjtnant Skjoldager, og så stod soldaten ret.

Vi gik rundt hele den næste dag og var spændt på, hvad der kom ud af det, men der skete intet. Det var jo Lægeværelset, det var sket på, og det var en slags tabu.

Besøg

Der skete jo alt mens dagene gik en del opmuntrende ting, blandt andet fik nogen jo besøg, som jeg, da Aksel kom. De var næsten alle glade og fortrøstningsfulde, når de havde haft besøg.

Det er rigtigt, som Aksel skriver, at det besøg mindede ham om farveltag-ning på en banegård. Man vil gerne sige en masse, men alligevel er det helt banale ting, man kommer til at tale om. Det er sådan set rigtigt nok, men der er det ved det, at når man sådan sidder alene i længere tid, ved man ganske nøje, hvad man vil have at vide, og så får man spurgt om det med det samme, og så bliver alt det andet, man snakker om opmuntrende træk, som man går og glæder sig over de følgende dage.

Aksel fortalte mig, at der var mulighed for, at vi, der var taget for Dansk Samling, skulle ud i løbet af den kommende uge (23.-27. juni), og da vi hørte, at nogle af Dansk Samlings folk, der sad i Vestre og i den anden lejr, kom ud, begyndte vi så småt at regne med, at vi også snart kom ud.

 Iøvrigt kom der en masse rygter ind med de besøgende, og rygterne voksede noget, inden de kom lejren rundt. Jeg vidste om mange begivenheder, som endnu ikke (1944) er indtrådt, for eksempel Warzhawas fald og russernes indtrængen i Østprøjsen.

Tiden gik jo også godt ved samtale med kammeraterne og ved at høre om deres oplevelser. Foruden de folk, som jeg tidligere har omtalt, var der mange, jeg havde meget ud af. Der var også nogle, jeg kendte fra før, for eksempel Algreen Petersen fra Haderslev, en hyggelig og rar mand, og så lærer Nielsen fra Horsens, som jeg havde været på manøvre med 1935.

Nye folk

Der kom en dag en sending nye folk fra Vestre. Da jeg sad og lavede lægeundersøgelse på dem, syntes jeg nok, jeg skulle kende den sjove måde, den enes underste øjenlåg hang på. Jeg spurgte ham så, hvad han hed og hvor han kom fra. Det var så Mogens Westergaard, doktor Westergaards søn fra Horsens. Han var dr. phil. i arvelighedslære og en flink fyr. Han havde fået lov til at få nogle bøger med ind i lejren, så der fik jeg noget at læse i. Det lykkedes også at få smuglet bøger ind gennem de besøgende. Så efterhånden fik vi lidt lekture.

På det bold, Westergaard var på, var der også en karl fra Ribeegnen. Han var Jyllandsmester i brydning. Da jeg kom til at sidde ved siden af ham ved aftensbordet, sagde jeg til ham: ”Hvad har du så lavet?”

”Jo, jeg havde jo gravet nogle spande ned. Jeg troede selv, at der var danske uniformshuer i dem, men så kom tyskerne en nat og tvang mig til at grave dem op igen, mens de stod med en maskinpistol og pegede på mig. Jeg gravede så spandene op, og så viste det sig, at der var sprængstof i dem, så den var jo ikke så god.

Så sagde tyskerne, at jeg også skulle vide, hvor der var to maskingeværer. Det kendte jeg ikke noget til, og så sagde tyskerne, at jeg fik 5 minutter til at komme i tanke om det, og hvis jeg ikke kom i tanke om det inden den tid, så kunne jeg godt give mig til at grave min egen grav.

Jeg ventede så i 5 minutter, og så gav jeg mig til at grave. Men da jeg havde gravet to spadestik, sagde tyskeren, at nu kunne jeg godt holde op og tage min frakke på, for nu skulle vi gå tilbage, hvor vi kom fra.

Jeg havde ellers tænkt mig, at jeg nok skulle svinge spaden, så at en af tyskerne i det mindste kom med, hvis jeg skulle ned i graven.

 Han gav brydeundervisning ude på vores græsplæne til stor forskrækkelse for de tyske vagtposter. De stod uden for, og når de så ham svinge de største og kraftigste af kammeraterne i lejren over skuldrene og lægge dem lige så let, som om det var en fjer, så var det tydeligt at ae på vagtposterne, at de tænkte: ”Avra, hvis ham der fik fat på os …”

Pas Mal auf

Til at begynde med var Ligbærerne 6  professionelle tjenere.

En af dem hed Palle. Han kunne efterabe overvagtmesterens stemme så naturligt, at da han en dag på en af stuerne råbte overvagtmesterens yndlingsudtryk: ”Pas Mal auf, was ist den loss?” troede den ene Zugvagtmester, der gik uden for, at Overvagtmesteren var inde på stuen, og gik ind for at tale med ham.

