Kirstine Jørgensen (1864-1945) Kirstine Ottosen (i midten) og tre andre damer omkring spillebordet fra tiden i Horsens
Christine Jørgensens slægtDisse oversigter der stadig er under opbygning, er baseret på familieoplysninger - se nederst på denne side - suppleret med tilføjelser og rettelser.
| Bodil (Botilla) Hansdtr. | Asmus Hansen | Christian Laustsen [ Lorentzen] | ||||
| f. ca. 1714, d. 1.3. 1782 | g.m. | ca. 1709-6.9.1776 | f. ca. 1731 i Vippel, Tinglev sogn, | |||
| 7 børn | g.m. Gyde Christensdtr., f. Vippel ca. 1731 | |||||
| deres datter: | ||||||
| Christian Jørgensen | g.m. | Dorothea Augusta Jacobsen | Laust Asmussen, Skipper i | g.m. | Anna Maria Chrestesen Laustsen | |
| f. 11.04 1800, død 1871 | død før 1860. | Vippel, Tinglev S. | f. Vippel 1761, d. 13.8. 1849 | |||
| Lærer i Svenstrup, Als | f. 175?? d. 21.6. 1756 | aftægtskone Terkelsbøl Mark, Tinglev sogn | ||||
| 5 børn | ||||||
| Lorentz Jørgensen, f. 18.3.1828, | ||||||
| død ca. 1850. Overlærer i Nyborg | ||||||
| Christen Petersen Møller, | g.m. | Christine Larsdtr. Asmussen | Rasmus Lassen A. f. 1789. d.1862 Terkelsbøl | |||
| Claus August Jørgensen, f.22.3.1830 | f. ca. 1788, d.18.1.1839 |
f. 2.3. 1796 Tinglev sogn † Jelling |
g.m. Kirsten Niesdtr. | |||
| Bothilla Asmussen f.1791, d. 1851 Terkelsbøl | ||||||
| Kirstine Jørgensen, f. 04.02 1834 | 2 børn | g.m. Peter Hansen Martensen i Terkelsbøk | ||||
| Gyde Marie Asmussen f. 1794, d. 1851 | ||||||
| Mathias Jørgensen | g.m. | Cathrine Marie Møller, f. Tandslet | Louise Marie Møller | g.m. Broder Petersen i Eggebæk | ||
| f. 10.11.1831, d. 28.11.1890. | 3.7.1830, død 1910 | f. Tandslet 7/5 1828 | ||||
| Lærer i Jelling. 5 børn | 5 børn | g.m. Hans Carstensen Riis | Anna Maria Asmussen f. 10.6.1800 | |||
| 9 børn: | død.21 apr 1889 i Tinglev | |||||
| Dorothea Jørgensen, f. 7.7. 1858 | g.m. Jes Ludwigsen (f.c.1800) | |||||
| g.m. sin fætter Jens Riis, 1855-1884 | Anna Magd.Chr.Riis 1851 | |||||
| Præst i Flade. 3 børn | g.m. | Jensine Christine Riis 1853 | ||||
| Jens Riis 1855-1884, Præst i Flade | ||||||
| Christian Jørgensen f. 27.8. 1860, † Roskilde 1930. Lærer, siden Præst i Jelling, Rye-Sonnerup og Skrøbelev. G.m. Alvilda Herskind, f. Nibe 26.4.1869, † datter af grosserer Karl Johan August Herskind & Marie Frederikke Breyen, † Kbh. 3 børn. |
Peter Christian Riis 1857 | |||||
| Johannes Carstensen Riis 1865 | ||||||
| Marie (Mie) Jørgensen f. 1860. † 3.1.1935. Begr.Søndermark Kgd. i Kbh. Gift med Niels ..., lærer i Hjørring, overlærer Ringkøbing, senere Fredensborg | Meta Riis 1866 | |||||
|
Claus Jørgensen, f. o. 1872. Maler. |
||||||
| Druknet ved Kalvebod Strand 27.9.1891. Begravet i Jelling | ||||||
| Christine Jørgensen, f. 9.6. 1864, | g.m. | Jeppe Marius Ottosen, f. 19.5. 1862 | ||||
| † Haderslev 27.3. 1945 | †. Haderslev 17.8. 1936 | |||||
| 9 børn | Lektor | |||||
|
|
Far: f. 10.11.1831, d. 28.11.1890. _____________________ Han havde 4 søskende alle ugifte: Klaus J., Forvalter Broballe Mejeri Kirstine (Stinne) f. 4.2. 1834, døbt 16.2. 1834, Husholder for brødrene Christian og Klaus. Alle 3 † i Horsens
|
|
|
|
|
| |||
|
|
| ||
|
| |||
|
Claus Jacobsen |
| |
|
| |||
|
|
| ||
|
Karen Gotschalck , f. før 1744, død 1807 | |||
|
Mor: (Faddere: Louise Smith, gift med Møller Smith i Lebølgaard., Hans Christian Møller i Lebøl (født i Tandslet d.8/4 1852, søn af Afg. Inderste og snedker Andreas Møller i Tandslet, g.m. Marie Cathrine) boelsmand. ibid. Jacob Kock, kaadner i Lebølløkke.) Kbg. nævner kun faderes stilling (Skolelærer Møller i Lebølgaard) og ikke hans fornavn. Det samme ved søsterens dåb.
Mejerske på Melsgård. Gift på Gødding Mølle. 5 børn: Dorothea Claus |
Christen Petersen Møller, Begravet 23.1. 1839 på Tandslet kirkegård under en hængeask, som hans enke plantede på hans grav. Gift i Tandslet 14.5. 1825 med: |
|
|
|
| |||
|
|
| ||
|
| |||
|
Christine Larsdatter Asmussen f. 2.3. 1796 i Vippel, Tinglev sogn. † Jelling ca. 1870. Efter Cathrines bryllup med Mathias Jørgensen boede hun hos dem til sin død. |
Laust [Lars] Asmussen, Kådner [boelsmand] og Skipper i Vippel, Tinglev sogn, f. ca. 1756 el. 61, d. 21.6 1756, gift 18.1. 1788. 5 børn, alle f. i Vippel |
Asmus Hansen, Bastrup f. ca. 1709, død 6/9 1776. 7 børn gift 1.3. 1782 med: | |
|
Bodil Hansdtr. (Botilla Hansen), f. ca. 1714, død. 1.3. 1782 | |||
|
Anna Maria Chrestesen
Christine A. f. 1796 Anna Maria A. f.1800 |
Christian Laustsen [ Lorentzen], f. ca. 1731 i Vippel, Tinglev sogn, | ||
|
Gyde Christensen f. ca. 1731 i Vippel, Tinglev sogn, |
Kirstine Ottosen: Erindringer fra et forholdsvist langt liv
Flere af jer har bedt mig om at skrive noget fra mit forholdsvis lange Liv, men hidtil har jeg siddet det overhørig. I denne Tid har jeg så god tid og så gode Kræfter, så jeg får Lyst til at prøve på, om det vil lykkes mig. (Nedskrevet 1940).
Dygtig far og viljestærk mor
Min vugge stod i Jelling, hvor mine Forældre flyttede til 1858 fra Haderslev, hvor Far havde været Lærer ved Vilhelmine Skolen. Han var en ualmindelig dygtig og særpræget Mand med Udmærkelse til sin Lærereksamen, hvilket han er den eneste af alle dem der fulgte efter som opnåede. Han var en meget beskeden Mand, som aldrig gjorde sin Dygtighed gældende på anden Måde end den som der i sin Egenskab tvang alle til at respektere.
Han var tillige en meget sagtmodig Mand, som skabte megen Kærlighed men også en Del Modgang omkring sig.
Noget af hans Kamp i Livet var den stadige Kamp for at få Indtægt og Udgift til at balangsere. Han var så umådelig bange for Gæld, og den eneste Regning jeg mindes årlig kom inden vore Døre, var Skomager Regningen. Vi havde Skomager i Vejle, for Mor havde en Svaghed for at vi skulde have pænt Fodtøj. Et Par Læder-Støvler og et par Gedeskinds eller Chevreau [garvet skind fra gedekid] til vore hvide Kjoler måtte der til. Og den Dag den Regning kom, ja, da havde vi vel nok ondt af vores ejegode Fader med al hans Spekulation, men han klarede det altid
Mor var meget vel begavet, fuld af gode interesser, som ikke nåede at blive kvalt af Dagens Møje og Besvær, som der ellers så sandt var nok af. Hun var en viljestærk Kvinde, og ingen kom uden om den, hverken Mand eller Børn.
De var begge Alsinger, og når mit hjem var så særpræget som det var, skyldes det vel nok en Del det.
Grundtvigianisme på godt og dårligt
I Jelling levedes der et stærkt åndeligt pulserende Liv, som for Størstedelen stammede fra den stærkt grundtvigske og ejendommelige Præst og Forstander, Svendsen, som satte sit Særpræg ikke blot på Jelling men på mange Miles Omkreds.
Grundtvigianismen var imidlertid på sit Højdepunkt på den Tid, både med dens gode og dårlige Sider, og som de nøgterne Sønderjyder som Far og Mor var, måtte de tage Afstand fra en Del af det, men de optog det bedste i sig, og Svendsen og Far var så længe de levede sammen, meget nære Venner, som han var det med alle de Præster der fulgte efter, Madsen, Sørensen og alle Kapellanerne og til sidst hans egen Søn.
Blandt Kapellanerne var den meget begavede og særprægede Andersen, som senere blev Provst ved Vartorv, og særlig blev måske nok Samværet med ham og hans begavede Kone – en Paludan Møller – af særlig Betydning for mit Hjem.
Jeg var kun den Gang lille, men jeg mindes hvordan de mødtes i vore gensidige Hjem en Gang om Ugen og læste det bedste som på den Tid var fremme i Literaturen, og skønt jeg var for lille til at deltage, gik der alligevel en Strøm derigennem til mig, som jeg senere har været taknemmelig for.
Mærkværdig blanding af et hjem
Mit Hjem var på en Måde en mærkværdig Blanding. Noget af det mest spartanske som kan tænkes, men ved siden af, det Hjem i Jelling, hvor alle – høje og lave – mødtes meget mere end i de andre Hjem.
Og på samme måde gik det med os. Ud at malke om Morgenen eller op at ringe Solen op, og bagefter sidde ved Klaveret i et koldt Værelse en stiv Klokketime inden Skoletid. Dersom jeg ventede til om Eftermiddagen, kom der nemlig så ofte Fremmede som forhindrede det.
Så vidt jeg ved, var Faders Embede et af de største Embeder på Landet, det var på 1600 Kr. med Dyrtidstillæg, dog tror jeg nok han havde nogle få 100 Kroner fra Seminariet, hvor han var Lærer i Praktik.
