Til forsiden

Min have     Roser       Geranier      Klematis          Liljer       Rhododendron         Pæoner i haven     Pasning af pæoner

Pæoner i historie, kunst og mytologi

Pæoner stammer fra Kina og har frydet haveejere gennem mere end 1600 år,
og pæoner er med deres vilde skønhed enhver kenders valg

Træpæoner

Træpæonen betragtes som blomsternes konge mens den urteagtige pæon er blomsternnes dronning. 

Den  har været dyrket og beskrevet i Kina i over 1500 år. Med sine elegante farver og overdådige blomsterfylde blev den anset for et udtryk for rigdom og lykke. 

Den findes  i mange forskellige farver -  hver med sine egne historier tilknyttet.

Hvide sorter af træpæon omfatter Yu Ban Bai (The First White Under Heaven), Xue Lian, Jing Yu, Bai Yu, Qing Xiang Bai og Kun Shan Ye Guang. 

Gul er en af de mest velanskrevne - formentlig fordi Yao Huang blomstrer så sjældent og har samme gule farve som kejserens kåbe.

Den blodrøde Zhuang Yuan Hong er opkaldt efter præmieeleven Zhuang Yuan, der scorede højest i en national eksamen og blev udpeget til at gifte sig med kejserens datter. Men han vendte tilbage til sin hjemby for at søge efter sin elskede, kun for at finde, at hans forældre  allerede havde udvalgt en brud næsten ti år ældre end ham. Splittet mellem modsætningerne i den kejserlige befaling,  hans forældres ønsker og sin egen kærlighed,  spyttede han blod og faldt død om. Det følgende år voksede en træpæon  op af hans grav, der bærer  kæmpestore blonster i samme farve som Zhuang Yuan's røde Pao (uniform). Planten kan ses i Den Forbudte By's kejserlige have i Peking.

Plantens kinesiske navn var moutan, og europæiske botanikere gav den da også først navnet Paeonia moutan. Nu hedder den Paeonia suffruticosa, som betyder den halvbuskagtige. 

For tusind år siden blev træpæonen bragt til Japan af buddhistiske munke; men først i 1787 kom den til Europa, indført af den engelske naturforsker Sir Joseph Banks. I tidens løb har mange gartnere deltaget i forædlingsarbejdet, især ved krydsninger med Paeonia lutea og andre arter; i nyere tid har nordamerikanske planteforædlere været førende inden for dette område.

Pæonen i kunsten

Pæonblomstens skønhed har længe inspireret kunstnere i både den østlige og den vestlige del af verden. Men før det 17. århundrede var et kun kinesiske og japanske kundtnere, som brugte pæonen i deres arbejder.

Pæonen er Kinas nationalblomst og omtales ofte i poesi og litteratur. Pæoner er ofte hovedmotiv i kinesisk dekorativ kunst og kan findes på porcelæn, træsnit og malede skærme såvel som broderet på tapeter og klæder. Det samme gjorde sig gældende i Japan fra begyndelsen af det 8. århundrede, og pæonen er stadig et meget populært tema i japansk kunst.

Først langt senere fandt pæonen vej ind i vestlig kunst men  aldrig i samme omfang som  i Kina og Japan. Først da træpæonen og silkepæonen P. lactiflora begyndte at blive populære i Europa fra  slutningen af det 18. århundrede og ind i 1900tallet begyndte kendte kunstnere som f.eks. Renoir og Fantin Latour at male dem

Historie, myter og overtro

Pæonen stammer fra Kina og Tibet og  har sit navn efter den legendariske græske lægegud Paeon, som lægede gudernes sår i den trojanske krig. I Kina var den kendt som "Sho-Yo" der betyder "Den Allerskønneste". I blomstersproget står planten imidlertid for blufærdighed eller skam på grund af dens blussende skær. 

Ifølge legenden stammer pæonen fra månen. Dens blanke frø formodes at reflektere månens stråler om natten og beskytte mod djævle, mareridt og andre mørkets rædsler. Den blev kaldt "den velsignede rose" og mentes at beskytte mod sygdom, skader og vanvid.  Vanvittige - såkaldt månesyge - blev overdrysset med blade og kronblade fra pæoner for at helbrede dem, og man lagde pæonfrø under sin hovedpude for at undgå mareridt.

Pæonen har førhen været et vigtigt lægemiddel og blev bl.a. brugt imod menstruationssmerter, dysenteri, hysteri og epilepsi. Knuste rodstykker puttede man i vin, som blev drukket ved smerter og gulsot m.m. Også frøene er blevet brugt. Disse blev sat på snor og hængt om halsen på børn for at sikre dem mod epilepsi og tandpine. 

Den har også figureret som trolddomsurt og man har lavet amuletter af roden, som man bar om halsen som amuletter. Den skulle have samme stærke virkninger som den sjældne og kostbare alrunerod, som bl.a. gav ejermanden magt og styrke i kærligheden.

Man høstede disse rødder om natten fordi man mente at spætter nidkært vogtede pæonen om dagen og ville hakke øjnene ud på enhver, som ville tilegne sig planten! Nogle plantekyndige betragtede det som farligt for mennesker at grave de hellige rødder op og tilrådede at det blev gjort af hunde, ligesom man gjorde med alrunerod.

Man troede også, at den der fik skænket en pæon, dermed fik viljestyrke til at holde på hemmeligheder, måske fordi man troede at feerne boede mellem blomstens mange kronblade.