Til forsiden

Bobergs slægtstavle  Slægten Munk  Navnet Munk Kristoffer Munks efterkommere   Slægten Gesmell   Slægten Tamstrup   Slægten Rhuus
Slægten Wiirenfeld   Slægten Fædder   Slægten Leth   Slægten Spliid Slægten Riber  Slægten Foss   Slægten Brønnum   Slægten Brix
Slægten Ottosen    Otto Knudsen   Slægten Ottosens anetavle   Bondeliv    Slægten Ottosen fra Lejrskov    Lærer Knud Ottosen   Marius Ottosen     Mindebog om Marius Ottosen

En sag fra Sønderskov omkring 1700 - om ridefoged Knud Ottosen

(Livsbilleder fra Gørding og Malt Herreder. Ved P. Eliassen 1926-1927).

En forstyrret pinsegudstjeneste
Det var tredie pinsedag (29. mqj) i året 1703 - dengang havde vi tre pinsedage - og gudstjenesten i Føvling kirke var lige begyndt. Menigheden sang den gamle jubelsalme " Alene Gud i Himmerig" og var netop begyndt på tredie vers, da der nede ved kirkedøren opstod tumult. Folk i kirken blev urolige og tænkte, at der var ildløs eller anden ulykke på færde, og både mænd og kvinder strømmede ud for at se, hvad der var løs. Præsten (hr. Jens Sørensen Egtved af Jernved) sendte også degnen, Christoffer Ingvorsen, ud for at høre, hvad det var. Medens degnens fader holdt sangen ved lige, så degnen uden for kirken, at det var ridefogeden Knud Ottesen fra Sønderskov, der med nogle mænd havde grebet præsteenkens karl, Peder Andersen, og ville føre ham bort. Peder Andersen satte sig til modværge, og ridefogeden havde trukket sin kårde og svang den i luften medens han råbte, at de Sønderskov bønder skulle komme til hjælp. Også præsteenkens pige var gået ud af kirken, og da hun så, hvad der gik for sig, løb hun ind i kirken og hviskede til sin madmoder, hvad det var.

Føvling kirke Præstefamilie o. 1700 Føvling kirkes indre

Præsteenken skriver til sessionsherrerne (thi ridefogeden ville gribe karlen for at lade ham gå soldat for Sønderskov gods):"Jeg underskrevne højtbedrøvede enke Karen Bendtesdatter [Karen Bentsdatter Grøn, f. o. 1678, d.v.s. hun er kun 25 år gammel. Hun var nylig blevet enke efter præsten Johan Wandal Nielsen Terpager, f. 1668, der var død 4. el. 6 maj 1703] må vemodeligen forårsages at andrage, hvorledes ridefogeden ved Sønderskov, Knud Ottesen, med en del af sine underhavende haver i går, 3. pinsedag, men magt og vold taget min tjenestekarl, Peder Andersen, udi Føvling kirkedør, imens gudstjeneste der inde forrettedes, da han [karlen] havde kørt for mig og præsten, hæderlig hr. Jens Sørensen Egtved af Jernved [der fungerede som vikar, indtil den nye præst, Laurits Christensen Wellejus, tiltrådte embedet den 12. maj] til kirken og ville våren i kirke at høre prædiken, og da jeg med flere over den store larm og tumult kom ud af kirken, havde fornævnte ridefoged sin kårde dragen og svingede den over mit hoved, at jeg ej vidste, om jeg måtte beholde livet eller ikke. Han stødte mig så med sin fod for livet. Medfølgerne havde store kæppe. En af dem gav mig et slag over hovedet, en anden stødte mig om til kirkegårdsdiget."