Af den Løn skulde Mand og Kone, 5 Børn, en Plejesøn og en gammel Bedstemoder, Mormor, leve. Plejesønnen var Mors Søstersøn, Peder, hvis Mor var kommet på en Sindssygeanstalt fra en stor Flok Børn, og så tilfaldt han mit Hjem, som man ellers skulde synes havde nok i Forvejen.
Vi havde ikke mere Plads, end Fader måtte bo med Drengene Peder og Christian på Loftet, mens Mor og Bedstemor måtte have Sovekammeret sammen med Pigerne.
Jeg havde min Plads ved Bedstemors Side i Sengen, og da hun var meget gammel og affældig, forekommer det mig, at en hel Del af Natten gik med Frygt fra min Side over at hun skulde dø en skønne Nat, og jeg så var så fast klistret til hende, at jeg ikke kunde komme løs. Det har sikkert indskrænket sig til nogle få Minutter, men det står til Gengæld så fast i min Erindring, som en stadig Gentagelse, når jeg kom i Seng. Hun døde 1872, tror jeg nok, samme vinter som min yngste Bror Klaus blev født og som Far og Mor oplevede alt det tunge med min Bror Christian. Han fik et dårligt Ben i August.
Det begyndte med, at han en Dag blev fuldstændig vild, som man den Gang kaldte det og løb omkring inde i Skolen, , og da de spurgte ham: ”Hvor gammel er du da, bet’ Christian,” svarede han akkurat lige så mange Aar, som han kom til at ligge Dage i Sengen fra August til Lillejuleaften.
Det var Benæder, og vor kære enestående Doktor Boye opererede ham 4 Gange sammen med en Doktor Schmidt fra Vejle hjemme på Skolen, den Gang kendtes Sygehus ikke.
Ja, den Vinter kunde der fortælles meget om Lidelse og Tålmod derhjemme i det kære Barndomshjem.
Christian kom op, gik ved Krykker en lang Tid, men kastede dem, da han om Sommeren havde været i Bad på Als, og blev senere så rask, så han kunde gøre Gymnastik med de bedste.
Bedstemor dør – og går igen
Bedstemor døde i Marts, og derfra har jeg to Erindringer. Mors Søster var som sagt kommet på Aarhus Sindssygehospital og det betragtedes den Gang ikke alene som en Sorg men også som en Skam, og Mor tog sig det meget nær.
Da Mor nu bad med Bedstemor før hun døde, sagde hun til hende: ”Kommer du Vorherre nærmere end vi er ham, bed da for Louise.” Hun havde hidtil været betragtet som uhelbredelig, men en Tid efter Bedstemors Død, kom der Bud til Onkel Riis, at han kunde hente sin Kone hjem,
Den anden Erindring vedrører mig selv. Vi havde med stor Interesse delt Bedstemors Ejendele, for mit vedkommende holede jeg mig en meget smuk Kappe med Tyls Pibe omkring og et skotsk ternet Silketørklæde.
Nu blev det altid sagt, at jeg var min gamle Bedstemor op ad Dage (hun skal have været meget køn) og så da min Kusine, som var Mejerske på Stor-Grunnet en Søndag Eftermiddag kom og havde lagt sig til Hvile til en lille Middagssøvn i Gæstekammeret, tog jeg Bedstemors Kappe på og Tørklædet på Skuldrene, kravlede på alle 4 lige hen til hendes Seng, og pludselig dukkede det lille ligblege Ansigt med Kappe på op over Sengekanten og Røsten lød: ”Nu skal du op!” Der blev Opstandelse, og Lene kunde aldrig lide siden.
Jelling Skole
Når man ser det Palads som nu står derhjemme, kan man vanskelig tænke sig Jelling Skole som den var i min Barndom. Skønt vi havde Jorden til mit
Pigekammer bestod i en Seng i Køkkenet, og Vand hentede vi et godt Stykke fra Huset, hvor jeg også har stået en iskold Vinterdag og skyllet Tøj, da der bogstavelig ikke var Plads til at stå inde med det. Ja, denne kolde Vinterdag står endogså så tydelig for mig nu jeg skriver, at jeg husker det var den
Ja, det var et Indblik i mit elskede Barndomshjem, som jeg jo nok kommer tilbage til adskillige Gange, men nu vil jeg gå over til et Afsnit som skal hedde
Mon noget Menneske har haft 4 Søskende som mine? I hvert Fald kan jeg vanskelig tænke mig at nogen har kunnet elske sine Søskende højere end jeg har, og det var da også de eneste Mennesker som der har kunnet være Tale om at Fader kunne være lidt jaloux på.
Søskende
Dorothea
Dorothea var 6 Aar ældre end jeg, Christian 4, Marie 4 Aar yngre, Klaus små 8. Jeg havde altså det Held at være midt imellem, og det gjorde måske sit til at jeg følte mig så stærkt knyttet til dem alle.
Dorothea indtog en Særstilling; men det er måske alle Forældre ubevidst i Blodet med den ældste. Det var Synd at sige at hun misbrugte sin Magt, for hun var det blideste Væsen jeg har kendt, men vi andre syntes stundom, at der var ikke helt Retfærdighed til.
Der stod en vis Glans om hende, både mellem os og alle andre, skønt hun vist nærmest var grim, men til Gengæld var hendes Væsen uimodståeligt.
Mine Barndomsminder sammen med hende begynder egentlig først den
Jeg mindes kun en Gang, at jeg har haft en bitter Tanke over for hende og det var en Sommerdag, da hele Familien i eget Køretøj (bestilt), det var den eneste Måde man den Gang kunde komme til Vejle for at købe Konfirmationsudstyr til mig, sådan mente jeg i hvert Fald hjemmefra.
Imidlertid skulde Dorothea det Efterår til Nyborg og styre Huset for min Onkel som var en såre fornem Herre i Familien, han rejste altid på 2’Klasse. På Vejen hen til Forretningen hvor jeg med stor Spænding troede jeg skulde have en Kåbe, meddelte det mig, at jeg skulde have Dorotheas syet om, og hun skulde have den nye.
Hvor så jeg den skønne Kåbe for mine øjne og ikke mindre den strålende sorte Fløjlshat med lyseblå Bånd, mens jeg måtte nøjes med en Hue, og så havde jeg endda den Triumf at Tvillingerne – Anna og Petrine – senere Fru Bertel Jensen, købte sig akkurat Mage til. Nå, men dersom jeg fortaber mig sådan i Minderne bliver der nok for langt til Vejs ende.
Hun var 2 Aar på Eliseholm en god halv Mil fra Jelling, dels som Husholdningselev, dels læste hun med Børnene, og jeg gik gladelig den lange Vej, endogså stundom 2 Gange om Ugen ud til hende, blev lige godt modtaget af dem alle, og blev der meget ofte om Natten og stod op og gik hjem inden Skoletid.
Hun blev forlovet med sin Fætter Jens Riis, som havde sukket for hende i mange Aar. Den 7’August 1884 holdt de Bryllup i Jelling Skole i strålende Vejr, så vi efter Middagen Kl. 3, der var stort Bryllup, legede Enkemand på Thyras Høj, hvor jeg tabte min Hæl. Om Aftenen var alle de unge bedt og vi dansede i Seminariets Festsal, hvor blandt andre Brødrene Nissen (Helge) som var Gæster i Præstegården var med, og en af dem, jeg husker ikke hvem, morede Moster Mie sig med.
Far og jeg var helt tossede ved Tanken om at næste Gang var det vores Tur, og I kan stole på, det var ikke moderne Dans vi tog den Aften.
De blev Præstefolk på Mors, og de sidste Måneder før mit Bryllup var jeg oppe hos dem for at blive bevandret i Husholdningens Mysterier.
Hvor Dorothea og jeg havde 4 vidunderlige Måneder sammen, der kunde ingen le som hende.
Skønt Louise Marie blev født den
Herold som den Gang var forlovet med Moster Mie, var en af Gæsterne, og der var den morsomme Oplevelse, at en Aften vi legede Ordsprogsleg, var gamle Tante Christine i Kbhv, Jens’s Søster i Herolds Bukser, hvilket sikkert i hele hendes Liv har været hendes største Oplevelse, og som hun den Dag i Dag er meget stolt af.
Kl. 4 om Natten rejste Morbror Christian og Herold, så gik der Bud efter Jordemoderen og Kl. 8 var Louise Marie født.
Moster Dorothea og Jens var gift i 10 Aar. De holdt inderligt af hinanden, men hendes Liv var fuldt af Kamp, og når jeg nu ser tilbage på det, fatter jeg ikke, at hendes glade Sind og lyse Smil er det altrådende i Mindet om hende, og jeg har ofte tænkt på de Ord, som deres gode Ven Pastor Jantzen talte over hende: "Det gør ikke noget at Solen brænder på mit Tag, det er overtrukket med Skarlagensrødt Klæde."
Hun var elsket i hele Sognet, og der var ikke et øje, der var tørt, hin kolde, kolde Vinterdag ved hendes Grav.
De havde 7 Børn. De sidste var Tvillinger. Tre Dage før Jul vågnede Dorothea og så at den ene af dem som lå i hendes Arme var død.
Jens og hun havde begge været vågne Kl. 12 og hjulpet hinanden at pusle dem, men skønt alle sagde at den lille var død af Krampe, kunde Dorothea ikke frigøre sig for den Tanke, at hun havde ligget den ihjel.
Da jeg kom derop sagde Jordemoderen: "Jeg har aldrig set Fruen som hun var den Morgen, den ellers så blide stille."
Julenat fik hun Lungebetændelse og Nytårsnat døde hun. Morbror og jeg fulgtes ad derop, og aldrig har Jorden syntes mig så kold og livsforladt som i de Dage deroppe.
Fire lig på kirkegården før påske
Mor fik Lungebetændelse den Dag Dorothea blev begravet, og hun lå deroppe til Påsken. 2 små Børn, den anden Tvilling og lille Gerda døde også, så der var 4 Lig i Præstegården fra Jul og til Påske.
Tilbage var så Louise Marie, Svend og Helga. Marie Louise døde i Jelling Præstegård, hvor hun var på Besøg, af Hjernebetændelse den 7. August 12 Aar gammel. Jens var syg da hun døde og var i Karlsbad, men kom, så vidt jeg husker, hjem til Begravelsen, hun ligger i Jelling.
Aret efter døde Jens af Kræft i Leveren, og så stod de 2 Børn, Svend og Helga alene. For at de ikke skulde skilles ad, tog Jens’s Søster, som var Lærerinde i København dem til sig, lejede en Villa (Belvedera) i Charlottenlund, lod Svend gå i Metropolitanskolen og Helga i Frøken Kjærs Skole, den Gang den mest ansete Pigeskole i København.
Svend blev Ingeniør og har nu en anset Stilling i Jawa, en intelligent Kone og 4 prægtige Børn, som alle får deres Uddannelse her i Danmark.
