Til forsiden

Min have     Roser       Geranier      Klematis          Liljer       Rhododendron       Pæoner i haven      Pæonernes historie

Pæoner - beskrivelse og dyrkning

Træpæoner

Træpæon er en 1-2 m høj busk med tykke, glatte grene. Bladene er 10-25 cm lange og dobbelt fjersnitdelte; småbladene er nærmest ægformede og 3-5-lappede, og bladenes overside er mørkegrøn, undersiden blågrøn. Blomsterstørrel­sen varierer fra 10 til 30 cm, afhængigt af sorten; blomsterne er oftest purpur eller hvide med en mørkviolet negl. Kronbladene findes i et antal af 5-10 eller flere; støvtrådene er violetrøde. Frugterne er bælgkapsler.

    Skud på træpæon                                  Gul træpæon

Træpæonen har været dyrket og beskrevet i Kina i over 1500 år. Med sine elegante farver og overdådige blomsterfylde blev den anset for et udtryk for rigdom og lykke, men også som et symbol på det materialistiske. Plantens kinesiske navn var moutan, og europæiske botanikere gav den da også først navnet Paeonia moutan. 

Nu hedder den Paeonia suffruticosa, som betyder den halvbuskagtige. For tusind år siden blev træpæonen bragt til Japan af buddhistiske munke; men først i 1787 kom den til Europa, indført af den engelske naturforsker Sir Joseph Banks. I tidens løb har mange gartnere deltaget i forædlingsarbejdet, især ved krydsninger med Paeonia lutea og andre arter; i nyere tid har nordamerikanske planteforædlere været førende inden for dette område. 

Staudepæoner 

Pæoner er gamle landbohavestauder.  I mange familier er pæonerne gået i arv fra generation til generation ved at dele planterne. Som mange andre gamle stauder som f.eks. haveiris og hosta er de igen blevet populære. 

Staudepæoner gror naturligt på stepperne i Sibirien, hvor det kan fryse 25-30 grader, så vinterhårdførheden har de i behold.
De visner som stauder ned om vinteren.

Pæoner har store skålformede enkle eller fyldte blomsterhoveder i hvidt, rosa eller rødt, der i diameter kan være 15-20 cm store. Flere har en dejlig duft - blomsterne dufter omtrent som roser og er som disse gode som snitblomster. Blomstring i juni-juli. Stænglerne er kraftigt røde, bladene fligede og elegante. Man skelner mellem bonderoser og silkepæoner.

Bonderoser

Bonderoser hedder på latin Paeonia officinalis og findes i rigtig mange sorter. De store skålformede blomster forekommer i mange farver og er mere eller mindre fyldte i blomsterhovedet. Sorterne ’Alba Plena’, ’Rosea Plena’ og ’Rubra Plena’ er sortsnavne på nogle af de almindeligt kendte bonderoser med fyldte blomsterhoveder og de er hhv. hvide, rosafarvede og røde.

  Bonderose

Bonderoser bliver omkring 50-60 cm høje og brede, de blomstrer i maj-juni måned og de kan placeres i fuld sol eller i halvskygge. Bonderoser egner sig til afskæring.

Silkepæoner

Silkepæoner hedder på latin Paeonia lactiflora og findes ligeledes i rigtig mange sorter. Når silkepæoner bryder frem fra jordoverfladen om foråret har de røde stængler og blade. De får dejligt duftende store pæonblomster og afhængigt af sorten er blomsterhovederne mere eller mindre fyldte. Nogle af de mest almindelige sorter er: ’Sarah Bernhardt’, ’Duchesse de Nemours’, ’Karl Rosenfield’ og ’Dr. A. Fleming’.

Silkepæoner bliver omkring 80 cm høje og 50 cm brede og er lidt løsere i væksten end bonderoser. De blomstrer i juni-juli måned og de kan placeres i fuld sol eller i halvskygge. Silkepæoner egner sig også til afskæring og vil i en buket sprede dejlig duft i huset.

Silkepæon anvendes i permanente staudebede. Pæonerne tåler nemlig ikke at flyttes, uden at det går ud over blomstringen. En pæonplante kan stå både 10 og 20 år på samme sted, og blomstringen bliver blot rigere år for år.

Hybrider

Itoh hybrider er det nyeste skud på stammen af forædlede pæoner, og det er ikke uden grund.  De forener mange gode egenskaber hos staudepæoner og træpæoner og tilføjer endda et par ekstra selv.  Itoh-hybrider er intersektionshybrider, dvs. krydsninger mellem de to botaniske sektioner staudepæon (Paeon) og træpæon (Moutan). De er efter deres udbredelse af American Peony 
Society blevet klassificeret som ”Itoh hybrids Group” for at ære  den Japanske gartner Toichi Itoh, som i 1948 krydsede sig frem til de første Intersektions-hybrider ved at krydse silkepæonen
Kakoden med træpæonen luteahybriden Alica Harding, også kaldet Kinko.
 