Præsteenken fortæller ikke, hvorledes hun tiggede og bad ridefogeden om at måtte beholde sin tjenestekarl; men det står der nok om i alle de vidnesbyrd, der blev aflagt for tinget. Der står også, at de Sønderskov bønder såre nødig ville hjælpe ridefogeden; men de turde ikke lade være, da han truede dem til at hjælpe sig. Derimod hævder hun, at karlen, som ridefogeden førte til "hullet" på Sønderskov, er født i Aarre by på Endrupholm gods og slet ikke hører under Sønderskov. Han har tjent i præstegården i Bækbølling i 2½ år, og hun har til hjælp i præstegården kun ham og så engang imellem Mads Termansen, fæster under Nielsbygård. Hun håber ikke blot på "rettens befordring", men også på skadeserstatning for avlingens forsømmelse og straf for voldeligt overfald. Hun slutter således: "Gud skal selv slig barmhjertighed imod mig fattige, højtbedrøvede enke visselig belønne, hvilket ejheller i mine bønner skal vorde forgjet." Hendes klage er dateret 30. maj, og begivenheden er altså sket dagen i forvejen.

Også præsten hr. Jens klager, navnlig over forstyrrelsen af gudstjenesten. Selv efter at folk var kommen ind igen, blev uroen ved; thi "der var en sådan bulder-hvisken, at jeg måtte formane menigheden at holde inde dermed og med andagt høre Guds ord. Selv det kunne ikke hjælpe, og jeg måtte ugerne tilstå, at Gud den tid fik liden eller ingen ære."

Ridefoged Knud Ottesen og hans folk stod under hovedoptrinet på kirkegården ved den søndre side ved porten, indtil han sammen med to mænd slæbte af med den ulykkelige karl.

Præsteenken havde til at føre sagen ved Gørding-Malt Herredsret fået fat i en skrap sagfører, en vis Peder Hwenriksen Hoff fra Kolding, hvis bestalling var undertegnet af Christian den Femte 1699 "imod billig betaling at måtte betjene enhver, som det begærindes vorder, udi hvis retmæssige sager de kunne have ved retten at udføre."

Herregården Sønderskov i Gørding Herred blev oprindeligt bygget i middelalderen som en befæstet borg. Den nuværende hovedbygning er en baroktillempning af en renæssancebygning opført af adelsmanden Thomas Juel i 1614-20. I mange år stod Sønderskov i håbløst forfald, men
en gennemgribende restaurering i 1990-1992 reddede huset fra ruin. Der er nu museum på stedet.

Den Sønderskov-ridefogeds død og dom
Foråret var gået over i sommeren, da befolkningen omkring Sønderskov en morgenstund fik efterretning om, at ridefoged Knud Ottesen (f. 1635, død 1703) havde fået en voldsom og brat død. Han blev fundet ihjelskudt i et kammer på gården, og pistolen, der var blevet hans bane, lå på gulvet tæt ved liget. Alt tydede på, at ridefogeden havde skudt sig selv Sct. Hansaften. Ejerinden af Sønderskov, jomfru Else Cathrine Due, sendte øjeblikkelig bud efter herredsfogeden, Andreas Nielsen Saaby i Holsted, der mødte med 4 vidner og af Christen Kusk blev ført til det kammer, hvor liget lå. Det lå tæt op ad den åbne skorsten i kammeret med ansigtet ned mod gulvet. En lille blodpøl havde samlet sig under kroppen. Pistolen lå 4½ alen [ca. 2½ meter] fra hans hoved ved enden af hans seng med piben vendt mod ham.

Pistolen var uladt, men nylig affyret. Skuddet havde ramt i venstre side af brystet, og skjorten var svedet og kroppen sort af krudt, så skuddet var affyret fra nært hold. Om skuddet var sket af våde eller forsætlig, kunne man ikke vide, men folkene på gården berettede, at Knud Ottesen i nogen tid havde været svag og sær i sindet. Om dette var årsag til ulykken, vidste man heller ikke, men det syntes, at han var død uden at have flyttet en fod, thi der var ikke blodspor andet steds i kammeret end under hans lig. Hans kammer stødte op til et værelse kaldet "Skolen". Nøglen til dette værelse var i ligets lomme. Man gik derind. Her lå på bordet nogle få penge og 3 nøgler til et brevskab, et skrin og en kuffert.