Lille Helga er det mørke Punkt i Tilværelsen, og atter og atter spørger man sig selv, om man kunde have handlet anderledes. Hun er en lille forsagt, nemt kuet en, som havde ondt ved at gøre sig gældende, som havde alverdens Dårligdomme.
Hun nåede dog frem til Forskolelærerindeeksamen og var Lærerinde i Vensyssel, men hendes forskellige Sygdomme tog så stærk Fart at det slog sig på Nerverne som grænsede til Sindssyge. Hun kom på Skanderborg Sygehus, hvorfra hun en Nat så Lejlighed til at springe ud ad Vinduet, ned i den kolde Sne, hvorfra hun løb ud i Søen og druknede.
Også der blev det mig der måtte tage Affære. Der blev ringet til mig og da jeg kom til Sygehuset, var hun funden, og lå med det saligste Smil i Ansigtet. Jeg tror nok, jeg blev den eneste som så hende, men jeg er taknemmelig for at det blev mig, for Billedet af hende som hun lå der, forligede mig noget med Dødens Gru.
Christian
Christian er den af mine Søskende som min Barndom, ja, jeg kan vel godt sige hele mit Liv er fastest knyttet til. Derfor synes det mig også noget af et Under, at jeg boede i Haderslev og han der boede i Roskilde, skulle få den store Nåde at sidde ved hans Seng og dele de sidste Dage med ham. Han var jo 4 Aar ældre end mig og utallige er de Gange, da han fik mig til at løbe med Limpinden, men altid var jeg i Hælene på ham, og lige dårligt kunde vi undvære hinanden.
Jeg tror nu, at vort Venskab stammer fra Marken, som lå et langt Stykke fra Hjemmet, og hvor vi stundom i Efteråret tilbragte hele Dage, mens Køerne gik løse, eller i Foråret når vi lugede Agerkål. Der stegte vi Kartofler, fortalte hinanden Historier og s.v.
Da han var 11-12 Aar, fik han den Benskade som jeg har omtalt. Den medførte, at han hver Sommer tilbragte hele Sommerferien på Als for Strandbadenes Skyld.
Det var nu pænt af Tante og Onkel at lukke deres Døre op og bryde med deres gamle Vaner, og vi havde – trods Tugten vi var under – en herlig Tid. Men da vi jo så fuldstændig var overladt til hinanden, knyttede det os selvfølgelig endnu stærkere sammen. Men hvor kunde han drille – hellere end gerne havde jeg revet Håret af ham i sådant et Øjeblik om jeg havde magtet det.
Hans Sygdom medførte også, at den berømte Dr. Boye, som havde en Herregård udenfor Jelling, kom til at holde af ham, og der tilbragte Christian i sine Drengeår hver Søndag nede, når hans Drenge kom hjem fra Odense, hvor de gik i Skole.
Et sådant Hjem, som var Centrum for både Intelligens og Fromhed, måtte selvfølgelig præge også en Dreng som kom der ofte. Han og de to Sønner, Ebbe og Aage, var da også de trofasteste Venner lige til deres Død, og kun deres Søskende stod dem nærmere.
Aages Datter og Christians Søn har da også fundet hinanden og deler Livet med hinanden, og skønnere Frugt kan et Venskab vanskelig sætte.
Da Christian blev konfirmeret, skulde han forberedes til Lærereksamen, som foregik de Gang blandt andet ved, at de unge kom ud som Vinterlærer ½ Aar. Christian kom langt vesterud til noget som hed Usseltoft i Brande Sogn. Han boede hos en Familie Bonde, i hvis Storstue Skolen holdtes de 3 Dage om Ugen, de 3 andre vandrede han til et andet Sted.
Det var nogle meget fattige og nøjsomme Mennesker, som Christian levede i skøn Forening med en hel Vinter.
Deres Kost var Kartofler og stegt Flæsk 3 Gange om Dagen, men da Konen hørte, at det var hans Fødselsdag 10. Nov., Mortensaften, og en stor Festdag i Jelling Skole, lavede hun Rødgrød af Rødbedesaft til stor Glæde for hele Menigheden.
Da han kom hjem i Foråret kunde han give sin Mor en sort Silkekjole og sin Far en ny Overfrakke den Gang var der ikke noget der hed "Kino" at give Penge ud til. De 3 Aar han gik på Seminariet var vi sammen det første Aar, så kom jeg til Als, og så var vi atter sammen det sidste Aar.
Da han havde taget sin Lærereksamen, blev han Huslærer i Vester Ørum et Aar, rejste så til København på Docent-Kursus for at studere og blev således en af Bondestudenterne, som de kaldtes den Gang.
Han levede i høj Grad spartansk i København og havde ved Siden af han læste, Timer på v. Vetesens Institut, lige til han forlod København, da efterlod han dem til Svigerfar som – det skal jeg komme til senere – da var kommet til Kbhv.
Christian var forlovet med Grosserer Herskinds Datter i København, han havde nu ikke fundet hende der, men i Jelling, hvor hun var Lærerinde hos Postmesterens.
Straks han havde taget sin teologiske Embedsekamen blev han Kappellan i Jelling, og Aret efter, 16. Juli, giftede han sig. De nygifte kom ikke til at danse på Roser straks.
Fader var blevet meget svag, måtte en Tid søge Ophold på Diakonissestiftelsen, og senere til Horsens og få det ene øje taget ud og det førte til sidst til, at han måtte tage sin Afsked, og Bestemmelsen blev, at de gamle og de unge skulde bo sammen.
Moder og den lille unge Københavnerinde var så forskellige som Nat og Dag, så det siger sig selv, at det blev vanskelige Forhold. 28. Nov. 1890 døde Fader ret pludseligt, så det blev ikke mange Måneder; men Mor blev boende hos dem endnu en Tid, til Forholdene ordnede sig sådan, at hun kunne flytte til os.
Da han havde været Kappellan nogle få Aar blev han Sognepræst for Jelling og Hover, og flyttede i en ny stor Præstegård, som hans Forgænger havde bygget. Hidtil havde Sognepræst og Forstander for Seminariet hørt sammen, men nu blev det delt, og Pastor Sørensen valgte så at blive Forstander i Stedet for Sognepræst.
De boede Dør om Dør og levede al deres Tid i meget nær Venskab med hinanden. Når jeg skriver Dør om Dør, mener jeg selvfølgelig, at Forstanderboligen og Præstegården lå ved Siden af hinanden.
Pastor Sørensen blev senere Professor, så Biskop, sidst over Aarhus Stift, og endte som almindelig Sognepræst i Nørup. Da han søgte det sidste Embede, skal Kongen have sagt: »Man gør da ikke en General til Løjtnant.«
I Jelling Præstegård havde vore ældste Børn mange gode Dage, og det skyldes vel nok dem for en stor Del, at Knud lige fra han var Barn vilde være Præst. De havde på forskellig Vis set vanskelige Kår i Jelling. Det er ikke altid let at blive Præst i sit Barndomshjem, og Jelling var i hvert Fald i både Fars og Christians Tid et højt hævet Sted, som i mange Retninger kun bevægede sig om sin egen Navle.
1901 kom han til Sæby og nogle få Aar senere blev han enstemmigt indstillet til Nabosognene Rye og Sonnerup, hvor han fik sin længste Præstegerning, hvor han blandt andet var i Sognerådet og nød i det hele stor Anseelse. Mange og kære og lyse er de Minder, som både I og jeg har fra den Tid, hvad selveste lille Jon også nåede at opleve.
Søgte afsked efter forkølelse
Sine sidste Præsteår levede han i Skrøbelev på Langeland, og det blev vist nok hans lykkeligste Aar i hans Gerning, han skrev i hvert Fald en Gang til mig, at "Højtiden stiger med Dagen" Det blev ikke mange Aar han var der. På en Rejse herover var der et så frygteligt Vejr, da de sejlede fra Fåborg til Sønderborg, at han fik en meget slem Forkølelse som satte sig til Bronchitis, og som mærkede ham for Livet, så han få Aar efter måtte søge sin Afsked.
Han og Alvilda flyttede til Roskilde og det var ikke mange Aar efter døde han, som han vilde have blevet 70 Aar 27. August.
Han er et af de mest uselviske og nøjsomste Mennesker som jeg har kendt. Hvad han kunde undvære fra sig selv for at give til os andre kendte ingen Grænser; er det nu så underligt, at jeg sidder og skriver om ham, synes jeg, at jeg må tage ham om Halsen?
Som jeg skrev, var Alvilda fra København. Men hvor udviklede hun sig dog i Aarenes Løb til at blive både en sød og dygtig Præstekone, og hvor står hun i Glans for alle jer, som hun blev en kærlig og køn Tante for i eders Ferier, ja, hun blev jo endogså Knuds første Kærlighed. De har 3 Børn, Matthias, Peer og Karl Johan. Som alle tre er prægtige Mennesker og som desværre har nydt alt for lidt godt af mit Hjem, i Forhold til hvad I har har nydt i deres.
Marie
Ja, så kommer jeg til lille Mie. Hun er efter min Mening absolut den mest energiske af hele Søskendeflokken.
Min første Erindring skriver sig fra vor tidligste Barndom, hvor hun ikke gav sig, før Mor havde beordret mig til at gå ud og lege med hende eller hun pludselig blev så dårlig så hun både skreg og klagede sig og først kom i Ro, når jeg var blevet anbragt til at spille ’Tosse hver sin Trumf, som var hendes Yndlingsspil med hende. Jeg føler endnu hvor det kriblede i mig, når jeg nærmede mig Hjemmet fra mine Ture fra Eliseholm, og ikke vidste om Tosse hver sin Trumf stod truende foran mig. Mærkeligt nok at det ikke betog mig min senere Sympati for Kort.
Senere blev hun min gode lille Kammerat, som gik i Brechen for mig mere end en Gang, når et truende Uvejr lurede på mig. Der var nemlig visse Perioder af min Barndom, hvor jeg hos Moder var på det sorte Bræt, således mindes jeg en af dem, hvor det var helt mærkeligt, hvis jeg kunde bede min Aftenbøn uden at have fået Smæk den Dag.
Mie var i nogle Aar forlovet med Kammersanger Herold. Særlig Tiden før Forlovelsen blev hævet var svær for hende, og den tilbragte hun for en stor Del hos os. Hun havde nogle nervøse Anfald, som endte med et ophold på Diakonissestiftelsen, hvor hun kom sig så godt, så det aldrig senere har gentaget sig. Men rigtig rask har hun vist sjældent været, og man må beundre den Energi, hvormed hun bar alle sine Svagheder lige til sin Dødsdag.