Den næste morgen, da vi var ovre at spise, siger Zugvagtmesteren til Palle: ”Prøv at råbe lige som i går”, og Palle råber ud over spisesalen til stor glæde for os alle. For at gøre det rigtig godt, råber han det en gang til inden, han går ud af døren, og i samme øjeblik kommer Overvagtmesteren ind ad døren, og hans første råb, da han hørte Palle råbe var netop ”Pas Mal auf, was ist den loss?”

Jublen var uden ende.

Dagen efter blev vi kaldt til appel — dog uden lægerne — og Overvagtmesteren bekendtgjorde, at der var en af fangerne, der havde tilladt sig at efterabe hans stemme. Hvis han ikke meldte sig i løbet af en time, skulle hele lejren lukkes inde. Palle meldte sig selvfølgelig omgående, og så skete der ham ikke noget.

Et par dage efter havde Ligbærerne et lille gilde på deres stue, og da Overvagtmesteren kom derind for at skælde dem ud, grinede de ad ham. Som følge heraf blev de afskediget som tjenere, og nogle andre, der ikke var tjenere af profession, blev tjenere istedet.

Det havde den fordel for os andre, at de nye ikke havde det rette sving på at sige ”Det er ikke mig, men min kollega”, som de professionelle tjenere også benyttede sig af i Horserød.

Det blev også af Overvagtmesteren bekendtgjort ved en appel: ”Det er forbudt at le ad mig. Hvis nogen gør det, kommer de tilbage til Vestre Fængsel.”

Skjoldager blev så begejstret for den appel, at han ville skrive den i den første Bataillonsbefaling, han skulle give, når han kom hjem:

Punkt 1. Den, der ler ad mig, Skjoldager, kommer 5 dage spjældet.

Fredag den 4. juni blev vi kaldt til appel igen.

Her meddelte Overvagtmesteren, at der var forsvundet en plade krydsfiner fra snedkerværkstedet. Snedkerværkstedet var i en af de stuer, vi boede i. Der blev snedkereret i den ene ende af værelset, og der boede folk i den anden. Pladen af krydsfiner skulle have været brugt til bagklædningen til et flueskab til Storbanditten, og nu skulle den, der havde taget den melde sig inden en time, ellers skulle hele lejren låses inde, og der skulle være brev- og pakkeforbud i 4 uger.

Der var straks en 8-9 stykker, der meldte sig. De havde taget stykker af denne her krydsfinerplade til at lave hylder af til at sætte deres toiletsager på.

Trods det, at de meldte sig med det samme, trådte straffebestemmelserne alligevel i kraft med den begrundelse, at de havde været så mange om det, at der ikke kun var en, man kunne gøre ansvarlig, og så måtte hele lejren straffes derfor.

Dette med indløsningen gjaldt ikke længere.

Løsladelsen 

Afsked med kammeraterne

Den 5. august efter aftensmåltidet kom der besked om, at der skulle løslades tre: Johannes Nielsen, en barber fra København, som led af galde- og nyresten og en biografejer fra Humlebæk.

Klokken var ca. 19.

Jeg havde lige skrevet til min kone om at sende mig noget tobak, så jeg tænkte at nu, da vi havde fået pakke- og brevspærring, var det tosset, at hun sendte det. Så jeg gik over til Johannes og bad ham om, så snart som muligt at ringe til hende, at hun ikke skulle sende tobak, og så gik jeg over på lægeværelset og gav mig til at spille L’hombre.

Jeg sagde til kammeraterne: ”Der kan I se, nu varer det 52 dage, indtil jeg kommer ud. Frk. Bramsen, Johannes Nielsen og jeg blev taget samme nat og kørt bort sammen. Frk. Bramsen kom ud samme dag, Johannes er kommet ud 52 dage efter, så nu går der 52 dage, til jeg skal ud.

 Vi spillede et par omgange L’hombre og klokken var 19.50, da der pludseligt kommer løbende nogen og råber:

”Farbror, farbror! Skynd dig, du skal med ud.”

Jeg troede først, det var løgn, men så skal jeg love for, jeg fik fart på med at pakke mine sager sammen og komme over at få dem visiteret, inden jeg måtte forlade lejren … og med at tage afsked med kammeraterne.

Inden jeg slutter beskrivelsen af opholdet i Horserød, må jeg lige omtale, at penge absolut ingen værdi havde i lejren.

Man afleverede sine penge til Bankdirektøren (det var for resten på et vist tidspunkt mig). Han pakkede dem ned i konvolutter med ens navn på, og så blev de som regel udleveret, når man tog hjem.