Folkene forklarede, at ridefogeden havde været syg siden søndagen før pinse, da han var til alters. Den svaghed havde man ikke mærket til, dengang han optrådte med kården på Føvling kirkegård. Under sin sygdom havde han været tungsindig og melankolsk. Han havde klaget over hovedpine og stakåndethed og sagde engang til en af pigerne på gården, at han var bange for at blive gal. De mente alle, at han havde skudt sig selv "af raseri udi hans sygdoms strænghed".

Selvmordere måtte jo ikke begraves i "kristenjord", men ridefogeden havde nære slægtninge inden for præstestanden. Præsten i Uldum, Offe Mouritsen Høyer, der var ridefogedens svoger [gift med hans søster Anne Ottesdatter, f. 1665, død efter 1743], ilede til biskop Muus i Ribe og fik ved hjælp af herredsfoged Saabys ligsynsattest udvirket tilladelse til, at den "forulykkede person" måtte "til jorden kristeligen bestediges", hvilket er sket meget hurtigt, siden det var i sommerens varme tid. Der står intet om, at der var formue efter ridefogeden.

Når en mand er død, bortfalder hans straf, men ikke hans forpligtelser. Ridefogeden var ganske vist død, men sagen mod ham standsedes ikke. Fjorten dage efter begravelsen fortsattes ved tinget anklagen mod afgangne ridefoged Knud Ottesen af Sønderskov og hans medhjælpere, nogle bønder af Aat, en mand fra Lervad og en mand af Stenderup. Ingen af de anklagede var repræsenteret. Prokurator Peder Hoff mente, at selv om ridefogeden var død, burde hans sag ikke nedlægges, så længe gods og midler efter ham kan findes, eller der findes slægt og venner, som vil tage hans navn og rygte i forsvar og "være ham bekendt"!. Hans medhjælpere, der ydede ham flok og følge, skal lide voldsbøder, skal straffes for at tage en mand (karlen) af hans kirkevej, skal bøde for overtrædelse af kirkefred, og endelig skal karlen Peder Andersen have erstatning for en pisk, som ridefogeden tog fra ham og erstatning for en forsvunden hat. Endelig skal ridefogedens arvinger og hans hjælpere betale sagens omkostninger og Peder Hoffs salær.

Dommen faldt 16. august 1703 og lød på, at ridefogedens medhjælpere kun i lovlige forretninger skulle adlyde deres foresatte. Alle de anklagede skulle derfor bøde deres voldsbrøde, trende 40 lod sølv. Ridefogeden, der svang kården over præsteenken, skulle derfor bøde trende 10 lod sølv og fordi han sparkede hende trende 6 lod sølv. For brud på kirkefreden skulle hans arvinger udrede trende 15 lod sølv. Hver af de tiltalte skulle for helligbrøde betale 5 lod sølv. [1 lod sølv = 0,0147 kg]. Knud Ottosens arvinger skulle ialt udrede 156 lod solv svarende til ca. 113 rdl. svarende til ca. 113.000 kr. plus sagens omkostninger.

Sagens omkostninger og sagførerens salær ansattes til 16 Rdl. [svarende til ca. 16.000 kr. i vor tids penge], og disse penge skulle udredes af ridefogedens arvinger alene. Hvis hans efterladte midler ikke skulle slå til at udrede bøder og sagsomkostninger, skulle det stande sagsøgerne frit for at stævne arvingerne.

Dommen i denne sag afsagdes af herredsfoged Saaby selv. Det vides, at den af ridefogedens arvinger blev appelleret til landstinget i Viborg, thi Peder Hoff lod optage nye vidneforhør, 1. at ingen havde mærket, at ridefogden var syg eller forvildet, da han optrådte på kirkegården 3. pinsedag og at han endog få dage før sin død havde været ridende til Ribe for at måle kalk til kirken, og 2. at han aldrig forud for optrinet ved kirken havde søgt efter præsteenkens karl eller tilsagt ham til at møde. Skønt jeg [P. Eliassen] ikke har kunnet finde landstingsdommen, kan man vel gå ud fra, at den ikke er blevet ret meget afvigende fra dommen i Holsted.