Hun levede et meget lykkeligt Ægteskab sammen med sin Niels, som hun elskede og beundrede i alt. De giftede sig så tidligt de kunde med meget små Midler, men hendes flittige Hænder hvilede aldrig. Hun syede og broderede i mange Aar til Forretninger. De elskede Skønhed i deres Hjem, en Gang forærede hun sin Mand et Bogskab, som var fremkommet ved hvert Sting af hendes Flid.
Hun var et meget interesseret Menneske, var i deres Hjørringtid Formand for dansk Kvindesamfund, Medlem af Ligningskommisionen, Medlem af Menighedsrådet og s.v.
De levede den længste Tid i Ringkøbing som Overlærer-Folk, men hun blev mere og mere svag, kunde ikke tåle det skarpe Klima, så Niels søgte sin Afsked så tidligt han kunde. De flyttede til Fredensborg.
Hun elskede Naturen som få og hun nåede at få 5 Måneder i de skønneste Omgivelser. Hun døde 3.Januar 1935, ligger på Søndermark Kirkegård i København. Hendes Energi fulgte hende til det sidste. Skønt hun var så svag så hvert Skridt kostede hende Smerte, var hun alligevel i Kirke den sidste Juleaften. Hendes trofaste Ven bor nu i København.
De havde en Søn, Erik, som er Ingeniør i København, og hvor han, hans Kone Clara og deres 2 Børn er til stor Glæde for Niels, hvem jeg altid har beundret for den store Tålmod som et langt Liv med en svag Kone kræver, når det skal blive et lykkeligt Ægteskab, og som sådan har de rigtignok været et lysende Eksempel.
Ja, så er der Klaus
Vores alles lille Klaus, hvis Gunst vi alle bejlede til. Jeg husker en Morgen han stod på Høkassen derhjemme mens jeg klædte ham på og jeg købte ham til at give mig 20 Kys for et Stykke Lakrits, skyndte mig at få 21, for så måtte vi begynde forfra igen.
Han var ikke mindst Fars Glæde, og utrolig var alle de Ting, som de delte sammen. Mens jeg var på Kransbjeerg var han nede hos mig en Tid, og mine to små Elever var ganske væk i ham, det var bare så kedeligt, at han havde lange Bukser på, det var på den Tid, da de korte Bukser var ved at komme frem.
Aaret før jeg blev gift var han og jeg et Par Gange alene hjemme.
Første Gang var Far og Mor i Nyborg til Onkels Begravelse. En mørk Aften var han pludselig blevet borte for mig. Jeg søgte og jeg kaldte men ganske uden Resultat. Endelig kom han strygende op ad Vejen. Han vilde først ikke sige, hvor han havde været, men endelig kom det, at han havde tømt sin Sparegris og været omme ved Herold med Indholdet, han havde ikke Penge til et Frimærke til Marie, som den Tid var på Mors.
Den anden Gang var i Sommerferien. Far og Mor var på Mors, og Klaus skulde til Als. Han skulde gå ad Stien til Vejle. Jeg fulgte ham så langt jeg kunde, men en Gang måtte vi jo sige Farvel, og så blev vi ved at vende os om og vinke til hinanden så længe til han forsvandt ind i Skoven.
Da han blev konfirmeret skulde han i Malerlære, han vilde være Kunstner, men gå den praktiske Vej. Det faldt naturligt at det blev i Horsens, hvor jeg et halvt Aar efter skulde bo. Svigerforældre og Marie var umådelig gode imod ham, ja, hvor har Marie i alle Retninger været enestående.
Han kom i Lære hos Alexandersens, et stærkt grundtvigsk Hjem og hvor han havde 4 gode Aar men han var selvfølgelig det meste af sin Fritid hos os, og vi havde mange gode Stunder, når vi måtte undvære Far, enten han var i Aftenskole eller Kor.
Han havde 2 gode Kammerater i Landstingsmand Termansen og Folketingsmand Bertelsens Sønner, som begge var i Malerlære samme Sted. Særlig den sidste og Klaus blev meget nære Venner, og de fulgtes da også ad i Døden.
De var begge kommet til København, og vilde begge søge ind på Kunstakademiet om Vinteren, men arbejdede ind til da som Svende. De boede begge hos en Familie, hvis 2 Sønner havde en Lystbåd, som de alle 4 var ude med Søndag den 27.Sept.91.
Det var et herligt Vejr, da de gik ud, men senere kom der nogle voldsomme Kastevinde, og de kuldsejlede i Kalvebodstrand alle 4. De stakkels Forældre som mistede deres 2 eneste Sønner, skal have gået søgende i mange Tider nede ved Stranden.
Vi fik først Budskabet næste Formiddag gennem Alexanderen. Det var tunge Dage, og kun 3 Måneder før Gusse blev født. Moder boede hos os den Gang, hvor jeg ser hende for mig, da hun kom ind til mig og sagde: ”Hvor er du lykkelig, som kan græde." Hvor har jeg siden måttet sande, at det er ikke den store Sor, der giver de fleste Tårer.
Først en 14 Dage efter blev Ligene fundne. Klaus’s drev i Land ved Glostrup Strand og han blev lagt op i Lighuset der. Vi havde på det Tidspunkt slet ingen Pårørende i København, men Christian og min gode Ven Ludvig Geleff tog ud og fik ham lagt i Kiste og fik ham sendt over til os, han ligger ved Siden af Far og Mor på Jelling Kirkegård.
Mig, Eders Moder
Når jeg skal karakterisere eders Moder, tror jeg, jeg kan sige: "Et ganske godt og kvikt Hoved, men meget overfladisk," og det har egentlig fulgt mig fra min tidligste Barndom og lige til denne Dag. Godt for eder, at eders Fader ejede den Grundighed, som jeg har manglet.
Jeg læste så godt som aldrig på mine Lektier, har kun skrevet en eneste Stil i mit Liv, som hed Ederfuglene.
Den eneste Skole jeg nogensinde har gået i er min egen Fars, og når jeg nu tænker på mine Kammerater, forbavses jeg over, så mange dannede og velbegavede der var imellem dem. Ligesådan gik det mig hos Præsten.
Min kære hidsige Pastor Madsen kunde komme med sådan Udbrud: "Man skulde tro, I var født i Kinesernes Land, undtagen Christine, hun er født på Grænsen." Og så morede han sig selv over den Vittighed.
Jeg har jo antydet, at jeg til Tider var på det sorte Bræt hos Moder, min kære ejegode Fader søgte mere end en Gang at hjælpe mig ud af Kniben. Vore bedste Stunder havde vi sammen, når vi gik Hånd i Hånd i Mørkningstimen sammen inde i Skolen, og han gav mig det ene Regnetykke efter det andet, som jeg klarede i en Håndevending. Eller når jeg var sammen med ham oppe i Kirken og sætte Numre op.
Syndens kringler
I en ganske kort Periode var jeg faldet for en stor Fristelse. Jeg gik på Jagt efter de 2-Ører og 5-Ører, som jeg fandt, og købte Snegle for dem. Bageren boede lige neden for os.
Det blev næsten til en daglig Historie og det er ikke godt at vide hvad det skulle ende med, hvis ikke en særlig Oplevelse hjalp mig ud af Fristelsen.
Jeg lå af Lungebetændelse, og da kom Bager-Madam Madsen op til mig med en Kringle. Det var hende der sagde: "Jeg kan så godt lide Ottosen, han er så alsidig begavet." Han kunde nemlig også godt lide Snegle, nå, men det var jo nu noget senere. Hin Eftermiddag sad hun og Mor inde i Stuen med Døren op til Sovekammeret, så hører jeg hende sige: Jeg vilde komme med en Kringle, for Kirstine kan jo godt lide Snegle. – Sveden sprang frem, skulde jeg nu røbes! Der skete intet, og fra den Dag var jeg kureret.
Det hvilede imidlertid tungt på mit Sind, at jeg ikke fik det bekendt, og da Christian og jeg i Ferien var sammen på Als, bekendte jeg det til ham, og han sagde: "Du må sige det til Fader når han kommer over efter os."
Hvor står vor Vandring ned til Stranden hin Sommerdag tydelig for mig, hvor Christian gik og prikkede til mig "sig det nu, sig det nu."
Først vi var blevet noget tilbage fra Fader for at klæde os af, løb jeg i mit stumpede Underskørt ned til ham; slog Armene om hans Hals, og så kom det altsammen og Syndstyngden var borte med det samme. Den kære ejegode Fader tog det altsammen i sin store Kærlighed, og jeg mindes aldrig vi kom tilbage til det senere, jeg ved ikke en Gang om han nogensinde fortalte Moder det.
Kan I så forstå, at jeg synes det er Uret, at Faderen aldrig bliver sideordnet med Moderen i Tale og Skrift. Jeg må nok have været en 10 Aar den Gang.
Fra barndom til ungdom
Så gik Aarene, og da jeg var 14 Aar 6.0kt. blev jeg konfirmeret, og fra 1.Nov. skulde jeg være Pige hjemme, og jeg forlod Barndommen Og gik ind i Ungdommen "Hvor Stjernerne skinner, og Fuglene synger, og hvert Skridt man tager, ejer en ny Rigdom" .
Det var nu ikke det letteste at være Pige hjemme den Vinter. Det var det sidste Aar vi havde Jorden, og jeg måtte altså også malke og meget mere.
Det var en meget hård Vinter, og mine Hænder var fulde af Frost med Huller, og det gjorde ikke godt, når de ømme Fingre skulle stramme om Koens Patter, eller glide hen ad Klaverets Tangenter. Kun et Sted har jeg følt Kulden som i Jelling Skole, og det var på Mors hin Jul som jeg har omtalt.
Der var 3 Baller: Skyttefesten 29.Nov. og Fastelavnsballet og det sidste var det fornemste, da havde Herrerne endogså hvide Handsker på. Det var Aarets Højdepunkter, og de Aftener var man mere i Himlen end på Jorden. Ingen skal komme til mig og sige at al Dans er Synd, jeg har aldrig følt mig nærmere det gode end sådan en Aften.
Da stod vi hver med vor Herre i en lang Række. 4 Par dansede ud, og så fløj vi fra den ene Ende af Salen til den anden. Mit gamle Hjerte må grine, når jeg nu ser den Anstand på gående Dans som nu foregår, og hvor hver Bevægelse vogtes på som det gælder Livet at gøre den rigtigt. Nå, hver Ting til sin Tid, jeg tør slet ikke påstå at vort var det bedste. Når vi havde danset Salen et Par Gange rundt inklinerede vi for dem i Rækken, og der viste det sig, hvem der var mest i Vinden. Jeg havde en Aften, da jeg var særlig heldig en Kavaler, som vi kaldte Brande Petersen, han talte et så velsignet Brande-Sprog, der vester ude fra. "Det er da forfærdeligt som De er på Tapetet, man kan jo ikke tale et Ord med Dem."