Plantning og pasning af pæoner og bonderoser

Placering
Pæoner bør plantes på en solrig plads, i hvert fald på et sted med sol halvdelen af dagen. Plant mindst 50 cm fra væk eller gangareal. Hold 1 m afstand mellem planterne. Opbinding kun på vindudsatte steder.

Jord
Pæoner trives godt i en god muldjord og når de er faldet til behøver de ikke megen pleje.

Undgå sur jord - jorden skal være kraftig og veldrænet, alkalisk reaktion (kalkrig jord) ideel pH værdi er 6-7.  

Jordbunden skal være veldrænet så der ikke kan stå vand omkring rodknolden, hvilket pæoner og bonderoser ikke tåler. Derudover er der ikke så store krav til jorden og pæoner er nemme at få til at trives i havens bede, når blot de hvert forår får lidt gødning. Planter man pæoner om foråret, vil det være nødvendigt at vande i tørre perioder det første år indtil planterne har etableret sig godt.

Plantning

Nye planter udplantes i september eller april. De anbringes et par centimeter dybere, end de før har stået. For dyb plantning nedsætter blomsterevnen.

Plantehullet skal være stort - ca. 50 cm. dybt. I bunden af hullet blander man en til to spadefulde af velomsat kogødning sammen med et par håndfulde kalk og den eksisterende jord. Det er meget vigtigt at rødderne ikke får direkte kontakt med gødningen.

Undgå dyb plantning, ”øjnene” bør være mellem 2 og 5 cm under jordniveau. Det har stor betydning for blomstringen, at rodknolden ikke placeres for dybt under jordoverfladen. Når man planter sin plante er det derfor vigtigt at den  placeres i samme niveau i bedet som den havde i potten. Sæt hellere planten lidt for højt end for dybt. Tryk jorden mellem rødderne ved planting. Vand godt bagefter.

Gødskning

Efter plantningen er det normalt ikke nødvendig at gøde dem de næste mange år, men det er vigtigt at give dem lidt kalk hvert forår. Har man dem på en let jord, hvor næringsstofferne hurtigt  udvaskes, kan man dog give dem lidt kunstgødning,

Der tilføres hvert år gødning i form af benmel. Gød om foråret med lav-kvælstof gødning, helst når de nye skud er ca. 10 cm lange. Igen i september, men gør det varsomt. Undgå overgødning med kvælstof, da overgødning kan svide planten, eller forårsage en masse nye små, golde skud og manglende blomstring.

Overvintring og beskæring
For at undgå udtørring af jorden vinterdækkes med enhedsjord eller bladjord, men i øvrigt er planten helt hårdfør. Nedskæring af den visne top først om foråret, da rodknolden har brug for at trække al næring ud af de overjordiske plantedele inden de visner ned om vinteren.
Dog bør man om efteråret klippe de visne blade væk, som er angrebet af gråskimmel og andre svampe, der smitter de nye skud om foråret.

Flytning, deling og omplantning

Man diskuterer en del om  hvorvidt pæoner har bedst af at stå på samme jord i flere år eller om de ikke tager skade af at blive gravet op og flyttet. Flytter man sine bonderoser eller pæoner er det dog vigtigt at man ikke planter dem dybere på deres nye voksested end hvor de stod før. Udebliver blomstringen det første år, skal man ikke være bekymret, den skal nok komme igen.

De kan også sagtens deles, og det bedste tidspunkt er i sensommeren. Brug en greb og få en god stor klump fri - der skal være mindst fire-fem øjne på toppen af knolden. Pæonklumpen plantes derefter straks i den nye jord, og her gælder det om at plante korrekt. Sætter man planten for dybt, risikerer man, at pæonen ikke vil blomstre. Planter man den, så rodknolden anes i jordoverfladen, vil dens blomstring fortsætte ufortrødent i årene der kommer.

Sygdomme

Sygdomme  i pæoner og bonderoser er få, men dele af planter kan desværre visne ned. Det skyldes pæonskimmel. De angrebne stængler klippes af og fjernes for at mindske smitten. Pæonskimmel trives under fugtige forhold, så fjern evt. plantevækst rundt om pæonerne så der bliver et tørrere miljø.

Pasning
Pæoner er nemme at have med at gøre. De kræver ikke meget pasning, når først de er placeret på rette sted i haven. Herefter kan de glæde år efter år med overvældende og smuk blomstring. 

Pæoner er ikke sarte overfor ukrudt. I et vildt hjørne af haven, hvor pladsen deles med skvalderkål og kørvel, giver pæonerne ikke op, men maser sig frem, med deres tætte forårsvækst. Dette gælder først og fremmest de velkendte pæoner, med de danske navne bonderoser og silkepæoner. Disse pæoner skal ikke deles, men bliver kun kønnere år efter år og mere blomsterrige.

Sidst opdateret 26-04-2010