Gørding og Malt Herreder o. 1700

Gørding Herred og Malt Herred fik i 1670 beskikket Hans Nielsen fra Holsted som fælles herredsskriver.
I 1686 blev Anders Nielsen Saabye herredsfoged (-1712). Han er nævnt 1686 som en dygtig herredsfoged. Boede vist på Gørdinglund. Han er vistnok den samme som Andreas Nielsen Saabye, der 1696 var ridefoged på Sønderskovgård og senest 1703 byfoged i Kolding. Han var gift med Margrethe Sørensdatter, enken efter Marcus Laugesen, og som enkemand gift 1709 med Maren Hansdatter Mouritzen (1679-1728), der var enke efter Jens Basse (-1708). Begravet 1712 i Kolding.

Ifølge kong Christian 5.'s befaling af 16. dec. 1684 skulle de 2 herreder sammenlægges, have fælles herredsfoged og et nyt fælles tinghus bygges. Efter mange drøftelser og stor uenighed om placeringen (se: https://tidsskrift.dk/index.php/historiejyskesamling/article/view/13529/25803) bestemtes det den 15. januar 1685 at henlægge tingstedet til Grimhede syd for Gørding Å, øst for Lourup Mark, som på en måde var midtpunkt for Gørding og Malt herreder, hvor der kort efter opførtes et tinghus midt ude på den øde mark. Det var et 7-fags stråtækt hus, og med undtagelse af skorstenen var hele huset af træ. Selvfølgelig var der bindingsværk, men der var ingen mur eller vindelværk i "tavlene", men sammenpløjede egefjæl. Der var hverken loft eller gulv. Ved leiderne kunne vandet i piskende regnskyl skylle ind på jordgulvet, og selv om ilden flammede i den åbne skorsten, har det været et koldt opholdssted for herredsfogeden, herredsskriveren og de 8 tingmænd, der sad ved et lille bord, der ikke var så stort, at det kunne spænde over huset. Der var ikke gjort ret meget for at gøre tinghuset hyggeligt. Over skorstenen var der en sten med konh Christian den Femtes kronede navnetræk, og her stod også stiftsbefalingsmand i Ribe, v. Speckhans våben, titel og forklaring om tingstedets "beskikkelse" udhugget i stenflisen. Bænke var der ingen af, og af stole var er kun nogle, som en eller anden havde givet til tinghuset.

Der var to små fag vinduer, hver med 6 små blyindfattede ruder, så lyset flød sparsomt ind i det skumle rum. Når tinget trak ud og dagene var korte, kom rettens betjente til at sidde i mørke, og ofte måtte man vente, indtil der blev hentet lys i den nærmeste by, og imens budet var borte, sad man i mørke. Forsynlige folk tog undertiden lys med hjemmefra. Der var også andre forhindringer, der kunne møde retten, navnlig når der var stor vandflod i Lovrup å, så folk ikke kunne komme over.

Tinghus fra slutningen af 1600-tallet.

Foruden selve tingstuen var der i huset, på den anden side skorstenen, et venterum, hvor indstævnede folk kunne vente tiden, til deres sager kunne ekspederes, og i et lille bislag ved den ene ende af huset blev der senere indrettet et rum, hvor man kunne binde hestene, mens tinget stod på. Således så tingstedet ud indtil 1698, da man forbedrede det noget, fordi det var alt for elendigt. Inden for plankevæggene opførte man tynde "skjærvægge" for at undgå den ulidelige træk. Der blev lagt loftskud (loftsbrædder), og gulvet i tingstuen belagdes med 1200 teglsten, medens almindelig stenbrolægning var godt nok i ventestuen. Man fik også i 1698 anbragt et par karme vinduer mere. Tingstedet blev senere flyttet og bygningen eksisterer ikke mere.

Her ses det fredede Ballum Tinghus fra 1788, som er den ældste bevarede tinghus-bygning

Senest opdateret 14.12.2013