Frierbrev til 14-årig
Ja, mange Billeder ruller frem for mig fra den Vinter, nu jeg sidder og skriver. Et må I have. Christian kom hjem fra Seminariet en Dag med et Brev fra en Elev i ældste Klasse: "Tag det og gem det." Min Forbavselse da det var et rigtig regulært Frierbrev med Navnet Karl Christensen neden under.
Jeg anede ikke hvem Manden var og først ved Christians Hjælp fik jeg at vide hvem Manden var, jeg har aldrig talt med ham, hverken før eller senere. Jeg tudede og sagde, at han måtte gøre Nar af mig, men Christian erklærede, at det var fuld Alvor og jeg havde at svare ham. – Nå, det skete så i en Time, da jeg skulde skrive tysk Stil, for Mor vogtede på mig med Argus øjne, hun syntes da også at den Stil tog vel lang tid, men jeg havde den Triumf, at da Christian læste mit Svar, sagde han: "Man skulde tro, du ikke havde bestilt andet end skrive Kurve." Jeg var 14 Aar den Gang. Vi begyndte tidligt i Jelling.
Als uden farlige seminarister
Så gik Vinter og Vår, og næste Sommer med, og så kom det traditionelle Aar, da jeg skulde til Als. Der sendte Far og Mor os alle tre over et Aar omkring den Alder, for at vi kunde undgå de farlige Seminarister. De tidlige Forlovelser hørte nemlig til Dagens stadige Begivenheder, og Far og Mor ikke var helt på den gale Side, viser jo det foranførte. At vi alligevel alle tre dumpede i, er en anden Sag, men ellers var vi da heller ikke Jellingpiger.
Det kan måske more jer at vide , hvordan en Rejse fra Vejle og til Als foregik på den Tid. (Als var under tysk styre. Red.) Damperen fra Aabenraa og til Hardeshøj gik kun en Gang om Dagen – da var der ingen tog – og da det var om Morgenen, måtte vi altid overnatte på Hotel Danmark, for rejse om Natten kunde slet ikke tænkes.
Jeg rejste sammen med Marie Falkenberg, Søster til Ane, som var kommet fra os og over til Mejeriet Aaret før. De to Piger var min Oase i Ørkenen derovre, særlig Ane var min trofaste Ven, som hjalp mig ud af mange Vanskeligheder. Vi havde jo givet Partiet godt nok på Hotel Danmark, men da vi kom ned næste Morgen, måtte Marie blive et helt Døgn til, fordi der var Kludder med hendes Tøj, som skulde fortoldes.
Hun var en Pige, der forstod at tage en Situation, og hun var langt fra ked af den Forsinkelse, især da hun havde hapset en Rejsende, som vist nok var en hel Del opmærksom imod hende. så sejlede jeg alene afsted, og blev modtaget af Onkel på Broen som vist ikke var i det allerbedste Humør, for samtidig med han modtog mig, afleverede han sin Flamme, min Forgænger. Hun var en meget smuk og velhavende Gårdmandsdatter fra Blans, og det var nu Synd, det ikke blev til noget, men der kom Tante nu i Vejen.
Så levede jeg da et Aar i Udlændigheden, og den der ikke har prøvet det aner ikke hvad det vil sige. – Et Brev, højst 2 om Måneden, aldrig en Pakke, hverken til Jul eller Fødselsdag. 3 Gange var jeg til Fødselsdag i det Aar, og jeg tror næsten, jeg var den eneste der var der fra Mejeriet i hele Aaret, de var helt vænnet fra at gå i Kirke under den tyske Præst. Jeg længtes meget i det Aar, og jeg glædede mig længe i Forvejen over, at når vi kørte til Sønderborg og op til Havnbjerg Kirke, kunde jeg se over til Fyn, det var ligesom det bekræftede at alt stod som det plejer derhjemme. Jeg ved ikke hvad det kunde være, men Onkel var som en lille Konge i Byen, og når vi i hans flotte Køretøj med Skimmel for, nærmest fløj gennem Broballe, kikkede de alle langt efter os. Han tjente da også – på Grund af hans og Tantes Dygtighed – på 15 Aar, hvad de kunde leve af Resten af deres Liv.
Jeg kan egentlig ikke mindes, at Onkel ligefrem bestilte noget, men han havde et øje på hver Finger, og de kom langvejs fra for at se hans Bedrift. Den var også værd at skue, hvad enten man kom i Mælkestuen, Ostekammer eller Svinesti.
Hun er for tyk
Så var jeg atter hjemme et Aar, og i det Aar eders Fader ind i mit Liv. Det passer ikke på os, når nogle mener, at Sympatien er der straks, når to elskende møder hinanden. Han skrev, efter hans første Møde med mig "Hun er for tyk", og så noget mere, som jeg ikke kan huske, jeg fandt det en Gang i hans Optegnelser.
Og da jeg på en Udflugt kom til at prikke til ham med min Paraply, tænkte jeg: "Det har han godt af, den Vigtigper".
Det var da også først 2 Aar efter vi fik øje på hinanden, knap 6 Uger før jeg skulde rejse til Kransbjerggård, men – -da tog vi vel også nok Erstatning for tabt Tid..
Ja, nu var jeg avanceret til at skulde ud som Privatlærerinde. Har I hørt noget lignende? Med de Kundskaber. Det arme lille Pigebarn, der i 3½ Aar var inde under mit Herredømme, og det gik da også som det så ofte går, at de Knubs jeg selv skulde have, dem fik hun; men trods alt elskede vi hinanden, og hvor havde jeg det vidunderligt i den lange Tid. Hvor gav jeg lidt, mod alt det jeg modtog.
Jeg kom derned en mørk Nov.Aften, og jeg var ikke inden for Døren før jeg opdagede, at nu var jeg steget op i en højere Svære, hvor det gjaldt ikke at blotte sig. Jeg var Lærerinden som skulde vide alt. Allerede 2 Dage efter holdt det flotte Køretøj for Døren, og vi kører til Christiansfeld for at købe Klaver, det måtte endelig vente til Frøkenen kom, for at det kunde blive det rigtige, og sådan videre frem.
Kransbjerg ligger i et af de 8 Sogne, hvor der var megen solid Velstand overalt hvor man kom, men hvor de fleste var en mærkelig Blanding af Bønder og proprietærer. De levede som Bønder, men ejede lukket Vogn, Tæpper over hele Gulvet og s.v. Om Aftenen var Karlene i Folkestuen, men Pigerne sad i Spisestuen sammen med os og spandt. Så Sang vi den ene Sang efter den anden: "Der bygger en Fugl", "Hvorfra kommer du, du lille Stjerne" og s.v. Midt på Aftenen kom der et stort Fad Æbler ind til fælles Benyttelse. Se, vi havde 365 Frugttræer i Haven. Kl. 9 var der Opbrud.
Vor Selskabelighed var af en egen Art. Fødselsdagen spillede en stor Rolle. Der var aldrig Indbydelse, men Aar efter Aar mødtes de samme Mennesker i Miles Afstand, Vonsild, Skamling, Vejstrup, Seest, Taps og s.v. Jeg kom derved til at kemde en udstrakt Del af Egnen Syd for Kolding.
Det var et meget gæstfrit Hjem jeg var i. Jeg har aldrig set en sur Mine, skønt alle Menneker kom selvbuden, men for Marie og mig var det vel nok herligt, når vi i den lange Alle som lå lige for Skolestuen øjnede et Køretøj, så vankede der Andesteg, Kyllinger eller andet godt. De havde en Jomfru i al den Tid jeg var der, som blev min gode Ven, og lykkelige var vi, når vi snød os til en ½ Time efter Opbrud og fik os en rigtig Passiar.
Alle mine Pårøreende var nede og besøge mig. Christian lagde for den første Fastelavn, og senere fulgte alle efter. De var så kede af altid at være af med mig i Ferien, og da vi blev forlovede, gik vi ind på, at Mau kom ned til mig en af Højtiderne, enten Påske eller Pinse. Hr. Schmidt elskede Musik, og han nød det rigtig, når Mau var der.
Jeg gik ud og ind i Hjemmene der omkring, og flere end en har opsøgt mig her i Haderslev.
Største bryllupper hos dårligst stillede
Bryllupper udgjorde en hel Del af vor Tilværelse, idet de dårligst stillede holdt de største Bryllupper, med Telt, Musik som tog imod os, og endogså sommetider var med i Kirken, og hvor vi dansede til den lyse Morgen. Ikke i Kirken! Det var nemlig en hel Benefice for de pågældende, idet hver Gård efterdens Evne ydede Ænder, Høns, Smør, Æg og Penge.
Og da Schmidts var nogle af de mest velhavende, måtte de ofte holde for, Fru Schmidt til at pynte Bruden, hvilket gav yderligere Forpligtelser. Vi havde så selv hver vor Serviet, Kniv, Gaffel og Ske med. Tallerkenen gik rundt ved Bordet til Kogekone, Opvarter og Musik, og da der også skulde oftes i Kirken, forstår I nok, at det kunde knibe for den lille Stinne Degn, som kun havde 100 Kr. om Aaret at slå til Søren med.
Hun var da også lykkelig en Dag (da må hun vist lige have taget op af sin slunkne Kapital, hvilket hændte af og til) da Hr. Schmidt kom og gav hende 50 Øre til præsten og 50 Øre til Degnen. Hun var ikke Degnedatter for ingen Ting. Hun pakkede sirlig 25 Øre i papir til Præsten og 25 Øre til Degnen, og Resten havde hun til Frimærker.
Ja, så kom den Dag, da den Periode af mit Liv var slut, og jeg ved ikke hvem det var sværest for, men mine øjne er ualmindelig små på det Billede som samme Dag blev taget i Kolding af mine Elever (Spille) hvortil de alle fulgte mig.
Så var jeg atter hjemme et Aar, den sidste Sommer til Dels på Mors, og så stod vi ved 30.0ktober 1886, som jeg har givet et Indblik i gennem Guldbryllupsbrevet.
Fars familie
Min Far var født i Svendstrup Skole på Als, hvor Bedstefar var Lærer. Bedstemor var ud af en anset Gårdmandsslægt fra samme By. Hun havde blandt andet en Broder, som blev en stor Købmand (Jakobsen) i Flensborg, og som havde nogle meget smukke Døtre, hvoraf de to blev gift med de nye Købmænd Detleffsener.
Far havde 4 Søskende, hvoraf han var den eneste, der var gift. Han havde to ældre Brødre, Lorens som var Lærer i Nyborg, han var en såre fin Mand, gik altid med høj Silkehat, som den Gang var fint, og rejste altid på 2.Klasse. Omgikkes mest Officererne i Nyborg; hvordan det kunde forenes med at han var Venstremand, som den Gang var noget meget plebejsk forstår jeg egentlig ikke, han var den eneste af den Slægt som var det.