Derimod var cigaretter og cerutter i høj kurs som betalingsmiddel. Der var en skrædder og en snedker i lejren, og dem kunne man få til at arbejde for sig, hvis man gav dem en cigaret eller en cigar. Ligså kunne man også få nogle af kammeraterne, der var gode til at vaske, til at vaske ens tøj formedelst en cigaret.

Aksel havde en kasse cerutter med op til mig, og den havde jeg megen fornøjelse af. For det første røg jeg en del selv, en anden del brugte jeg som ”det urette mammon” til at gøre mig venner med, og endelig brugte jeg nogle til at få mit tøj vasket for. Så jeg kom hjem med alt mit tøj renvasket undtagen lige netop det, jeg havde på kroppen.

Iøvrigt var Horserødopholdet meget tøjbesparende. Om dagen gik jeg kun iført de omtalte shorts eller, da de var afleveret, i et par badebukser, jeg havde lånt af Hostrup. Kun til måltiderne var jeg iført rigtige bukser og jakke med pullover under. Skjorte og flip havde jeg kun på om Søndagen.

Jeg rejste hjem i den samme skjorte, som jeg var kommet derover i, havde ikke fået den vasket i de fire uger, jeg var der, og min kone troede, den var nyvasket, da hun så mig i Vojens.

Sokker havde jeg kun på, når det var ekstra koldt om aftenen.

Hjemrejsen

Efter at have pakket mine sager kom jeg over i Millionærbarakken, hvor Overvagtmesteren undersøgte min bagage og tog alt skrevet fra mig. Så vandrede vi fire, der skulle løslades, af sted over til Storbandittens kontor, hvor både han og Overvagtmesteren tog afsked med os, som om vi havde været hinandens venner hele livet.

Der blev samtidig løsladt fire fra den anden lejr, og vi skulle alle otte skrive under på, at vi ikke ville foretage os noget, der skadede den tyske stat. Da jeg ikke havde gjort det, inden jeg blev taget, syntes jeg godt, jeg kunne skrive under.

Vi myldrede så ud af lejren til en bil, der var bestilt til os. Vi fire fra Lejr 2 kom op i en bil og de  fire andre i en anden.

Der gik et tog fra Helsingør til København klokken 21.15, og vi nåede ind til Helsingør klokken 20.30, så vi kunne også nå at få et glas fadøl, inden toget kom. Da øllet kom, så vi på hinanden og sagde: ”Smager øl virkelig sådan?”

Toget kom, og vi havde efterhånden fået fat på de fire fra Lejr 1. Dem fulgtes vi med til København. Den ene fra Lejr 2 skulle kun med til Humlebæk, hvor han havde en biograf. Hvad han hed, ved jeg ikke, for han gik altid under navnet ”Farfar”. Han var blevet taget, fordi han havde spillet ”Tipperary” i biffen.

På turen fra Horserød og til stationen havde vi sunget af fuld hals, og i toget sang vi ”Der er et yndigt land” med alle 4 vers, så folk blev hurtigt klar over, hvor vi kom fra.

Da vi kom til Klampenborg, kom konduktøren og ville mørkelægge i kupeen, men jeg sagde, om han ikke kunne vente et øjeblik, for jeg havde engang været noget så forelsket i en pige, der boede i et hus ved banen.

Den ene af mine kammerater — ham der led sådan af galde — og nyresten sagde: ”Tak, farbror, det skal jeg fortælle din kone”, men da han hørte, det var hende, og vi i det samme kom forbi huset, råbte hele kupeen ”Hurra”, uanset om de havde været i Horserød eller ikke.

Det var forresten den Sponholtz, der blev skudt ned i sin forretning den 11. september. Han var en hjertens god og venlig lille mand. Man havde indtryk af, at hans største glæde var, når han kunne gøre andre glade. Man forstår ikke, hvem der kan have lyst til at slå sådan en mand ihjel.

Han og hans kone var på banegården den næste dag for at sige farvel til Johannes og mig, men vi så dem desværre ikke. Jeg har skrevet et par breve sammen med ham, efter vi kom hjem.

Vi kom så til København, og jeg skyndte mig op for at sikre mig en færgebillet, men nåede kun op til kontoret ligesom det lukkede.

Jeg tog så en sporvogn ud til min søster Dorrit og min svoger Peder i Brønshøj, hvor der blev stor opstandelse, da de så mig uden for døren, og så ringede jeg sporenstregs hjem til Høne.

Klokken var ca. 24. Vi fik natmad og snakkede til klokken var godt 2, og sov så til klokken var 6, for vi skulle være på banegården klokken 7.00 for at få den berømte færgebillet.

Dorrit og Peder kørte med derind, og jeg stillede mig op i køen for at få færgebilletten, men fik at vide, at den sidste var udleveret. Men så sagde jeg til damen, at jeg var kommet ud fra Horserød dagen før, og så fandt hun alligevel en.