Både han og Onkel Christian tabte Penge ved Bondestandens Sparekasses Crack, hvad Onkel Christian havde svært ved at tilgive ham; da han havde fået ham til at sætte Pengene der. Han var meget musikalsk og spillede sin Time Violin inden han gik i Skolen om Morgenen. Fra ham arvede vi den Violin (Vi troede en Tid det var en ægte Cremoneser) som nu er i Aages Eje.
Klaus var Forvalter i Sverrig, kom derfra og til det nyoprettede Mejeri i Broballe, hvor han var meget kort. Han fik Tyfus og døde, og Onkel Christian, som var Forvalter i Jylland, overtog han Plads.
Fars Søster – Tante Stinne – bestyrede Huset først for Onkel Klaus og senere for Onkel Christian. De levede så hele deres Liv sammen. Tante blev 98 Aar, og Onkel 91, og de døde med få Dages Mellemrum i Horsens, hvortil de 2 var flyttet, for at være i Nærheden af os.
Det blev imidlertid kun 2 Aar for vort Vedkommende, men Søster og Aage gik i vort Sted, og de døde hos dem.
Særprægede mennesker
De var meget særprægede Mennsker, hvor det sønderjydske Blod gjorde sig gældende fra Isse til Fod, og de længtes altid hjem til Sønderjylland, men da de var danske Undersåtter, turde de ikke blive her, da den vanskelige Køller-Tid kom, da de kunde risikere at blive udvist med en Dags Varsel. De købte en Lystgård – Bøgelund – ved Jelling, og flyttede senere til Vejle, hvor de byggede sig en Villa og endte som sagt i Horsens.
Jeg kan ikke nægte mig den Fornøjelse at fortælle et lille Træk om Onkel. Da Morbror var i Sæby var han inde i København med dem nogle Dage.
Han havde fået dem ind i Tivolis Koncertsal men da Onkel havde været der lidt, råbte han himmelhøjt: "Æ sejer, det er novve Skidt, kom l’ vos go". Det var jo just ikke egentlig flatterende for Morbror; men han var Mand for også at kunde tage den Situation.
Da Far som sagt var den eneste der var gift, forpagtede Onkel og Tante os Børn ganske, og de var på deres Vis umådelig gode imod os.
Mors Familie
Mors Familie kender jeg kun gennem Mors Fortælling. Hendes Mor døde som sagt da jeg var en lille Pige, og hendes Far døde, da hun var 8 Aar, og hendes Søster Louise 10 Aar.
Han var Lærer i Leffelgård [Lebølgaard] på Als, og det har gjort et uudsletteligt Indtryk på mig, hendes Fortælling om, da de en kold Vinterdag kørte ham op på Tandslet Kirkegård, hvor Bedstemor noget senere tog sine 2 små Piger ved Hånden op på Kirkegården og plantede en Sørgeask, og den Sørgeask gjorde, at Fader og jeg mange Aar senere fandt Graven, som forlængst var udslettet.
Hvordan Bedstemor som så vidt jeg ved kun havde 100 Kr. i Pension kunde opdrage sine Piger så pænt og godt, er mig en Gåde, men hun må vel have haft nogen Formue, hendes Far var Søkaptain, hed Asmussen og havde rejst viden om, og bragt mange Smykker hjem, hvoraf flere gik tabt ved Branden i Gødding Mølle, men min Medallion og nogle Ringe blev reddet.
Bedstemor døde hos os i Jelling Skole, og jeg mindes hende kun som siddende i Kakkelovnskrogen og strikke, og så – som forud fortalt – fra mine natlige Oplevelser.
Far var Huslærer på Melsgård og der var Mor Mejerske, og der må de have fundet hinanden, da Svendstrup lå i Nørherred og Leffelgård i Sønderherred.
Mors Søster hed Louise. Blev gift med en Møller, som en Tid ejede Mølholm og Gødding Møller. Bedstemor og Mor opholdt sig i Gødding Mølle, mens de andre passede Mølholm.
Ilden trillede ærter
En Nat vågnede Mor ved at det var som der trillede Ærter på Loftsgulvet, og da hun lukkede Loftsdøren op slog Luerne hende i Møde, der var kun en Møllersvend og de 2 Kvinder, og alt brændte, blandt andet Mors hele Udstyr, der eneste hun reddede var 12 meget fine Porcelænskopper, som hun bar ud i sin Chernisse, de er nu i Tante Alvildas Eje.
Fars og Mors Bryllup stod i Gødding Mølle, efter at den var blevet opbygget, og de blev viede af den bekendte Pastor Sveistrup, som senere kom til Rødding.
Deres første Hjem var i Haderslev, hvor Far var Lærer ved Vilhelmine-Skolen og Kantor ved Frue-Kirken, hvor Dororhea er døbt.
Hvor Tiderne er forandrede. Det var den Gang en Selvfølge, at Bedstemor fulgte med, hvor skulde hun ellers være, med sine 100 Kr.? men sikket Bånd på de unge? Hun fulgte dem altså til hun døde. Efter nogle få Aar flyttede de til Jelling, hvor de blev til Fars Død.
Mors Søsters Livsskæbne kunde der skrives en hel Bog om, men det bliver for vidtløftigt her på dette Sted.
Marius’ Familie
Så skal jeg fortælle hvad jeg ved om eders Fars Familie. Han var født i Hylke Skole. En idyllisk og skønhedsfyldt Plet i Jylland. Vore daglige Ture til Skoven og Skanderborg Sø står for mig som en hel Åbenbaring af Skønhed. Og hans Hjem svarede til det.
Det var med en Stolthed han førte mig ind i det og det var så vel begrundet, der var Hygge, Renhed og Kultur over det, som var ganske enestående, og så med de to gamle Mennesker, ja, for gamle syntes jeg de var begge to, med de hvide Hår, men det var kun at se til, åndelig var de levende, som jeg har truffet få Mennesker, endda Svigermor tilbragte sin meste Tid i Sengen.
Hun var 18 Aar da de blev gift, Svigerfar 12 Aar ældre og havde været hendes Lærer i Søvind, hvor Svigermors Far var Væver, Svigerfar stammede fra en Gård i Lejrskov.
De havde 7 Børn, hvoraf de 3 første var dødfødte. Først da Svigermor tilbragte sin meste Tid under Svangerskabet i Sengen, fik de 3 levedygtige Børn, og de manglede såsandt intet hverken på Legeme eller Sjæl. De fik senere en lille Dreng som hed Frederik, og som døde da han var nogle Måneder.
De tre Børn hed Søren Johan, Ottilie og Jeppe Marius.
Johan
Og skønt jeg helst hele Tiden vilde skrive om Jeppe Marius er det nok bedst at begynde ved den rigtige Ende og fortælle først om Johan, han og jeg blev så gode Venner som jeg tror sjældent findes, endda han kaldte mig en rigtig Seminariekæreste, første Gang han så mig.
Han viste tidligt, at han havde ualmindelige Evner til Bogen, mens han som Dreng i det praktiske var ganske umulig. Han kom derfor i Horsens Latinskole, hvorfra han, så vidt jeg husker, gik ud med Udmærkelse.
Han og Rektor Iversens Søn, Iver, blev meget nære Venner, og så underligt det går her i Verden, at det gav vel nok Grundstødet til, at eders Fader blev Adjunkt ved Horsens Skole.
Da han havde taget Filosofikum, tog han Plads som Huslærer hos Byfoged, Etatsråd Carstens i Ærøskøbing, hvor han efter 1 Aars Forløb tog tilbage til København for at studere videre. Han blev forlovet med den yngste Datter, Augusta, en ualmndelig begavet, men også ualmindelig sød, kvik og hjertensgod Pige.
Jeg var kun sammen med hende en eneste Gang i 14 Dage i Hylke Skole, jeg var ikke lidt benovet ved at tænke på vort første Møde, som endda var så uheldig som det være kunde, idet jeg på Vejen hjem fra Hylke Holdeplads blev overfaldet af et heftigt Tordenvejr, blev gennemblødt, min Kuffert var ikke kommet endnu, så jeg måtte iføres en af Svigermors Kjoler, den var så vid så den kunne stå alene, Mau var ikke med, han skulle øve i Horsens med Handels-og Kontorist-Foreningen, som skulde synge i København, og der sad jeg det lille Guds Ord fra Landet, og ønskede jeg kunde krybe i et Musehul.
Men inden vi sov ind, vi delte Gæstekammer sammen, var vi på ret Kjøl med hinanden, og jeg levede 14 rige og fornøjelige Dage sammen med hende, hun er et af de intelligenteste og virkelig dannede Mennesker som jeg har kendt.
Da hendes Far tog sin Afsked, flyttede de til København i en nyopbygget Villa. Augusta fik et fugtigt Værelse, som var Skyld i, at hendes Lunger blev angrebne. Det gik over til Tuberkulos.
Efter at alt var prøvet herhjemme, blev det bestemt, at de skulde giftes, Johan var da blevet Kandidat, og de skulde rejse nogle Måneder til Syden, som den Gang var det eneste saliggørende, her kendtes ingen Sanatorier. De rejste først i Januar og kom hjem igen i Foråret, men det gik stadig ned ad Bakke med Gusse, som vi kaldte hende.
Den 18.0kt. fødte hun en lille Dreng, Henning, som vejede
Svigerforældre og Mau rejste derover, og de vendte tilbage med lille Henning, som blev i Svigermors Pleje til Johan giftede sig igen, og Johan blev derved en stadig Gæst hos os i disse Aar.
Johan blev hurtigt en af de førende i København, både i Studenterkredse, Politik og ikke mindst i den sønderjydske Sag, hvad den Sang, som er Sønderjydernes særlige Eje, vidner om.
Når jeg undtager Bjørnsonn, har jeg ikke hørt et mere veltalende Menneske end ham. Han var den fødte Taler, og hans Bøger vidner jo om ham som Skribent. Han blev kun 45 Aar – ganske ubegribeligt, når man tænker på alt hvad han nåede, og hvor hans Navn endnu mindes på mange Steder.
Han var meget musikalsk, satte sig til Klaveret og spillede alt mellem Himmel og Jord fra store Operaer til Belmanns Sange, og I kan tro der var Liv i Musiklivet i Hylke Skole, når han og Far var hjemme.
Han var Folketingsmand en kort Periode, og i den hidsige Kamp der altid den Gang gik foran et Valg, hentede han Spiren til sin Sygdom og Død.
Som han i alt hvad han foretog sig ikke kendte til Mellemtilstand, kastede han sig også fuldt og helt over den sønderjydske Sag, gjorde mange Rejser – blandt andre også til Flensborg, hvor han traf Gustav Johansens Datter, Martha, en ualmindelig levende og velbegavet Kvinde.
Større Kontraster end hende og Gusse kan vanskelig tænkes, men hver havde deres Styrke, og hun og Johan levede meget lykkeligt.