Dorrit og Peder ventede til toget gik, og lige inden opdagede jeg Johannes Nielsen på perronen. Da der var plads i vores kupe, fik jeg ham ind til mig. Ved storebæltsfærgen måtte vi forlade hinanden, for han havde ingen færgebillet fået, så han måtte først skaffe en. Han kom derfor først med den næste færge, men med det samme tog ned gennem Sønderjylland.

Modtagelsen i Hoptrup

Selve rejsen hjem gik uden særlige oplevelser ud over, at jeg traf en hel del bekendte i toget, som alle blev meget glade for at se mig, og så kom vi til Vojens, hvor min kone og børnene stod for at tage imod mig.

Der var en jubel uden ende. Vi steg ind i ”Sørensen” (familiens bil, en Ford A 1930) og kørte hjem gennem skoven. Min kone snakkede noget om, at vi først måtte være i Marstrup klokken 17.00, og det passede meget godt, for vi punkterede i skoven og måtte skifte hjul.

Vi kom så til Marstrup, hvor de spillede fodboldkamp. Men man havde sat en ud til at se, når vi kom. Så skulle vedkommende standse os og give mig blomster.

Da jeg kom og fik standset bilen, afbrød de ganske simpelt fodboldkampen, og kom alle for at fejre mig. Vi råbte Hurra for Danmark.

Da vi så kørte derfra opdagede vi, at vi var punkteret på det andet hjul, men det var heldigvis uden for mekanikeren, så vi fik lappet og kørte så til Hoptrup med en times forsinkelse.

 Da vi kom til bakken ned til Hoptrup og kunne se byen, var den smykket med flag som ellers kun på de rigtig store festdage, som når Kongen kommer.

Jeg udbrød: ”Jamen, hvad flager de da for”?, hvortil børnene sagde:

”Det er jo for dig, Far!”

Da vi kom op til os selv, stod der ca 120 mennesker på græsplænen for at tage imod os. Pastor Larsen holdt en pæn tale til mig, og jeg udbragte et leve for Danmark. Forstander Lauritsen udbragte et leve for hele familien.

(Mor, Gaga og Inger var herude). Der var ingen af kvinderne, der havde tørre øjne, og de fleste af mændene på græsplænen havde tårer i øjenene.

Forstander Lauritsen fortalte mig dagen efter, at han havde tænkt sig at holde en tale for mig, men da det kom til stykket, blev han så bevæget, at han kun kunne sige ”Doktor Ottosen og hans familie leve”. Noget lignende var aldrig hændt ham før.

Der havde været nogle, der ville rejse en æresport for mig, men nogle mere besindige havde sagt, at det var bedre ikke at irritere ”vore venner” alt for påfaldende, og det tror jeg også, var godt.

Da vi kom ind i stuerne, bugnede de af blomster, vin og tobak som velkomstgaver. Vore nærmeste venner havde givet mig et nyt Dannebrogs flag, som var stort nok til vores flagstang.

De nærmeste dage derefter var der et rykind i huset af folk, der ville ønske ”Velkommen hjem”. Det var sådan, at folk selv i de fjernere liggende dele af praksis bestilte mig til at komme ud til dem, uden at de fejlede noget som helst, bare fordi de ville sige Goddag til mig.

Min mor havde naturligvis sine bekymringer, om jeg virkelig kunne tåle al den virak, men min kone satte mig på plads ved at gøre opmærksom på, at det ikke var mig så meget som sagen, folk fejrede.

Ja, dette er altså mine indtryk fra den tid, jeg var hjemmefra.

Når jeg ser tilbage på den tid, så var tiden i Kolding trist og kedelig og rummer egentlig ikke nogen ydre minder, som jeg tænker tilbage på med glæde. Tiden i Horserød, derimod, var i virkeligheden på mange punkter en overordentlig rig tid, hvorfra jeg har mange lyse, fornøjelige og også mange dybt alvorlige minder. Det var en tid, hvor jeg lærte mange mennesker at kende, som jeg tror vil blive ved med at stå for mig som venner, alt som livet går.

Når nu det tunge ved den tid er overstået, så er det et tidsrum i mit liv, som jeg ikke for meget ville undvære. Det hænder tit og ofte, at jeg griber mig selv i at længes efter Horserødlejren og efter mange af kammeraterne derfra. Af og til, når jeg falder i tanker, siger børnene: ”Så, nu er Far i Horserød”, og det passer som regel. For tit og mange gange tænker jeg ved mig selv: ”Hvordan mon denne eller hin har det nu? og så står pludselig hele lejren og hele dens atmosfære for mig.

Hoptrup, efteråret 1944

       Fra: Hoptrup Lokalhistoriske Forenings Årsskrift 1995, side 23-28. 

 

  Senest opdateret 7.12. 2014