De havde 3 Børn – Gustav, Margrethe og Haakon. Gustav er ansat ved et Rejsebureau i København, Margrethe (Møsse) er gift med Dr. Holmstrøm i Nørre Snede, og Haakon blev myrdet i Amerika af nogle Banditter, som havde erfaret, at han havde fået Penge sendt Dagen forud.
Da Fader kom hjem efter en Efterårsferie, sagde han: "Johan er forresten ikke rask, han har vist noget Gulsot." Det viste sig at være en meget alvorlig Anemi, som de bedste Læger ikke kunde få Bugt med, og Marts 1904 døde han.
Fader fortalte, at det var underligt for ham at køre i Sporvogn og høre Avissælgernes Råb: "Politiken for i Dag, Johan Ottosens Begravelse." Det viser bedst, hvilken Stilling han indtog i København. Han havde da også de største Navne blandt sine Venner, hvlket det store og smukke Mindesmærke på Vestre Kirkegård minder om.
Det var et frygteligt Slag for Martha, som stod alene tilbage med sine tre små, og få havde vel magtet at føre Livet videre, ‘som hun gjorde. Hun blev ikke knækket, men fortsatte Arbejdet for den sønderjydske Sag til hendes Dødsdag. (1928)
Otilie
Mellem Johan og Jeppe Marius var Ottilie. Hvor var de tre Søskende dog forskellige, men i et var de forenede, i den Energi, som beherskede dem fuldstændig, for hvad de glødede for.
Hun var meget køn og på en vis Måde hendes Forældres Afgud. Hun kom, hvad vist den Gang var et helt Særsyn af en Pige fra Landet i Frøken Skovgaards Institut, og gik de sidste Aar i hendes Skole. Fik derved gode Veninder i Horsens, var vel hjemme i Sprog og meget dygtig i Håndarbejde.
Hun kom da også tidligt ud som Privatlærerinde, indtil hun 14.Maj 1886 giftede sig med Søren Hedegaard, som var blevet Lærer i Hylke Skole efter Svigerfar.
Det var en strålende Maj Søndag og jeg ser os alle vandre Vejen til Kirken, men som så ofte ellers, kom jeg da også den Gang galt afsted.
Ottilie havde bedt Marie – P.A.s kæreste, som jeg så for første Gang – og mig om at synge rigtig stærkt, og da der sattes ind med "Jert Hus skal I bygge" brølte vi af vore Lungers fulde Kraft indtil Fru Pastor Brodersen – en stiv Dame – lænede sig over til os og sagde, at vi skulle helst tie stille. Det var nemlig Kvartetten fra Horsens, som var taget ud for at give dem denne Virak.
Om Natten skulde Marie og jeg sove i Slagbænk sammen og jeg havde ikke et øje lukket, men derimod kendte jeg alle Maries Venner både forfra og bagfra og har senere, næsten følt mig i Familie med dem.
Søren var et af de fineste og nobleste Mennesker som har været på min vej; og tungt var det, da han fik Tuberkulose, og vi alle så, hvor det måtte bære hen, og hvor må det have været svært for ham at tænke på, at han skulle bort fra Ottilie og de 5 små, hvor Anna endnu sad på sin Mors Arm, den Dag han blev begravet i Februar 98. Jeg hører hende endnu sige: "Nu må du ikke græde mere Mor." Ottilie stod så tilbage med de 5 små og en Pension – så vidt jeg ved 500 Kr.
Da boede Svigerforældre i Horsens og på den anden side Gangen var netop en lille Lejlighed ledig, som hun flyttede ind i.
Efteråret efter (Nov.95) døde Svigermor, og hun og Børnene flyttede så sammen med Svigerfar til hun blev Forskolelærerinde i Uldum, hvor hun i visse Måder levede en lykkelig Tid, idet hun altid har elsket Børn, og hun elskede sin Skole, men på mange Måder var det et Liv i Kamp.
26. Okt. 1914 fik hun Apopleksi. Jeg sad ved hende den første Nat, og jeg kan aldrig høre Hundeglam om Natten, uden den Nats Uhygge er over mig. Hun lå stille og tålmodig, kunde tale lidt, men ellers var hjælpeløs. Hun døde Morgenen til Juleaftensdag, og hun havde den Glæde, at have hendes Anna om sig de sidste Uger, mens hendes tre Drenge i København også havde været hjemme hos hende, mens hun lå syg.
Mau/Jeppe Marius
Så var Mau ene tilbage, og ham skal mit sidste Kapitel tilhøre. Han var døbt Jeppe Marius, men jeg har aldrig hørt ham blive kaldt andet end Mau, og det blev da straks mit Eje så stærkt, så det næsten er med Overvindelse at jeg over for I Børn kalder ham Far.
På Grund af Johans praktiske Umulighed, blev det ham – skønt 3 Aar yngre – som måtte holde for ved alt det Arbejde udenom, som på den Tid hørte til i en Landsbyskole.
Muge i Kostalden, følge Køerne den lange Markvej – som alt skulde gøres inden Skoletid. Hans Aftenarbejde var af samme Art, og det krympede vel nok en i Hjertet, når han fortalte om den Dag, da han havde Selskab og hvor hans Flamme var iblandt, han alligevel skulde ud og hente Køerne. Han løb som en Vild for at nå hjem igen inden de gik, men da han kom hjem, var de gået.
Han havde ikke særlig Lyst til Bogen, og betragtedes nærmest i Sammenligning med Johan som umulig i den Retning.
Imidlertid må hans Forældre vel have ment at han burde også have sin Chance, og han blev sat i Stegmans Realskole i Horsens og han tog ud og hjem med Toget. Nu da jeg sidder og skriver, kommer jeg til at tænke på, at jeg aldrig har hørt, at der var nogen Eksamen ved den Skole.
Lysten vågner
Efterhånden må lysten til at læse være vågnet hos ham, for han bestemte sig til at være Lærer, egentlig vilde han gerne have været Læge, men det kunde der ikke være tale om. Det var store Ting at den ældste studerede.
Han bestemte sig for at vilde på Jelling Seminarium, hvor også hans Fader havde gået. Egentlig lå Gedved meget nærmere, men for det første, var det ikke fuldt så meget regnet, og for det andet kendte han sig selv så godt, at han vidste, at der vilde han henfalde til Dovenskab.
Før han kom på Seminariet skulde han have sit Preparantår, som den Gang foregik ved en eller anden Skole, og han kom da til en Præst – Pastor Krohn, som både var Præst og Lærer på Øen Bogø i Lillebælt.
Hvor har han ikke forlystet os og hans Skolebørn med Fortællinger derfra. Bare jeg hentyder dertil, har I sikkert Smilet i øjet.
Så kom han til Jelling, Skolestart begyndte den Gang 16. August. Jeg rejste til Als 1.Nov., og det er imellem dette Tidsrum, at jeg hentyder til vor Udflugt, den var nemlig altid lige efter Seminariets Begyndelse, og da var Damerne med, dette Aar gik den til Munkebjerg.
Han var ikke mange Uger i Jelling, før hver Mand vidste hvem Ottosen var. "Kantinerne" var ellers ikke regnet for det Kryb man trådte på.
Hans Seminarietid var ikke helt tornefri, idet han i Nov. fik en meget slem Lungehistorie, og jeg ved ikke hvor mange Liter Vand der blev tappet af ham, Svigermor var nede og pleje ham og Kammeraterne vågede ved ham blandt andet Christian, som gik i en Klasse højere, men det skete altsammen den vinter jeg var på Als.
Vel til dels af sin Sygdom og vel også fordi han skulde finde sig selv, begyndte han først at bestille noget i 2.Klasse, men så gjorde han det også til Gavns, som han har gjort det ved alt hvad han senere havde foretaget.
Han overraskede da også sine Forældre med at tage en stor Halvdimission og karakteristisk er det, at da Brevet kom med Karaktererne, sagde Svigermor til Svigerfar: "Lad os gå ind i den lille Stue og åbne det, for dersom han er dumpet, skal pigen da ikke vide det lige straks". Og det er egentlig først da, at de vilde erkende, at Mau duede til noget.
2.August 1882 tog han sin Embedseksamen, 202 Point, der skulde 210 til Udmærkelse, hvilket hans 2 Kammerater Lauridsen og Krog fik men de var også begge et Par Aar ældre.
4.August mødtes vi så og lovede og holdt, at vi vilde holde sammen Resten af vort Liv.
Huslærer på Eliseholm
1.Sept. skulde han være Huslærer på Eliseholm.
3.0kt. skulde Søster Marie konfirmeres, og jeg skulde hjem i den Anledning. Han skulde hente mig på Vejle Banegård, men han havde tillagt sig et stort kulsort Skjæg i Mellemtiden, som bevirkede, at jeg næsten ikke kunde kende ham.
Noget før Jul blev der opslået 2 Embeder i Horsens, som hans Forældre vilde have at han søgte et af. Skønt han havde lovet at blive på Eliseholm et Aar, blev det dog ordnet sådan, at han fik Lov at søge, og fik det, og indtog sin Stilling ved Horsens Borgerskole som 20-årig Ungersvend. Han var meget smuk, og det varede ikke længe, før han blev alles Afgud. Jeg har heldigvis aldrig været jaloux anlagt, ellers kunde min Vej gennem Livet være blevet tornefuld nok.
Da han havde været der et Par Aar, blev han tilbudt at blive Lærer ved Horsens Kvindeseminarium i Naturhistorie, Geografi og Sang og Musik. Forstanderen var Adjunkt Buchwald ved Latinskolen, og han og hans Kone blev vore meget nære Venner.
I 1886 i April hændte det, at Rektor Iversen ved Latinskolen en Aftenstund kom op og sagde til ham, at der blevet Embede ledig ved Skolen (han havde da været Sanglærer der en Tid) dersom han vilde søge det, skulde han få det. I kan nok tænke jer det satte Sindene i Bevægelse, det var den Gang nærmest uhørt.
Der var stor Glæde i Hylke; jeg var mere betænkelig, vilde hellere han skulde blive den første der hvor han var, end den mindste i den nye Kreds. Tiden viste, at de Betænkeligheder kunde jeg have sparet mig.
Arbejdet gik let for ham i den nye Gerning, jegmindes aldrig han havde Besværllighed, og havde vi været bedre Økonomer, havde Tilværelsen nærmest været paradisisk, men det var et sandt Ord, når vor Ven Fledelius skrev i sin Sølvbryllupsvise: "Vid min Søn, at Penge bliver Kviksølv i din Hånd."
Derfor måtte han fra den første Dag slide som to. Formiddagen på Skolen, Eftermiddagen på Seminariet, Aftenen til Sang eller hjemligt Arbejde, men det kuede ham aldrig, jeg har aldrig kendt et Menneske med den Arbejdsglæde som han havde.
Efterhånden voksede Børneflokken. De forøgede just ikke Velstanden, men desto rigere Velsignelse bragte de.
Det var et sandt Ord, da Fader som kom til Præsten og meldte en ny Verdensborger, og Præsten lod ham høre, at det gik vel ofte på.
"Sandt nok Hr. Pastor, men for hver Gang kommer der også et nyt Fadervor til Hjemmet." Det var rene Festdage for mig de 10 Dage, jeg lå efter en sådan Begivenhed, og det hører til mit Livs bedste Stunder, når Fader kom, satte sig ved mit Hovedgærde, og vi sammen foldede vore Hænder og bad, som kun han kunde bede. Og så kunde han gå ind i sin Stue og arbejde videre clen halve Nat, uden at jeg nogensinde har hørt en Klage fra ham over det.
Foruden alt det Arbejde han havde som gav Penge, havde han en Masse som ingen Ting gav, han kendte som få til Arbejdets Glæde i sig selv. Men derfor blev han også elsket og afholdt som han gjorde, men alt det lader jeg ligge, det kan Aviserne fortælle. Lønnen for det alt sammen fik han da han kom herned, og Gang på Gang tog min Hånd og sagde:
"Hvor er vi lykkelige lille Kis."
Her vil jeg standse, thi I har jo selv levet inderligt med ham, at I ved lige så meget om ham som jeg. Han forvaltede sit Pund som få, hvor det må lyde til ham: "Vel, du gode og tro Tjener! Du var tro over lidet, jeg vil sætte dig over mere, gå ind til din Herres Glæde."
Jeg har nået mit Mål, og fået skrevet lidt om os allesammen. Jeg er ene tilbage, og snart står også jeg for Døren derind til hvor Herrens Venner ingensinde mødes skal for sidste Gang.
Jeg er ikke bange, så vist som jeg ved, at for hver den som banker, bliver opladt.
Tilegnet min kære Gaga
Haderslev 7.2. 1940
Mor.
Kirstine Ottosens Guldbryllupsbrev oktober 1936:
Strøtanker omkring den 30. Oktober 1886
Kære Børn!
Da I var så søde og vilde have beredt Far og mig den store Glæde i Dag, dersom det havde stået til jer, vil jeg sende hver af jer et Brev, som jeg vil kalde ”Strøtanker om Mindedagen.” Så er det som vi alle er samlede alligevel, skønt det gik anderledes end vi havde tænkt, og skønt Hjertet krymper sig under det store Savn.
Mange er selvfølgelig Minderne som strømmer ind på mig, når jeg nu begynder at skrive.–
Jeg vil begynde med Aftenen før, nej med 3 Uger før. Da Pastor Sørensen fra Prædikestolen lyste for os og kom til: ”Andre et godt Eksempel”, bad jeg lad det blive Mottoet i vort Ægteskab. Og hvor har jeg mange Gange i det lange Løb hentet Kraft og Styrke i den Bøn.
Da jeg om Aftenen fulgte ham på Vej - han måtte altid gå til Vejle - og da vi ved Hanghusvej havde sagt Farvel til hinanden, klang den skønneste Røst i Verden i den stjerneklare Aften: ”Tænk om i Dag om 20 Dage, er du min og jeg din Mage”.
Så kom vi til Aftenen før. Den gamle Skrumpleskud af en Dagvogn holdt dernede på Vejen i Mulm og Mørke, og ud myldrede Moster Mie fra Mors. Morbror Klaus fra Horsens, Morbror Kristian fra København og den eneste udenfor Familien, som jeg havde bedt om af få med - hende som jeg i 3½ Aar havde pint og plaget - min lille Marie fra Kransbjerg.
Bordet i Dagligstuen flød med Myrter. Det hed sig, at Bruden måtte ikke selv være med til at binde sin Brudekrans, men det var alt for interessant til at det skulde respekteres, jeg havde nemlig sat mig i Hovedet, at jeg vilde også have en tynd Krans med et Kors om Halsen. Efter meget Møje og Besvær - takket være Mosters sikre Fingre - lykkedes det hele, og kort efter sænkede Nattens Stilhed og Ro sig over det gamle Skole.
Næste Morgen gik Far, Mor og jeg og hjalp hinanden med at dække Bordet inde i Skolen og et Øjeblik så det ret truende ud for Husfreden, idet Far og jeg ikke kunde blive enige om hvor Midten af Bordet var, der skulde Brudefolkene nemlig placeres. I ser eders Moder har aldrig fornægtet sin Natur, end ikke den Dag. Så lød Claus’s Stemme: ! Nu kommer de!” Jeg ud i Døren og nede på Vejen kom en flot Wienervogn med Prinsen på Bukken.
Inde i sad Svigerforældre, Hedegaard og Ottilie.
Samme Vogn skulde køre os til Vejle om Aftenen, mens de andre blev på Skolen til næste Dag.
Ligesom jeg ikke brød mig om Overtroen med Myrterne, brød jeg han lige så lidt om at Brudgommen ikke måtte se Bruden før Kirken og erklærede: ”Jeg vil se hende,” og da Moster Mie oppe i det lille Loftskammer havde smykket mig, gik hun ned og hentede ham.
Vielsen var Kl. 1, og jeg kan ikke huske et Ord af Talen, jeg kan kun huske, at de jeg kom ind ad Kirkedøren ved min Fars Arm, rejste alle sig op, som var gået derhen for at se på os, og jeg må her bemærke, at der var flere Venner end nysgerrige iblandt. - Der var ikke noget der hed særlige Stole, nej Kvinderne med Bruden i den øverste Stol sad til venstre, Herrerne med Brudgommen forrest til højre.
Efter Vielsen gik hver til sit igen, men her skete det Særsyn, at vist nok for første Gang, i hvert fald husker jeg at mens Jens og Dorothea fulgte dydigt skikken, så smuttede Brudgommen med ind i Brudens Stol. Senere tror jeg nok det blev temmelig almindeligt.
Ved Bordet var det festligt og yndigt med Sange fra Svigerfar, Far og Moster Mie. Den sidste bar Marie - Kransebjerg - mange Aar efter, om de måtte benytte med lidt Omskrivning ved hendes Datters Bryllup. -
Vi skulde være i Vejle Kl. 9½, så vi måtte temmelig tidligt hjemmefra, og jeg synes endnu jeg kan høre Morbror Christian smække Vogndøren i og med lidt bævende Stemme sige ”Kør så!”
Hvordan vi kom til Vejle har alle Dage været mig en Gåde, for jeg synes det kun var et Øjeblik efter at jeg hørte Hestene på Stenbroen. Mau havde bedt mig så meget om, om han selv måtte tage mig Brudeslør og min Kjole af, og da hans Ønske så vidt muligt altid har været min Lov, drog jeg af Sted med Slæbet stoppet op under Kåben og Sløret under Hatten, men jeg indrømmer, jeg skævede lidt til de - heldigvis - få Rejsende, som sad i den oplyste Ventesal.
Et Kvarter i 11 holdt Toget - vort Tog, som det i lange Tider hed - i Horsens, og et Øjeblik efter holdt vi foran Nr. 13 i Amaliegade.
Sikket Hjem han havde fremtryllet. Kønnere Dagligstue kunde da ikke tænkes, med de pragtfulde Vægge med blandt andet smukke farvetrykte Billeder indrammet i mørkt Karton. På Bordet lå den store smukke Bibel i Lindbergs Oversættelse som det første Velkommen til mig. Et dejligt broderet Tæppe, som hans kære Borgerskolepiger selv havde broderet til ham, den malede Rose fra vordende Studenter, som var lige så gamle som han selv omtrent, Vinkanden fra Latinskolens Elever, en elegant Metalskål fra Frøken Skovgaards Pigeskole o.s.v. Jo, når jeg nu lader det hele rulle frem for mine Øjne, kommer mange Gaver frem, som jeg indtil nu fuldstændig havde glemt. Ja, nu er det måske alligevel som I selv har været et lille Led i min Bryllupsdag, selv om vi, lige så lidt som de fleste Brudefolk, havde noget Begreb om eders vordende Eksistens.
Næste Morgen blev jeg vækket ved for første Gang at høre min nye Titel, idet vores lille 12 årige Formiddagspige stod uden for min Dør og bad ynkeligt: ”Fru Ottosen, Fru Ottosen, skynd dem at komme herud, der går en Herr på Gangen.”
Der var en Glasrude i Køkkendøren og derigennem havde hun set en Skikkelse i en meget fantastisk Dragt, det viste sig at være en gammel Jomfru, en Særling, som boede oppe på Kvisten.
Jeg måtte ned til Værtens og låne en Kost til at feje med, og Kl. 10 gik vi i Kirke, men jeg hørte ikke en Smule af gamle Pastor Rømers Prædiken, for Far havde betroet mig, at Kl. 12 vilde Brages Bestyrelse komme med et Ur, og så sad jeg hele Tiden og funderede på, hvordan jeg bedst skulde te mig over for dem i min nye Værdighed, og de var da også knap ude ad Døren igen, før Far sagde: "Man står ikke op hele Tiden, når man er Værtinde."
Da vi kom til Middagen, rystede jeg ordentlig i Bukserne. Far erklærede, hvor det smager dejligt! Jeg synes Kødet er lidt salt, kom det spagfærdigt fra mig, "Aldeles ikke!" Og middagen var reddet. Da jeg senere kom ud i Køkkenet, opdagede jeg, at jeg havde taget det salte i Stedet for det ferske Kød, som Mor havde givet mig med af Gildesmaden. -
Kl. 5 kom Svigerforældre og Hedegaards med Toget hjemmefra. De var meget misfornøjede med at Mor ikke havde givet dem en ordentlig Kop Kaffe inden de tog af Sted. De skulde nemlig med Diligencen fra Jelling Kl. 12 og så Mor sagtens syntes, at Kaffen var overflødig.
Jeg sidder og tænker på, at der er noget hvad Fru Doktor Warming sagde til mig, at som man begynder sit Ægteskab bliver det grundlæggende for senere Tider, for hvordan jeg egentlig fik Aftensmad til alle os, når vi først var kommet Kl. 11 Lørdag, er jo et helt problem, men det var nu sådan.
I en Retning har Fader og jeg lignet hinanden som 2 Dråber Vand, nemlig i at alt har skullet foregå med Fut og Fart, og derfor begyndte vi efter nogle Måneder, og der ingen Tegn viste sig, at drøfte temmelig nøje, om vi ikke skulde tænke på at tage os et Plejebarn, da vi så endelig opdagede, at Underet var sket, stod der næste Dag på Bordet ved min Plads, den skønneste blomstrende Kamelia. Sådan var Far og sådan blev han ved med at være til den Dag han lukkede sine Øjne. -
Velsignet være hans Minde.
Mor.
